Varmekilde to kilometer under Skive kan spare borgerne for millioner
30 millioner kroner kan Skive Kommune spare på varmeregningen, hvis det lykkes at udnytte en geotermisk varmekilde 2.000 meter under jorden. Foreløbigt har kommunen brugt næsten en halv million kroner på forundersøgelser.
Læs også
-
Geotermi-anlæg hænger på millionregning efter ubrugelige undersøgelser
-
Fjernvarmeværker slipper for Dong i jagten på geotermisk energi
-
Gamle olieboringer sparker liv i dansk varme fra undergrunden
Læs mere om
Undersøgelser tyder på, at Skive Kommune sidder på en sø af varmt vand 2.000 meter under jordoverfladen. Det har givet kommunalpolitikerne julelys i øjnene, for hvis kilden virkelig findes, og det er muligt at pumpe det varme vand op, så kan kommunen spare 30 mio. kroner om året på varme.
Det skriver Ingeniørens nyhedsbrev Teknologisk Indsigt i dag,
Foreløbig har kommunen brugt 450.000 kroner på geotermiske undersøgelser, og der skal bruges yderligere 1,5 mio. kroner på at undersøge undergrunden, før man kan sige med sikkerhed, om der er noget at bore efter.
»Det er vi helt indstillet på. Man når ikke nogen steder her i verden, hvis ikke man tør satse,« siger Ditte Staun, der er formand for Skive Kommunes udvalg for turisme, erhverv, klima og energi til Teknologisk Indsigt.
Forudsætningerne for, at forundersøgelsen, der forventes afsluttet i første halvår af 2011, viser et positivt resultat, er også gode. En gammel olieboring fra halvtredserne har tidligere dokumenteret, at vand i omegnen af de 70 grader blot venter på at blive suget op og udnyttet som fjernvarme.
Dog kræver det voksne investeringer at befri varmen fra undergrunden og afhængig af, hvad undersøgelserne viser, er projekter mellem 70-200 millioner på tegnebrættet. Alene boringen løber op i 25 millioner.
Teknisk konsulent i Dansk Fjernvarme, John Tang, vurderer, at potentialet i jorden under Skive er stort. Men nævner også, at der altid er risici ved udvinding af geotermisk varme.
»Selv om alle seismiske undersøgelser viser, at der er varmt vand i undergrunden, er der alligevel risiko for, at man ikke finder noget,« understreger han over for Teknologisk Indsigt.
Fjernvarmekonsulenten nævner som eksempel erfaringer fra et aktuelt projekt i Sønderborg, hvor boringerne ramte ved siden af, men hvor man var så heldig ved et tilfælde længere nede at finde brugbare varmekilder. Projektet kunne dog lige så vel være endt med, at man havde mistet et tocifret millionbeløb.





