/energi

Vattenfall trækker millioner fra dansk miljøvirksomhed

Energikoncernen Vattenfall har trukket et stort millionbeløb tilbage, der skulle sikre opførelse af et dansk bioanlæg, der kan omdanne affald til olie. SCF Technologies må derfor ud at finde pengene andetsteds.

Af Mie Stage, onsdag 22. sep 2010 kl. 13:47

I går meddelte den svenske energikoncern Vattenfall, at nedskæringer og organisationsændringer formentlig snart betyder frasalg af virksomhedens fem danske værker.

Men allerede i juni svingede Vattenfall sparekniven i Danmark, og derfor måtte direktør i virksomheden SCF Technologies i Herlev vinke farvel til et betragteligt millionbeløb, som Vattenfall ellers havde stillet virksomheden i udsigt i februar som delfinansiering til et nyt, lovende bioolieanlæg, som kan konvertere spildevandsslam, gylle og grønt husholdningsaffald til olie.

Millionsummen skulle sikre, at SCF Technologies kunne opnå 40 mio. kr. fra udviklingsprogrammet EUDP til at bygge demonstrationsanlægget med. Disse penge er stadigvæk tilgængelige – forudsat den sædvanlige regel om, at SCF skal stille med et tilsvarende beløb fra private investorer. Og det er altså denne del, der hænger i bremsen uden den helt store pengepose fra Vattenfall.

Derfor kan det se alarmerende ud for den syv år gamle teknologivirksomhed, om end direktør Ulrik Jensen stadigvæk er fortrøstningsfuld. Han vil dog ikke fortælle for meget om, status for virksomheden og det ca. 80 mio. kr. dyre anlæg, bl.a. på grund af den igangværende proces med at rejse kapital på børsen, hviket indebærer en række tavshedsforpligtelser.

Fortsat planer om efterårsbyggeri
»Udfordringen er, at Vattenfall skulle stille med finansiering, og derfor skal vi nu finde andre partnere, så vi kan få midlerne fra EUDP. Vi har lige frigjort vores børsprospekt, så vi kan frigøre penge gennem aktiesalg,« siger Ulrik Jensen.

»Vi skulle begynde at bygge anlægget her i efteråret, og det har vi stadig planer om. Derfor arbejder vi på at lave et nyt konsortium, så kan få lavet demonstrationsanlægget,« siger adm. direktør Ulrik Jensen fra SCF Technologies.

Designet til anlægget er blevet til i samarbejde med Aalborg Universitet og Vattenfall, som sidste år gik sammen for at kortlægge egnede affaldstyper til fremstillingen af bioolie, som netop kunne hjælpe Vattenfall videre mod en grønnere profil. Demonstrationsanlægget skulle opføres i industriskala og kunne behandle op mod 2,5 ton våde affaldsmaterialer i timen.

Meningen var at placere anlægget på Nordjyllandsværket, som i dag er ejet af Vattenfall, men som forventes at blive afhændet til eventuelt interesserede køber inden for en overskuelig fremtid. Om der derfor stadigvæk vil komme bioolieanlæg på værket, vil Ulrik Jensen ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt, men siger, at det fortsat er en mulighed.

SCF Technologies proces går ud på at opvarme vandholdigt organisk materiale til 350 grader og sætte det under et tryk på 250 bar. I en reaktor tilsættes så en zirkoniumkatalysator og lidt kalium, så de lange molekyler bliver klippet over og sættes sammen som molekylerne i råolie.

Pilotanlæg har kørt i Herlev
Siden 2007 har virksomheden haft et pilotanlæg kørende i Herlev, som blev bygget i Østrig efter dengang at have modtaget 9,3 mio. kr. fra EUDP-fonden og et tilsvarende beløb fra Aalborg Universitet, Vattenfall og egen lomme. Testene på dette anlæg er nu neddroslet og otte ud af 22 medarbejdere er blevet afskediget. Resten skal fokusere på demonstrationsanlægget og dokumentere, at det også fungerer godt på slam.

Desuden indgik SCF Technologies i begyndelsen af dette år en aftale med en italiensk energikoncern om, at de skal markedsføre SCF’s system, CatLiq, i Italien og bygge et eventuelt anlæg sammen.

Om det siger direktør Ulrik Jensen:

»Disse planer er uændrede, og vi kigger også på nogle projekter. Men det er et langt forløb at nå til noget kommercielt«.



22. sep 2010 kl 17:19

Rolf Czeskleba-dupont

konkurrence til affaldsforbrændingsanlæg

I 80'erne var der også planer om noget lignende som en slags lavtemperatur-pyrolyse. Fuldskala-anlæg var projekteret i Ruhrdistriktet af Thyssen. Men der er en stærktlobby, der vil have reserveret affald til de mastodonter, der er etableret og som bedriver højtemperatur-forbrænding i stedet for (dioxin bliver på de avancerede værker udskildt som fast stof, der fra Danmark sendes til tyske miner, såkaldt mine-afstivningsmiddel).
Mon ikke der skulle bevidst støtte til for at forhindre at denne mere miljøvenlige teknologi bliver kvalt igen?


22. sep 2010 kl 17:22

Thomas Vesth

Forklaring mangler

Vattenfall vil ud af DK for at satse på VE. Samtidig lukker man samme aktiviteter. Der mangler en mere fyldestgørende forklaring.


22. sep 2010 kl 18:24

Thomas Gade

Re: konkurrence til affaldsforbrændingsanlæg

Mon ikke der skulle bevidst støtte til for at forhindre at denne mere miljøvenlige teknologi bliver kvalt igen?

Det kunne være fint, og det er også det EU gør, men der kræves også investorstøtte. Måske bør teknologien støttes uanset manglende privat kapital.

Dog er der ikke rigtig konkurrence fra affaldsanlæg, da disse brænder fast affald, mens SCF kun omdanner flydende affald som ikke mange andre gider beskæftige sig med.


22. sep 2010 kl 21:06

Preben Maegaard

Vattenfall og vedvarende energi?

Hvad baserer Thomas Vesth det på, at det svenske statsselskab vil ud af DK for at satse på vedvarende energi?

Mon ikke Vattenfall har arbejdet flittigt for at den tidligere svenske regering vedtog at bygge 10 nye atomkraftværker.

Vattenfall er en af de 4 tyske energimastodonter, som har arbejdet særdeles ihærdigt på at få levetidsforlænget de tyske atomkraftværker, desuagtet at atomkraft matcher særdeles dårligt med de fluktuerende energiformer sol og vind, når det gælder op- og nedregulering.

Så dersom Vattenfall prioriterer vedvarende energi højest, så skal selskabet afvise fortsat udbygning med atomkraft ud fra almindelige strategiske overvejelser. I praksis gør man det modsatte, må være den nøgterne men beklagelige konstatering.

Vattenfall skal opføre store havmølleprojekter i UK, som tilbyder nogle afsindigt høje afregningspriser på el fra havet. Så her er penge at tjene for de store energiselskaber, som har dette VE-område for sig selv.

Men hvor længe holder denne offshore eufori, når man med simpel regnekunst kan finde ud af, at på land kan vindenergi med de rigtige lokale organisationsformer laves til en pris, der er en trediedel af, hvad den samme elektricitet koster fra offshore vindmøller.

Det er og bliver svært for de store elselskaber at finde en fremtid indenfor vedvarende energi, som af natur er decentral. Det bliver unødigt dyrt og vil være irrationelt at anvende vedvarende i centrale anlæg.


22. sep 2010 kl 21:42

Thomas Gade

Re: Vattenfall og vedvarende energi?

Mon ikke snarere det skal forstås sådan at Vattenfall vil væk fra kulstof-baseret energi, hvadenten det så er grøn eller strålende energi man vil skifte til. Den anden artikel http://ing.dk/artikel/112194-v...ring peger i den retning.
Om ikke andet så for at mildne Vattenfalls enorme belastning fra tyske brunkulsværker.

Hvis man kan få adgang til tilstrækkelige ressourcer, kan import af baltisk træ godt bruges i centrale anlæg, som Avedøre viser. Om det er nok til at drive et koncentreret samfund som det danske, kan man diskutere.

Derimod er der store mængder flydende affald som kan bruges i centrale værker, men da teknikken er dyr, fås større samfundsgevinst hvis denne bioolie kan opgraderes til transportbrug hvor den direkte erstatter fossil olie.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk