Kan man vende fasen for lys?
En læser spørger Scientariet, om det er muligt at vende fasen for lys på samme måde, som når man benytter støjeliminerende hovedtelefoner.
Fakta
I 'Spørg Scientariet' kan du stille spørgsmål om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare.
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner.
Dokumentation
Kim Liebum spørger:
Jeg har et par hovedtelefoner der kan eliminere baggrundsstøjen rimeligt effektivt. Det sker vel ved at de måler omgivelsesstøjen og vender fasen og dermed udbalancerer de to signaler hinanden. I praksis virker det naturligvis ikke 100 procent, men er som nævnt rimeligt effektivt hvis man fx kører bil eller sidder i et fly.
Nu tænker jeg på om det samme kan lade sig gøre med lys? og hvis det kan (andet i end teorien) hvad kan det så bruges til?
Ingeniørens teknologiredaktør, Jens Ramskov, svarer:
Som spørgeren gør opmærksom på, leverer hovedtelefoner foruden den ønskede lyd også et lydsignal, der er en kopi af det lydsignal, som findes i omgivelserne, og som opfanges af mikrofoner i hovedtelefonerne.
Kopisignalet sendes blot ved omvendt fase. Hvis støjen i omgivelserne er konstant, gør det ikke noget, at der er en lille tidsforsinkelse mellem signalet fra omgivelserne og kopisignalet med den modsatte fase. De to signaler vil interferere med hinanden og næsten udslukke hinanden. Er omgivelsesstøjen ikke konstant i frekvens, er princippet dog mindre velegnet. Når man sidder i et fly, vil den konstante motorstøj derfor reduceres, mens en højtsnakkende medpassagerer stadig vil forstyrre.
Aktiv støjreduktion er smart, da ellers vi skulle pakke ørene godt ind for ikke at høre lyden i omgivelserne.
Det er noget andet med synet, som er let at pakke ind. Det er simpelt at tage at par aktive briller på, som helt lukker af for omgivelserne og samtidigt sender et ønsket billede direkte ind på øjnene. Blot ved at se koncentreret på en skærm kan man fjerne mange forstyrrende lyssignaler. Det er slet ikke brug for aktiv lysreduktion, som der er brug for aktiv lydreduktion. Det er ganske praktisk, for lys, der udsendes fra elektriske pærer eller fra Solen, er ikke velordnet - det har ingen koheræns - og kan derfor ikke fasemanipuleres til at udslukke sig selv.
Men i andre situationer er fasevending af lys nu ikke uinteressant, og det er tilmed ganske enkelt, så længe der er tale om optiske signaler af konstant frekvens eller bølgelængde – altså lasersignaler.
Man kan styre fasen af lys ved styre den optiske vejlængde, som er produktet af den fysiske vejlængde og materialets brydningsindeks. Den teknik udnyttes bl.a. i en lang række måleinstrumenter, og det er et område, hvor både danske firmaer og forskere står stærkt.
Opgørelse fra Ingeniøren afslører: Hver tiende nye bolig er utæt
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





