Nu skal fjernbetjeningen have touchskærm
iPhone-feberen rammer nu også fjernbetjeningsindustrien, der nu også vil have touchskærme på remoten.
Philips og Broadcom har netop indgået strategisk samarbejde, der skal bringe morgendagens fjernbetjening på markedet.
Philips fremstiller i forvejen fjernbetjeninger, og Broadcom er kendt som leverandør af chipset til Apples iPad, der netop bruger touch som central betjeningsdel, og det er den udbredte brug af touch-skærme, der har fået de to selskaber til at gå sammen om udviklingen af en berøringsfølsom fjernbetjening.
Den nye fjernbetjening, der vil blive demonstreret på den internationale elektronikmesse IBC i Amsterdam, vil endvidere have Bluetooth-teknologi og vil have bevægelsessensorer, der vil gøre det muligt for brugerne at ryste remoten frem og tilbage for eksempelvis at skifte program.
Det er planen, at den nye remotekontrol skal kunne anvendes af både bluray-afspillere, fladskærme og settop-bokse.






