/elektronik

Nyt hacker-space åbner i Århus

Glæde ved al slags teknologi er fællesnævner for en uhyre blandet gruppe af professionelle og amatørhackere, som fremover skal mødes under fælles tag i Århus.

Klik for at se billedet i stort

Virksomheden iRobot, som producerer den kendte robot-støvsuger Roomba, sælger også et hackers kit med navnet iRobot Create. Det er i korte træk en Roomba uden sugemekanismen. Hensigten er at give uddannelsesinstitutioner og teknisk interesserede en mulighed for at styre og programmere iRobots nederste del - og eventuelt bruge den som understel til en lille, selvkørende robot. Der følger forskellige programmeringsværktøjer med. (Foto: iRobot)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer, fredag 17. sep 2010 kl. 14:55

Hardcore teknikere fra to forskellige verdener - den seriøse business og de glade amatørhackere - vil fra i morgen få et fælles værksted i Århus, hvor kildrende nysgerrighed og kreativitet kan mødes med kold kapital og skarpe forretningsplaner. Stedet kommer til at hedde Open Space Aarhus, og der er housewarming i morgen, 18. september kl. 14 - 24.

Det er på den ene side Incuba Science Park, som er de professionelle, og på den anden side en række af tekniske foreninger, såsom Hackerspace Århus, Drupal, Ubuntu Danmark og Seniorer uden Grænser. Og når man her taler om hackere, så er det altså ikke kriminelle, men om folk, der ikke kan lade være med at adskille deres gamle transistorradio eller robot-støvsuger for at se, hvorfor den virker.

De to verdener holder sig nomalt meget adskilt, fordi målene er meget forskellige. På den ene side handler det om overskud og månedsløn, i den anden ende handler det om dyrke hobbies, om at gøre noget for andre, og om ren underholdning. Så det kan ikke bliver mere forskelligt.

Men der er en klar ide i den tilsyneladende galskab. Direktør Arne Vesterdal fra Incuba Science Park fortæller:

»Vi vil gerne have et samarbejde med de her græsrodsbevægelser. Det er teknisk mindede folk, og det er slet ikke umuligt, at de med deres projekter kommer omkring noget, der kan kommercialiseres. Jeg ved godt, at det ikke er deres hoved-idé. Men hvis de pludselig står med noget, der burde kunne gøres til et produkt, så har vi jo et beredskab med alt, hvad der skal til for at opstarte et firma.«

Kunne det også tænkes, at de professionelle, der sidder i Incuba, også kunne have gavn af hackerne?

»Ja, det hele er faktisk kommet i gang, fordi nogle af vores folk deltog i hackernes faste mødeaftener, som de kalder "Techtalk-tuesdays", hvor de tager nogle frontlinie-problemstillinger op inden for det teknologiske. Flere af vores folk har syntes, at det var sjovt at være tilhørere, og fremover har vi også tænkt at holde oplæg på sådanne møder,« siger Arne Vesterdal.

Han fortæller, at mange nystartede opfinderfirmaer ofte bliver lidt for detaljetekniske, og Incuba Science Park bruger så kræfter på at skubbe på den kommercielle planlægning i firmaet.

»Men hvis opfinderne trænger til at fodre deres teknik-gen, så er hackernes foreninger nok et godt sted at gå hen og finde ligesindede, som ikke nødvendigvis går i jakkesæt. Det er en virkelig spændende gruppe,« siger han.

Open Space Aarhus løser et lokaleproblem
Så nu samler de kræfterne. Det sker i et stort lokale på Bryggervej 30 i Århus. Incuba har på forhånd givet Open Space Aarhus en gave på 5.000 kroner til indkøb af alle slags nyttigt værktøj, så langt pengene rækker.

Den nye sammenslutnings formand, Helle Friis Petersen, fortæller, at Open Space Aarhus er en meget blandet gruppe. Selv er hun datalog, og ud over sit daglige job hos firmaet Miracle repræsenterer hun Ubuntu Danmark.

»Med Open Space Aarhus får vi nu et lokale, hvor vi kan mødes og lave alle mulige forskellige ting. Selv er jeg interesseret i at udbygge Ubuntu, mens hackerne skiller ting ad og laver dem om,« siger hun.

Ud over Hackerspace Århus kommer som nævnt den nystiftede Drupal-gruppe, som vil programmere i Drupal, og Seniorer uden Grænser, som samler computere, der skal sendes til u-lande med Ubuntu som styresystem. Og så er der Ubuntu Danmark, som skal i gang med nogle aktiviteter.

»Men der kommer flere personer, foreninger og aktiviteter til,« siger hun.

Kontingentet bliver 150 kroner per måned, og for den pris kan man deltage i alle aktiviteter, selv tage nye initiativer og i øvrigt dukke op, når man har lyst.

Og har man brug for hjælp til at skrive en driver, kan man så få det?

»Ja, det er jo meningen,« siger Helle Friis Petersen.



17. sep 2010 kl 15:31

Flemming Frandsen

Link til Open Space Aarhus' reception

Hvis man er interesseret i at være med til receptionen så er programmet online her: http://fest.osaa.dk

Hvis lørdag ikke lige passer kan man med fordel kigge forbi en tilfældig tirsdag til hygge-hacking, eller den første tirsdag i måneden til Tech Talk Tuesday: http://t3.osaa.dk


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.