/transport

Magneter og snekanoner rydder banen for kæmpefly

Kæmpeflyet Airbus A380 er bredere end landingsbanen i Københavns Lufthavn. Derfor må arbejderne i lufthavnen gøre sig umage for at sikre, at der ikke ligger noget i græsset, som flyets motorer kan suge op.

Af Daniel Rasmussen, onsdag 15. sep 2010 kl. 07:48

Landingsbanen i Københavns Lufthavn er egentligt ikke bred nok til at tage imod kæmpeflyet Airbus A380, der lander i lufthavnen tidligt onsdag morgen.

Kæmpeflyet er så bredt, at to af de fire motorer vil hænge ud over græsset, når flyet lander. Det betyder, at lufthavnens personale må bruge alle de værktøjer, som de kan for at gøre landingen sikker.

Pressechef for Københavns Lufthavne Søren Hedegaard forklarer, at det er vigtigt at holde banen og græsset omkring fri fra løse genstande, der kan blive suget op i flyets motor under start eller landing.

Derfor blæser lufthavnsarbejderne først løst pap og andet væk fra græsset ved landingsbanen med en snekanon. Det skal gøres i mindst 7,5 meters bredde på begge sider at landingsbanen, for så meget er landingsbanen for smal.

Elektromagneter fanger løse metalgenstande
Herefter kører lufthavnsarbejderne hen over græsset med en såkaldt sweeper, der er en kraftig elektromagnet, monteret på en traktor. Sweeperen suger alle løse metalgenstande, som for eksempel bolte eller møtrikker op fra græsset.

Endelig foretager lufthavnsarbejderne en baneinspektion, hvor de kører i en bil fra ende til anden for at sikre sig, at der ikke ligger noget og flyder på banen eller på græsset ved siden af.

Desuden, forklarer Søren Hedegaard, slukker piloterne i kæmpeflyet for en sikkerheds skyld de to yderste motorer, når flyet taxier hen til den østlige del af flyvepladsen, hvor det vil holde i to timer, inden megaflyet igen letter og flyver til Stockholm.

Besøget en enlig svale
Pressechefen forklarer også, at som tingene ser ud nu, så skal danskerne ikke regne med, at der kommer til at flyve A380'ere fra København foreløbigt. Dels skal landingsbanen først udvides permanent, dels mener han ikke, at der er nok passagerer, der flyver fra lufthavnen til, at det kan betale sig for luftfartsselskaberne.

Det er luftfartsselskabet Lufthansa, der ejer det enorme fly. Der er ikke nogen passagerer med på flyet, når det lander onsdag morgen, kun Lufthansas personale.

Danmark er første stop på en rundrejse i Skandinavien, hvor det nye fly skal vises frem for verden, samtidigt med, at Lufthansas personale skal øve sig i at flyve det nye flagskib.



15. sep 2010 kl 08:56

Jan Mandrup Johansen

En strøtanke

Kunne det tænkes at være et lille markedsføringsstunt før en mulig forestående overtagelse af SAS?

Synes bare at en rundrejse til København, Stockholm og Oslo virker påfaldende...


15. sep 2010 kl 09:55

avatar

Stig Johansen

Re: En strøtanke

Kunne det tænkes at være et lille markedsføringsstunt før en mulig forestående overtagelse af SAS?

Synes bare at en rundrejse til København, Stockholm og Oslo virker påfaldende...


Så lige et indslag fra TV2 News, hvor KLM repræsentanten snakkede om 'charmeoffensiv', og samtidig proklamerede, at A380 'aldrig' ville blive indsat i en fast rutefart.

Det foregår fra Frankfurt.

Dog mener jeg, at kunne huske, at der er taxibanerne, og ikke runway, der ikke er brede nok.


15. sep 2010 kl 10:18

erik karlsen

380

Selvfølgelig skal lufthavnen udvides til Airbus 380 og 747-8 F, der er jo fremtiden


15. sep 2010 kl 10:38

Lars Verner Jensen

Re: En strøtanke

Kunne det tænkes at være et lille markedsføringsstunt før en mulig forestående overtagelse af SAS?



Synes bare at en rundrejse til København, Stockholm og Oslo virker påfaldende...




Selvfølgelig er det et markedsføringsstunt. Og hvem kan fortænke sig i at ville blære sig med sådan et fly. Det er selvfølgelig i orden og det er sjovt for os andre nørder at få den at se.

Lufthansa har været mange 'unormale' steder for at vise deres A380.
Bl.a. Wien, Salzburg, Milano (Malpensa), Bruxelles, Johannesburg (med det tyske VM fodboldhold). Og i dag CPH, Stockholm, Oslo, Helsinki.
Ud fra din logik skal Lufthansa så også overtage Finnair for den skal jo også forbi Helsinki i dag.
Og et low pass over Billund i eftermiddag må betyde at Sunair skal se sig over skulderen ;-) ?

Ud over de nævnte udenlandske stationer hvor den har været 'uden for nummer', så flyver de nu i trafik på Narita, Beijing, og Johannesburg er så småt i gang.

I Tyskland har den været på mange lufthavne som nok ikke kommer at se meget til A380 mere, bl.a. Stuttgart, Berlin Schönefeld og Tegel, Karlsruhe, Bremen, Hamburg, Leipzig, Køln, Dusseldorf, Hanover.

Den flyver i rute ud af Frankfurt og har selvfølgelig også været i München.




15. sep 2010 kl 14:01

Bjarke Mønnike

Aluminiumsmagneter

>>>>>>Herefter kører lufthavnsarbejderne hen over græsset med en såkaldt sweeper, der er en kraftig elektromagnet, monteret på en traktor. Sweeperen suger alle løse metalgenstande, som for eksempel bolte eller møtrikker op fra græsset<<<<<<

Alle løse metalgenstande.......udtagen ting af aluminium, titanium og rustfritstål :o)


15. sep 2010 kl 18:58

avatar

Svante Jørgensen

De yderste motorer

De to yderste motorer kan de roligt slukke for, allerede lige efter landing. De har nemlig ingen reverse thrust - det er kun de to inderste der har. A380 var oprindeligt designet til ikke at have reverse thrust, men kun kraftige bremser og hjul. Sent i udviklingen blev de så tænkt ind i designet.


15. sep 2010 kl 21:20

Bjarke Mønnike

Re: De yderste motorer

Nu er der nogen der ind imellem har opdaget at landingsbaner er for korte eller de kommer for langt ind på landingsbanen, første gang man besøger den. Derrfor slukker man ikke for motorer, for hvis det er tilfældet kan man lave en "touch and go" og prøve engang til


15. sep 2010 kl 21:30

Thomas Gade

Træning først, PR næst

Turen med "München" er først og fremmest obligatorisk træning for at opnå nødvendigt antal start og landing inden egentlig driftsflyvning.
Det skete med "Frankfurt" : http://www.businesstraveller.c...ghts

Men selvfølgelig pumper LH turen for al den PR den kan trække.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.