Hvad kan man lave i Labitat?
Af David Askirk Fotel,
torsdag 16. sep 2010 kl. 11:58
Hvad kan man lave i Labitat, danmarks ældste hackerspace. (Vi er ikke gamle, bare det første hackerspace i Danmark). Det kan besvares på flere forskellige måder, men istedet for at remse en masse op, vil jeg hellere fortælle om hvad der sker lige nu i Labitat.
TIRSDAGE
Om tirsdagen er der vores random hacking aftener. Det er her hvor folk arbejder på deres forskellige projekter. Det kan være så bredt som at få en ringe klokke til at ringe fra en Arduino, lave en måler til at overvåge strømforbruget i Labitat, eller at bygge videre på alle de RepRaps som bliver produceret, specielt mekanikken og elektronikken i dem. Og så er tirsdage vores åbent hus dage: Hvis du er interesseret i at kigge forbi, så mød op fra kl. 18.00
ONSDAGE
Om onsdagen er der lige begyndt en Night of the Code Monkeys - Beware!, som er en aften hvor folk med interresse i at programmere, folk der gerne vil lære at programmere eller bare ynder at få computeren til at gøre hvad man vil, kan mødes og snakke.
RESTEN AF UGEN
Resten af ugens dage sker der også noget i Labitat, men det er ikke til at sige hvad det er. Det kan være at folk arbejder videre med deres forskellige projekter eller begynder på nye. Det kan også ske at der dukker interessede personer op.
WORKSHOPS
Men udover det daglige hackeri, er der også workshops. Der er tidligere blevet afholdt en Arduino workshop som vi kaldte buckler. Den næste workshop på programmet er en temperaturføler workshop. Der er stadig 12 pladser tilbage til workshoppen, så hvis du har lyst til at kaste dig ud i elektronikkens verden, så det kan nås endnu.
Men er det en succes? Kan folk lide ideen? Der til kan man kun sige et stort og rungende JA. Vi har siden vi begyndte kun fået flere og flere medlemmer. Faktisk er vi ved at nå en størrelse, både med medlemmer og med materiel, at vi er ved at vokse ud af vores kælder, så det er en stor success. Samtidig er der ved at starte, og er startet andre hackerspaces i Danmark.
Der bliver også produceret en del i Labitat, blandt andet en masse forskellig kode, til at styre vores forskellige computere, men beskrivelsen af det vil komme i et andet indlæg.