DSB byder på flere jernbanestrækninger i Tyskland
Ifølge en tysk erhvervsavis er DSB parat til at investere mere end tre milliarder kroner i at overtage Arrivas jernbanestrækninger i Tyskland. Transportministeren har ellers lige pålagt DSB at fokusere mere på at køre tog i Danmark.
Læs også
Læs mere om
DSB drømmer om at udvide sine jagtmarker i Tyskland.
Ifølge det tyske erhvervsmedie Financial Times Deutschland er DSB en af de otte kandidater til at købe Arrivas jernbaneaktiviteter i Tyskland. Det omfatter driften af flere jernbanestrækninger i store dele af det østlige og nordlige Tyskland, herunder togtrafik til og fra Berlin.
Arrivas tyske aktiviteter er sat til salg, efter at verdens næststørste transportselskab Deutsche Bahn købte engelske Arriva i april 2010. EU-Kommissionen godkendte opkøbet på betingelse af, at Deutsche Bahn sælger Arrivas tyske aktiviteter fra.
Ifølge Financial Times Deutschland så er nogle af buddene på oppe på mere end tre milliarder kroner.
DSB byder på de tyske strækninger, selv om DSB fra flere sider er blevet kritiseret for at drive forretning på andre områder end traditionel dansk togdrift. For eksempel forsøgte DSB at komme ind på mobiltelefonmarkedet med selskabet DSB Talk – en forretning som transportminister Hans Christian Schmidt lukkede med et brag få dage efter lanceringen.
Det fik transportministeren til at indkalde bestyrelsesformanden i DSB, Mogens Grandborg, til et møde, hvor ”de overordnede mål for DSB blev diskuteret”.
Her blev det lagt fast, at DSB skulle fokusere mere på at køre tog i Danmark.
I en pressemeddelelse fra transportministeriet lød det således efter mødet: ”DSB skal fortsat have transport af passagerer i Danmark som sit primære formål”.
Over for Ingeniøren vil DSB hverken be- eller afkræfte, om man har budt på Arrivas tyske togstrækninger.
»Vi kommenterer aldrig på konkrete budprocesser, men vi følger selvfølgelig markederne, ikke mindst i Tyskland og Sverige,« svarer DSB i en mail.
DSB driver allerede jernbanestrækninger i Tyskland og i Sverige.
Fra politisk side har blandt andre Enhedslisten kritiseret DSB for ikke at fokusere nok på den hjemmelige togdrift. Partiet har også stillet et spørgsmål til ministeren for at få slået fast, om DSB er ved at købe sig ind på mere af den tyske togdrift eller ej.






