Stens bevægelser i jord er et komplekst emne hvor man skal passe på med at generalisere. Der er nemlig konstant kræfter der løfter sten op, og kræfter der flytter fint materiale op eller væk, så sten tilsyneladende synker ned eller løftes op. Og så påvirkes store og små sten ikke ens. På landmandens mark er det dog helt klart, som sønnen bemærker, at sten hele tiden kommer op til overfladen. Dette skyldes en række faktorer fra dyrkningen, som tilsammen flytter sten op til overfladen, og som overskygger andre naturlige processer.
Ploven og harven er nok de vigtigste faktorer på marken, da de skubber til større sten, som derved netto kommer opad, de løsner hele jorden så det finere materiale kan flyttes ned i jordens nu ekstra store porer pga. efterfølgende nedvaskning, samt at jord inkl. mindre sten netto transporteres nedad selv små skråninger som følge af regnvandserosion. Og sidst men ikke mindst vil jordflytningen med plov og harve i sig selv bevirke at tyngdekraften langsomt flytter materiale nedad bakke. Egentlig vinderosion af sand og finere partikler har også været mere udbredte i fortiden end i dag. De sidste årtier er også pløjedybden forøget fra 15-20 cm til nu 25-30 cm. Tilsammen bevirker dette, at sten ”gror” opad på marken.
De utallige skrænter omkring moderne marker er også et resultat af denne såkaldte pløjeerosion, og 1-2 m nedpløjning i undergrunden på bakketoppe og øvre skråninger samt medfølgende aflejring af 1-2 meter jord neden for bakkefoden og i lavninger er ikke usædvanlig. Dette er sket siden udskiftningen i 1700-tallet hvor de nuværende markskel generelt blev etableret. Landmandens marker bliver så at sige fladere med tiden, mens hans sten i underjorden på bakker og skråninger langsomt ”gror” opad. Yderligere er især den østdanske jord meget rig på sten, hvorfor selv den mest ihærdige landmand endnu ikke har fået den tømt.
En langsommere proces som også flytter sten (dvs. >2 mm) af alle størrelser opad i jorden er, at der lige siden isen forlod os, er sket en kemisk opløsning (kaldet forvitring) af kalk samt især sand-, silt- og lerpartikler. Dette er et resultat af jordluftens og atmosfærens indhold af især kuldioxid der virker som en syre. Sten vil herved tilsyneladende flyttes opad, da hårde sten af især flint, kvarts, granit og gnejs opløses meget langsommere end de små korn. Det skønnes, at denne proces har sænket jordoverfladen 20-50 cm siden istidens ophør, og derved bragt flere sten til overfladen.
I arktiske klimaer kan sten bevæge sig og sorteres i såkaldte konvektionsceller. Denne type proces i isfrie områder skal vi dog helt til Nordgrønland for at finde i dag, da den kræver meget kolde forhold (gennemsnit jordtemperatur væsentligt under –2⁰C) for at dyr og rødder ikke forstyrrer denne uhyre langsomme proces. I dag kender vi kun de nederste relikte lag af dette højarktiske fænomen i Danmark.
Dannelse af linser af is under sten er en anden kendt geologisk proces, som aktivt kan løfte sten opad i jorden. Dette skyldes, at massive sten har en 1,5-3 gange højere specifik varmekapacitet end den omkringliggende luftfyldte jord. Når vinterens frost sætter ind fra overfladen, vil sten således hurtigere fryse end det omkring liggende jord, og jordfugtighed vil foretrukken diffundere op under sten pga. lavere den lavere dampmætning i den nu frosne jordluft under stenen. Her dannes derfor en islinse som, pga. vands udvidelse if. med overgangen fra flydende til fast form, netto vil skubbe stenen opad, da der opad er lavere tryk end nedad. Efterfølgende kan lidt fint materiale hvert forår nedvaskes til hulrummet under stenen når isen tilsvarende hurtigere tør op her. Det er dermed en proces hvormed sten i overjorden langsomt ”gror” opad. Hvor aktiv den er i vores aktuelle klima er ikke velundersøgt. Man skulle dog forvente, at uberørte jordoverflader, som i fx naturskove, var dækket af en stenbrolægning hvis dette har været den vigtigste naturlige faktor i Danmark under og efter istiden.
At sten naturligt faktisk netto bevæger sig nedad i naturen under vores nuværende klima har været anerkendt i ca. 130 år. I 1877 beskrev Charles Darwin nemlig overbevisende hvordan (mindre) sten tilsyneladende sank ned i jorden med tiden. Han havde nemlig lagt cm store, hvide sten på overfladen i haven, og fulgte så over de næste 20-30 år hvordan de langsomt var sunket ned som følge af, at regnormene bragte fint materiale (<1-2 mm) opad. Dette kan læses i hans: "The Formation of Vegetable Mould Through the Action of Worms". Myrer (og termitter i andre klimaer) er nu kendt for at gøre det samme som de store regnormearter. Vores få oprindelige naturskove (fx Draved Skov) der aldrig har været opdyrket, har da også stenfattig overjord, og en diffus linje af sten ca. 20-30 cm nede hvor denne såkaldte bioturbation ophører. Disse sten linjer består typisk af <10-20 cm store sten. Større sten ligger derimod lejret under den primære dybde for bioturbationen og kan stikke op over jordoverfladen. I vores skove ses derfor mange kampesten (>20-30 cm diameter) på jordoverfladen, men sjældnere mindre sten. Dette viser, at regnorme og andre dyr der flytter fint jord opad, er de vigtigste for stens bevægelse i naturen under vores nuværende klima. Dette var også hvad Darwin konkluderede dengang.
Man skal dog passe på med at generalisere, for det er også velkendt at der i den sene istid på overfladen blev aflejret 10-100 cm tykke lag af fint sand mange steder i landet, ligesom sandflugt har været vidt udbredt indtil for få årtier siden. Så færre sten i en overjord kan altså ikke altid tilskrives myrer og regnorme.
At lavenergi jordskælv med meget lav frekvens kan flytte sten opad i jorden er der, så vidt jeg ved, ikke noget naturvidenskabeligt belæg for. I givet fald vil de ovennævnte processer langt overskygge dette.
Så sten - og jord - bevæger sig i naturen, men vi kan ikke se det fordi det sker så uhyre langsomt.
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Opgørelse fra Ingeniøren afslører: Hver tiende nye bolig er utæt
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?
