Better Place sætter pris på elbil: 205.000 kroner uden batterier
Verdens første seriefremstillede elbil med udskifteligt batteri er klar til det danske marked i efteråret 2011. Det bliver en Renault Fluence Z.E. og den vil blive tilbudt Better Place-abonnenter med batteri, ladestander og adgang til et landsdækkende netværk af batteriskiftestationer.
Når Renault Fluence Z.E. begynder at rulle ud på de danske veje i efteråret 2011, bliver det med et batterikapacitet rækkende til 160 km. Batteriet vil kunne udskiftes på en af Better Place' skiftestationer. Det tager 3 minutter.
Læs også
-
Better Place: Om et år skifter vi batterier på danske elbiler
Læs mere om
205.000 kroner er indgangsprisen for at blive elbilejer og abonnent hos Better Place. Den pris inkluderer ikke et batteri, hvilket bliver en del af abonnementsordning hos Better Place.
Bilen blev præsenteret på Paris Motor Show 2010 og salgschef hos Better Place Torben Andersen siger:
»Vi har i dag fået en fantastisk pris til en fantastisk bil. Renault Fluence Z.E. er ikke blot prissat mere fordelagtigt end markedets andre elbiler, men også i forhold til tilsvarende brændstofdrevne modeller.«
Men prisen er altså kun for bilen uden batteri. Better Place har endnu ikke lagt abonnementspriserne fast. Sandsynligvis vil det først ske i 2011. Det er altså for tidligt at sige, hvad den egentlige pris for at køre i elbil fra Better Place bliver. Men ifølge avisen Independent, så vil det koste 589 kroner om måneden for leje af batteri.
Data som vi har set det før
Da batterikapaciteten, som i alle elbiler, er begrænset, vil Better Place kunne garantere landsdækkende service af stationer, hvor batteriet kan udskiftes. Better Place har ikke fastlagt, hvor batteriskiftestationerne skal ligge, men det tales om 10-11 styk geografisk fordelt.
Renault frigav i foråret 2010 de første data for Fluence Z.E.:
Rækkevidden på batterier alene kommer til at ligge på 160 km. Batteriet bliver af lithium-ion-typen med en kapacitet på 22 kWh. Det vejer 250 kg og kan altså udskiftes. Elmotoren får en maksimal effekt på 77 kW og et moment på 226 Nm.
Better Place vil også levere en ladestander til abonnenter og hvis man har en 10A-sikring, så vil det tage otte timer at oplade bilen fra flade til fulde batterier. Med en 16A-sikring kan det gøres på seks timer.
Renault Fluence Z.E. skal bygges på Renaults fabrik OYAK i Tyrkiet.






