DF: Vi gider ikke flere vindmølleplaner fra forudindtagede forskere
Flere vindmøller i Danmark bliver en økonomisk lussing, og hvis Dansk Folkeparti skal acceptere møllerne, så skal de fleste landmøller rives op først, lyder det forud for Klimakommissionens rapport.
Læs også
-
Nordisk vindkraft er nøglen til et CO2-neutralt Europa om 40 år
-
Klimakommissionen: Biomasse kan kun dække 20 pct. af energien - hvad gør vi?
Læs mere om
Mens vi venter på, at regeringens klimakommission præsenterer sine forslag til, hvordan Danmark bliver fri af fossile brændsler, bliver der allerede taget hul på den politiske diskussion.
Allerede nu er Dansk Folkeparti skuffet over konklusionen i rapporten, der først bliver præsenteret klokken 10 i morgen.
»Hvis rygterne passer, så kan jeg kun undre mig over, at en kommission af såkaldte eksperter i energiudvikling bruger to år og tusind sider på at komme frem til at konkludere, at Danmark skal satse milliarder af kroner på vindenergi,« siger Per Dalgaard, der er energiordfører for Dansk Folkeparti.
Hans udtalelser kommer på baggrund af en artikel i Politiken i går. Her berettede avisen, at der skal opstilles langt flere store vindmøller på havet ifølge centralt placerede kilder. En konklusion, der ikke lå langt fra Klima- og Energiminister Lykke Friis holdning.
»Vind er det eneste, der kan levere de enorme mængder el, vi får brug for, når vi skal være uafhængige af olie, kul og gas. Og selv om jeg også stadig ser potentiale på land, er det i høj grad havvindmøller, vi skal fokusere på. Effektiviteten er simpelthen langt større på vand, hvor det blæser langt mere«, sagde hun til Politiken.
Men Dansk Folkeparti deler ikke hendes begejstring for møllerne. Per Dalgaard henviser blandt andet til Anholt vindmøllepark, hvor prisen på en kWh ligger på 105 øre, selvom prisen på den nordiske elbørs North Pool ligger lige under 36 øre i dag.
»Under forudsætning af at rygterne er korrekte, er det tragisk at forskerne er så forudindtagede, og ikke kan tænke i andre alternative energi baner. Hvis Danmark skal satse de milliarder på vindenergi, som klimakommissionen anbefaler, vil det uden tvivl blive en gevaldig økonomisk lussing for alle forbrugerne - inklusive erhvervslivet,« advarer Per Dalgaard.
Hvis hans parti skal bakke op om flere vindmøller, så skal der flere garantier på bordet.
»Hvis vi fra DF skal acceptere en støtte til vindmølleparker, skal vi have garantier for, at alle møller bliver placeret i havet, at vindenergien kommer langt ned i pris, og at vi får fjernet størsteparten af de vindmøller, som i dag står på landjorden og generer borgerne,« siger Per Dalgaard.






