Ig Nobelpris på vej til Danmark?
Af Klaus Seiersen,
fredag 10. sep 2010 kl. 10:06
Som bekendt har Copenhagen Suborbitals fået markant international opmærksomhed i forbindelse med det lærerige raketopsendelsesforsøg i søndags, og dermed vil jeg mene, at har de opnået det sidste, der skal til, for at vinde den såkaldte Ig Nobel Prize, der er en humoristisk, amerikansk parallel til Nobelprisen.
Ig Nobel gives for bedrifter, som "first make people laugh, and then make them think." og det er som regel opfindsomme, anderledes og ofte ret komiske anvendelser af teknologi og naturvidenskab den tildeles. Se bare listen over de mange vindere siden første uddeling i 1991.
Men faktisk er prisen en glimrende anledning til at gøre opmærksom på, at naturvidenskaben er en arbejdsmetode, der ikke kun hører hjemme i højteknologiske forskningslaboratorier, men som også kan anvendes i hverdagen, og på Ig Nobels egen hjemmeside skriver man da også, at man ønsker at fremme befolkningens interesse i science, medicin og teknologi.
Hvis man skal vinde Ig Nobelprisen skal man selvfølgelig være synlig nok i mediebilledet til, at uddelingskomitéen lægger mærke til én, og dette er helt sikkert sket for Copenhagen Suborbitals. Derudover skal det være et stykke arbejde, der sætter nogle tanker i gang hos folk, og et privat bemandet rumprogram med løsdele fra supermarkeder og byggemarkeder er uden tvivl tankevækkende.
Endelig er der kriteriet "first make people laugh", og det tror jeg, de fleste gør, når de hører om, at en danonaut vil sætte sig i spidsen på en hjemmebygget raket og flyve ud i rummet. Og det hjælper helt klart på det, at raketten fragtes rundt på havet ved hjælp af en hjemmebygget ubåd!
Jeg tror derfor, at vi meget snart kan se endnu en Ig Nobelpris tildelt Danmark - så vidt jeg kan vurdere, må det være den tredje - og spørgsmålet er bare, hvornår den kommer. Venter man mon til en eventuelt succesfuld bemandet rejse ud i rummet, eller er hele idéen så vanvittig, at den kommer meget tidligere?
Næste uddeling foregår torsdag den 30. september i år.