Nye regler kan være bombe under affalds- forbrænding
Fra 12. december kan en tredjedel af det affald, som i dag forbrændes på de danske forbrændingsanlæg, teoretisk set køres videre til udlandet. Konsekvenserne kan blive dyrere affaldsbehandling og højere fjernvarmepriser for forbrugerne - og at vi sender eftertragtet VE-brændsel ud af landet.
Læs også
Affaldsbehandling skal ud i fri konkurrence. Det siger EU, og for Danmark betyder det, at 1 mio. ton forbrændingsegnet erhvervsaffald årligt fra 12. december ikke mere skal afbrændes i danske forbrændingsanlæg, men frit kan eksporteres til for eksempel Tyskland eller Sverige. Konsekvensen af dette kan blive svære tider for forbrændingsanlæggene og ekstraregninger til danske forbrugere for at komme af med deres affald.
Store dele af den danske affaldsbranche er nemlig ikke i tvivl om, at en væsentlig del af dette erhvervsaffald - som udgør en tredjedel af alt affald på forbrændingsanlæggene - vil blive kørt til udlandet. Ikke fordi de udenlandske anlæg er mere effektive, men fordi de danske afgifter gør det umuligt at konkurrere med priserne i udlandet:
»Vores analyser viser, at det koster 200-300 kroner mere pr. ton at brænde affald i danske anlæg end i svenske og 300-500 mere pr. ton end i visse tyske anlæg - udelukkende på grund af forskelle i afgifts- og tilskudsordninger,« siger Mads Jakobsen, formand for RenoSam, som repræsenterer 41 kommunale affaldsselskaber og modtagestationer.
Tallene stammer fra en ny rapport om rammebetingelserne for affaldsværkerne, som konsulentfirmaet Ea Energianalyse har udarbejdet for RenoSam.
»Vi vil gerne konkurrere, men så skal man også give aktørerne lige vilkår, og det har vi ikke, så længe der en afgift på - omregnet - 350 kroner pr. ton forbrændt affald,« siger Mads Jakobsen.
Hos Dansk Industri mener man som udgangspunkt, at affaldsbehandlingen skal ske så miljømæssigt effektivt og billigt som muligt; derimod er det ikke væsentligt, om det sker i udlandet eller herhjemme.
»Men det er fjollet, hvis affaldet kun køres til udlandet, fordi man så kan slippe for en afgift. Det har jo ikke noget med sund konkurrence at gøre,« siger chefkonsulent fra Dansk Industris miljøafdeling, Svend-Erik Jepsen.
Hvis vognlæssene begynder at køre til udlandet i større stil, vil forbrændingsanlæggenes mangel på affald ikke kun være et problem for anlæggene.
For at opfylde kontrakter om leverance af fjernvarme må forbrændingsselskaberne enten dumpe priserne på erhvervsaffaldet eller skaffe sig andet (og dyrere) brændsel. Og for virksomheder er der kun ét sted at sende regningen hen - nemlig til brugerne.
»Der er kun affaldskunderne til at betale for, at forbrændingsanlæggene enten må købe anden biomasse eller dumpe priserne for erhvervslivets affald,« siger kontorchef Eske Groes fra Kommunerne Landsforening, som også mener, at der bør være fair konkurrencevilkår for de ofte kommunalt ejede affaldsselskaber,
I nogle tilfælde vil denne fordyrelse også blive sendt videre til fjernvarmekunderne, som nyder godt af affaldsvarmen.
En ekstra konsekvens er, at Danmark vil miste eftertragtet VE-brændsel (vedvarende energi) til udlandet. Det sker i en tid, hvor alle lande i Europa fokuserer på biomasse og på at skaffe sig mere for at nå deres VE-mål i energiforsyningen, drevet af et fælles EU-mål om 20 pct. VE af det endelige energiforbrug i 2020. I øjeblikket leverer affalds-forbrændingsanlæggene 20 PJ eller 10 pct. af vores VE-brændsel.
I Skatteministeriet har man faktisk gang i nogle beregninger, der ad bagvejen kan få konsekvenser for dele af det brændbare erhvervsaffald. Beregningerne skyldes en udmelding fra skatteminister Troels Lund Poulsen om, at kalvemøg skal fritages for afgift.
Heraf følger det - ifølge chefkonsulent Holger Helbo Hansen i Skatteministeriet - at andre VE-affaldstyper heller ikke skal afgiftsbelægges ved forbrænding. Det gælder både husholdnings- og erhvervsaffald:
»Dermed regner vi med, at den rene VE-del af erhvervsaffaldet kan blive her i landet, og at den fossile del af brændslet eksporteres,« siger han og tilføjer, at det jo er godt for den hjemlige VE-statistik.
Ifølge Skatteministeriets bud, der kan ende som et lovforslag, vil en sådan delvis afgiftsfritagelse komme til at omfatte affaldsmængder i størrelsesordenen 10 pct. af den totale mængde brændbare affald og koste staten omkring 100 mio. kr. i mistede afgifter. Staten indkasserer totalt set godt 1 mia. kroner på affalds-afgifter, som teknisk set i dag er omlagt til forbrændingsafgifter.
I branchen kalder man den idé for 'meget svær at gennemføre i praksis', da affaldet så skal sorteres, hvilket er både dyrt og meget besværligt.
Kontorchef Eske Groes fra Kommunernes Landsforening er heller ikke begejstret:
»Udgangspunktet for forslaget er jo at hjælpe landbruget, og som det ser ud nu, vil det ikke hjælpe meget på konkurrencevilkårene for forbrændingsanlæggene. Men man kunne måske putte noget oven i dette forslag, når man alligevel er i gang,« siger han.
Hvor mange lastbiler, der konkret vil komme til at rulle over broen til Sverige og grænsen til Tyskland efter 12. december, er der vidt forskellige bud på, når man forhører sig rundt om i branchen. Spændende fra 'store mængder' af det brændbare erhvervsaffald til 'ikke noget særligt'.
I et selskab som Trekantens Affaldsselskab, TAS, i Kolding, som jo ligger relativt tæt på Tyskland, er man ikke i tvivl om, at en stor del af erhvervsaffaldet vil forsvinde sydpå.
»50 procent af vores affald er erhvervsaffald, og hvis afgifterne ikke fjernes, vil det helt sikkert gøre ondt på os efter 12. december,« siger direktør Vagn Laier Frederiksen.
Hos affaldsbehandlingsselskabet RGS 90 tror adm. direktør Peter Basland derimod ikke, at erhvervsaffaldet i væsentligt omfang vil finde nye veje. Det begrunder han med, at det er den lette del af erhvervsaffaldet, der nu bliver givet frit, og her vil transportprisen være en barriere. Den attraktive tunge del af erhvervsaffaldet - som er det rene træ - kan allerede frit eksporteres til energiudnyttelse i udlandet, og det sker kun i begrænset omfang.
Ea Energianalyses rapport konkluderer - baseret på tal fra RenoSam - at et læs med 23,4 ton affald kan køres 350 kilometer for cirka 271 kroner pr. ton.
»Rapporten viser helt klart, at med prisforskelle på 200-500 kroner pr. ton i behandlingspris er der rigeligt med penge til at fragte affaldet ud af landet,« siger formand for RenoSam Mads Jakobsen.





