/energi

Verdens største solvarmeanlæg fordobler kapaciteten

Marstal Solvarme satser på nye teknologier nu, hvor anlægget står over for en stor udvidelse. Over halvdelen af øens varme skal komme fra Solen, og resten skal leveres fra piletræ i flis-kedel, der også genererer strøm via en Organic Rankine Cyclus.

Af Stefan Petersen, søndag 12. sep 2010 kl. 09:00

Stor, større, størst. Mens flere konkurrenter rundt om i verden har store solvarmeanlæg på tegnebrættet, så har verdens største solvarmeanlæg fået grønt lys til næsten at fordoble kapaciteten. Marstal Fjernvarme på Ærø går fra en kapacitet på 18.000 til 35.000 kvadratmeter solfangere.

Målet er, at over halvdelen af varmen skal komme fra Solen, mens resten kommer fra biomasse. Dermed kommer varmeforsyningen kun fra vedvarende energikilder på Ærø, hvor der har været solvarme siden 1994.

»Det er gået fantastisk, og vi har mod på at udvide igen. Olien er dyr i dag. Jo mere vi udvider, jo mere uafhængige bliver vi,« fortæller Leo Holm, der er varmemester på Marstal Fjernvarme.

De nuværende solfangere dækker Marstal bys behov, når Solen skinner, så derfor bliver det altafgørende at kunne lagre en stor del energi til koldere tider, hvor Solen ikke giver lige så meget varme. Ellers bliver Marstal Fjernvarme nødt til at slippe varmen ud.

Derfor bygger de et nyt dampvarmelager med en kapacitet på 75.000 kubikmeter vand. Det kan rumme varmen fra en årsproduktion på de nye solfangere, hvilket vil sige 6-7 MWh om året. Det svarer til en måneds varmeforbrug i Marstal, hvor der bor 2.550 mennesker.

Ny kedel kører på energipil

Når der ikke er mere varmt vand på lager, kommer varmen på det nye anlæg fra en kedel med en kapacitet på 4 MW, der kører på biomasse. Der er ikke nok traditionel biomasse som halm, så den nye kedel kommer til at køre på energipil. Piletræet vokser nemlig hurtigt og kan høstes hvert andet år.

»Der skal vi ud og overtale et par landmænd, som måske gerne vil dyrke energipil,« siger Leo Holm.

Den nye kedel kan også producere elektricitet ved hjælp af Organic Rankine Cyclus. I princippet er det en gammeldags dampturbine. Men i stedet for at bruge vanddamp til at køre turbinerne rundt, så bruger ORC en silikonebaseret olie. Den skal kun varmes op til 310 grader.

Det betyder, at rådgiveren kan projektere et mindre anlæg til lavere tryk, lavere temperatur og med mindre korrosion i rørene. Det giver en lavere pris og gør anlæggene interessante for små varmeleverandører.

»Hvis vi er oppe i store enheder, så er dampturbiner selvskrevne. Men når det kommer til små megawatt, så er ORC'en den mest konkurrencedygtige,« siger Niels From fra Planenergi, der er rådgiver på projektet.

Dansk Fjernvarme vil følge med i projektet med ORC. Flere af de små fjernvarmeanlæg pønser nemlig på at komme af med naturgas, men de må ikke skifte varmekilde, medmindre de også kan lave elektricitet.

Selvom elvirkningsgraden kun ligger på 20 procent med en effekt på 750 kW i Marstal Fjernvarmes tilfælde, så kan teknologien blive interessant.

»Det er en kalkule. Jeg er i tvivl om, det kan betale sig at lave el samtidig med, at man laver varme. Hvis man har et dyrt naturgasanlæg, kan det måske betale sig,« siger John Tang, der er teknisk konsulent i Dansk Fjernvarme.

Store solvarmeanlæg på vej

Men ORC bliver ikke det eneste nye tiltag. En varmepumpe kommer til at levere en varmeeffekt på 1,5 MW. Desuden kan den bruges til at sænke temperaturen på vandet, når det kommer tilbage fra fjernvarmekunderne. Hvis vandet er køligere, når det skal ud i solfangerne, så stiger effekten.

Titlen som verdens største solfangeranlæg giver opmærksomhed ude i verden. For eksempel ringede en østrigsk rådgiver for at spørge om råd til et stort solprojekt i Riyadh i Saudi Arabien.

Men selvom Marstal Fjernvarme næsten fordobler kapaciteten og tager nye teknologier i brug, så regner varmemester Leo Holm ikke med at beholde titlen som verdens største solvarmeanlæg. Rundt om i verden - fra Riyadh til Dronninglund - er der nemlig store solvarmeanlæg på vej.

»Det eneste, jeg ville ønske anderledes, var, at vi var blevet overhalet noget før,« siger Leo Holm.



12. sep 2010 kl 12:48

per egholm

solvarme på Ærø

Som marstaller er det skønt at opleve sådan en succes, som alle på Øen bakker op om.
Stor ros til Leo Holm som gør en fantastisk indsats for VEE.
Kunne vi dog bare blive lige så enige om vores færger.


12. sep 2010 kl 12:55

Glenn Møller-Holst

Re: solvarme på Ærø

Organic Rankine Cyclus

Med rigtig stavning er det er denne termodynamiske kredsproces:

http://en.wikipedia.org/wiki/O...ycle

Termodynamiske kredsproces:
http://da.wikipedia.org/wiki/T...oces


12. sep 2010 kl 13:20

Mikael Christensen

Hvad ???

Flere af de små fjernvarmeanlæg pønser nemlig på at komme af med naturgas, men de må ikke skifte varmekilde, medmindre de også kan lave elektricitet.

Kan det virkelig passe ????

Som jeg husker reglerne er der vist ikke lovmæssigt nogen hindring, men mere en gang internt pladder i fjernvarmeforeningen

Til Per Egholm. Ang. færger. som tidligere beboer i Marstal har jeg da fulgt debatten. og enig. I derovre er en samling tosser der stamper i gulvet og bare vil ha den dårligste løsning. Få dog lavet den dæmning


12. sep 2010 kl 19:07

Niels Hansen

Re: Hvad ???

Kan det virkelig passe ????

@Mikael

Jo Jo den er skam god nok. I tidernes morgen da naturgassen blev udrullet i det ganske land og økonomien omkring hele dette naturgasnet i den grad var og blev ringe da salget svigtede totalt. Ja så udvikles afgiftssatser som favoriserer gas frem for olie til opvarmning og i den grad kraftvarme ved gas. Og de såkaldte barmarksværker ser dagens lys.

Imidlertid går det ikke helt som man troede omkring prisen på strøm og prisen på olie (hvortil gasprisen var tilknyttet), det går faktisk lige modsat, prisen på strøm falder, og prisen på olie stiger, og økonomien i alle fjernvarmeselskaber kollapser.

Staten træder nu til med gældssaneringer, lån oma. hvorefter værkerne forpligter sig til kun af forbruge gas.

Efterfølgende indføres ordningen så hvor alternative energikilder som sol og anden VE kan erstatte gassen som energikilde til fjernvarmeproduktion.




12. sep 2010 kl 19:36

avatar

Anthony Svane

Verdens største solarvarmeanlæg?

Jeg syntes det er fantastisk det de gør i Marstal, men det er jo også et gl. Svaneland – de ved hvad de gør og det er bare rigtig godt.
Hvad jeg ikke ved er, om det er mig der er lidt rundt på gulvet, men jeg syntes at kæden måske hopper lidt af, når i/man udnævner anlægget til verdens største solvarmeanlæg - det lyder jo fantastisk.
Jeg er langt fra ekspert i solvarme, men størrelsen må da afhænge af, hvad det er for en målenhed man bruger, Nu bor jeg tilfældigvis i Spanien og her siger man, at de har verden største anlæg, nemlig Olmedilla de Alarcón I Castilla-La Mancha, Anlægget der har en kapacitet på 60 megawatts (Peak Power) (85 GW-h/year) eller nok elektricitet til at føde 40.000 hjem på årsbasis - hvor mange i Marstal? - Og som Olmedilla findes der flere af dem i Spanien – dog ikke så store – kun omk. 20 – 30 magawatts.
Har vi her i ingeniøren, det ikke lidt for meget med at prale, uden rigtig at have undersøgt virkeligheden? Eller hvad? Er det bare mig?
Her er i hvert fald de par links jeg faldt over!

http://en.wikipedia.org/wiki/O...Park
http://en.wikipedia.org/wiki/S...pain


12. sep 2010 kl 19:47

Jakob Rasmussen

Re: Verdens største solarvarmeanlæg?

Der er vel forskel på anlæg der producerer varme og elektricitet.
Så de kan have ret både i Spanien og Marstal


12. sep 2010 kl 19:49

Flemming Ulbjerg

Re: Verdens største solarvarmeanlæg?

Som du formentligt er bekendt med er der forskel på solVARME og elproducerende solenergianlæg.

Det er et solVARMEanlæg, der er installeret i Marstal og et el-producerende anlæg, der er i Spanien og så mange tilsvarende steder som Californien etc. Og helt rigtigt de er mange gange større i effekt.
SolVARME defineres ofte med 0,7 kW/m2 i peak effekt.

Det er ganske vist. Det er verdens største anlæg. nr. 2, 3, 4 og 5 ligger alle i DK, dog nånær et, der ligger i Sverige . De er alle på ca. 10.000 m2.


12. sep 2010 kl 22:20

Svend Ferdinandsen

Re: solvarme på Ærø

Det ser fornuftigt ud, når man får de rigtige tal fra værket, men de tal der optræder i artiklen er det rene gak.
Fra værket:
Produktion ~28000MWh, heraf solfanger ~9000MWh
1500 tilsluttede og 32km rør.
Afgift ca 1kr pr kWh. (Måske lidt højt)

I middel er produktionen altså 76MWh/døgn.


12. sep 2010 kl 23:30

Poul-erik Karlshøj

Re: Verdens største solarvarmeanlæg?

Mon ikke anlægget ved Kramers Junction vest for Mojave, og nord for Edwards Airbase i Californien er større? Se fx. http://
en.wikipedia.org/wiki/Solar_Energy_Generating_Systems

I alt 354MW installeret kapacitet som leverer el til 232.000 husstande.

Jeg havde fornøjelsen af at køre forbi anlægget for nylig - man kører og kører og er først forbi efter 3 km!


12. sep 2010 kl 23:59

Niels Hansen

Alternativ til Sol

Ja! Så må man spørge sig selv hvor mange EU-midler og Danske forbruger penge som nu tilflyder anlægget i Marstal eller udvidelsen af solanlægget her og herunder til anlægget til biomasse og strømproduktion.

For! man får aldrig nogensinde økonomi i disse tåbelige projekter.

Hvad hjælper det at 30 - 40 % af varmen kan produceres ved en nogenlunde økonomi fra solfangere og ved akkumuleringssystemer. Men når damme skal være meget store for at holde den nødvendige varmeenergi så stiger prisen på den producerede varme og hertil de ekstrem bekostelige ORC anlæg med el-virkninger under 25 % som mere eller mindre er mere af ingenting. Denne biomasse kunne yde langt mere strømproduktion i energisystemer som er store og effektive og som ikke skulle producerer fjernvarme hvorfor el-produktion kunne lukke ned når der ikke er behov for strøm som møller varetager.

Nej! Varmepumper, møllestrøm og en mindre del af den enorme evne til el-produktion som de biomasse anlæg som opføres de netop kunne yde når møller ikke forsyner hvor brændslerne langt overvejende omsættes 100 % til varme fordi der skal ydes fjernvarme, men hvor 30 % af biomassen energi uden problem kunne yde strøm, og herunder strøm til varmepumper i Marstal.

Sabroes 1 MW stempelkompressor se http://nhsoft.dk/work/Fg21/Sep....pdf

opbygget så fjernvarmevand opvarmes til 60 c' og de varme ammoniakdampe fra overhedningen virker til at holde 60 c' via et dampsystem i det overordnede fjernvarmenettet så der løbende kompenseres for tabet i dette kan hvis det forekommer energi i jorden ved 15 c' afsætte energi ved en effektforøgelse på 8 hvis fjernvarmevandet køles betydelig (< 30 c').

En stor vindmølle på marstal som afsætter strøm til nettet og til en stor varmepumpe som fryser vand til is og energien herfra afsættes til at opbygge energi i jorden kunne sammen med et stort kraftvarmeanlæg ved halm eller flis 100 % omlægge øen til VE til et endog meget minimalt beløb.

1 MW kapacitet koster 1 mio

Herefter forbruges noget at den el-produktionsevne de store biomasseanlæg som opstilles til strømproduktion som nu senest ved fynsværket, de kan yde hvor de i praksis ofte spildes når brændsler kun omsættes til varme når strømmen ikke kan afsættes. Ved at øge efterspørgselen efter strøm når der netop er behov for varme hvor der indfyres meget biomassemængder i disse nye anlæg ved storbyernes kraftvarmeværker og nu senest ved Avedøre værket, for nu er der efterspørgsel efter den strømproduktion som disse brændsler kan yde hvor alternativet er at de ofte bare spildes til fjernvarme i Odense, Århus osv.

I realiteten har man de redskaber som kan omlægge enorme produktionskapaciteter over mod vedvarende energi i stedet for det vanlige nyttesløse og perspektivløse pjat: Afbrænde enorme mængder biomasse og opstille solfangere til millioner. Det er aldeles nyttesløst og tåbeligt.


13. sep 2010 kl 18:29

per egholm

negativ oplevelser at læse.....

Som både lærer- og handelsuddannet er det for mig noget af det mest deprimerende at læse indlægene i denne debat.
Så mange kolge ingeniører eller hvad??? har så travlt med at bruge tråden til at nedgøre vort initiativ her på Ærø.
Det er kendetegnende for debatten på ingeniøren at langt størsteparten at debatindlægenne er negative da de fleste har masser af ideer til hvordan problemer løses.
For vores lille samfund betyder det at vi giver omverdenen et indblik i at vi gerne vil gøre en indsats for at løse fremtidens miljøproblemer.
Det kan vi så gøre i vores lille målestok og måske give andre lyst til at følge i sporet.
Vi vil gerne levere så ren en energi som muligt og spare på de knappe resurcer som alle mener vi har tilbage, undtagen de deltagere i denne debat som er indstillet på at forsætte debatten i al evighed uden at kunne blive enige om noget som helst, og som så pludselig står med det endelige problem, nemlig at vi løber tør for olie eller ikke har råd til at bruge den.
Vi er måske så egoistiske her på Ærø, men vi sparer masser af penge på at transportere olie til Øen og vi gør en forskel som andre kunne fortsætte.
Den sørgelige uenighed bør jo ikke kunne fortsætte i al evighed.
Trist at så få synes om ideen og trist at der er så stor uenighed.
Tja, jeg er blot en enfoldig lægmand der heller ikke fatter hvordan vi kan redde jorden ved fortsat vækst.


13. sep 2010 kl 21:04

Niels Hansen

Egotrip i Marstal....

Kære Per Egholm

Vi kan som samfund ikke bare se på at nogle forfinede ideer fuldt og helt tager overhånd fordi nogle mener de har set den i alle henseender rigtige løsning.

Ja! Man kan og bør tale om religion.

At man i Marstal kynisk og via en total ligegyldighed med det fossile energiforbrug for landet som helt sviner enorme millionbeløb bort i aldeles nyttesløse og tåbelige energisystemer, er og bliver en social og samfundsmæssig egoisme som man bør tage den aller største afstand fra.

Nu bør solfangerfanatikere forholde sig til realøkonomiske forhold som siger at landet råder over en vis økonomisk formåen til at omlægge landet over mod en fossilfri energiforsyning så kan det altså ikke hjælpe noget at man bruger millioner efter millioner i Marstal til solfangersystemet som laver lunkent vand når der ikke er noget varmeforbrug, hvad der jo ikke er når solen skinner, netop når landet råder over ekstraordinær og unikke teknologier som Sabroe ammoniak kompressorer som i en opstilling i Marstal kan yde fjernvarme ved 60 c’ hvis fjernvarmevandet afkøles betydelig (< 30 c’) ved en cop på 8 hvis opstillingen optager energi ved 15 c’ fra jorden og ved en cop på 6 hvis der optages energi ved 0 c’.

Sabroe varmepumpe se http://nhsoft.dk/work/Fg21/Sep....pdf kostpris: 1 mio pr mw kapacitet.

Energi til varmeforsyningen eller opvarmning af store jordmasser via isning se http://www.xqw.dk/work/FG22/ok....htm

Det danske energisystem er i den grad kørt i knæ med et enormt forbrug af fossilenergi til følge, og det af en hysterisk og kynisk ligegyldighed med at spare på strøm for alt i verden uanset følgerne.

Ka’ man da ikke få ind i sit solfangerforstyrret og forvirrede miljøsind at man skal bruge noget strøm til varmeforsyning via varmepumper så brændsler på effektive kraftværker kan udnyttes ordentlig dels til fjernvarme ved storbyerne og til varmeforsyning af varmepumper feks i Marstal… Og når man bruger varmepumpen til basisforsyningen som forbruger enorme mængder møllestrøm og så at der ingen kraftvarme forekommer ved byen som skal afsætte strøm til el-nettet som netop taler for mere og mere strøm fra møllerne som 100 % erstatter fossilfremstillet strøm.

I marstal som ved alle andre mindre byer med fjernvarme skal disse byer forsynes med varmepumper som optager energi fra jorden som opvarmes ved møllestrøm og isning, og hertil ved at aftage strømproduktion fra effektive kraftværker som yder fjernvarme så man skaber et marked for strøm fra effektive kraftværker som herefter yder maksimal el-produktion hele året.

Det er jo grotesk at de brændsler som forbruges i dag kun yder lidt over halvdelen af den mulige el-produktion i produktionsanlæg som ligger med el-virkninger på med til 15 % og hertil også bruges i sommerhalvåret hvor de burde yde mellem 50 - 60 % afhængig af om det er kul eller naturgas, og alt dette imens man i Marstal sløser enorme millionbeløb bort for at lave varmt vand fra solfangere og gemme dette.

Hvis ikke denne egoisme og bedreviden omkring hvad der er rigtigt snart ophører og man ser de økonomiske og tekniske løsninger i øjnene, så køres det danske samfund lige lukt i afgrunden med Varmeplan Danmark som rejeledsager….

Mvh Nhsoft v/Niels Hansen


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk