Man kan i debatten om et energisystem baseret på vedvarende energikilder godt få det indtryk, at det blot er et spørgsmål om at installere for eksempel flere vindmøller og solceller eller plante mere energipil, så vi kan fase fossile brændsler ud inden for en årrække. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Fossile brændsler vil vi være afhængige af i årtier.

Nogle lande er så heldige at råde over naturressourcer som vandenergi som for eksempel Canada eller geotermi som for eksempel Island, det er dog et fåtal. Kigger vi på USA, er fossile brændsler - kul, gas og olie - kilden til 85 procent af energibehovet. De resterende 15 procent udgøres af kernekraft (8 procent) og et miks af vedvarende energikilder; sol, vand, vind, geotermi, biomasse. Skal disse mindre bidrag summere til en betydelig andel, vil det kræve en massiv udbygning, som slet ikke er skudt i gang og derfor vil vare årtier.

Hvor det kniber lidt med flydende brændstoffer, der kan hentes direkte op af jorden, er der faktisk kul nok til de næste 100 år, og fast kul kan med nogenlunde kendt teknologi delvist omformes til gas eller flydende brændsel. Det er denne erkendelse, der får USA's energiminister Steven Chu til at satse stort på CCS (Carbon Capture and Sequestration)-teknologier, hvor CO2 bliver indfanget og gemt væk for eksempel i gamle oliefelter.

Solen er vores eneste redning. Reserven af fossile brændsler er selvfølgelig endelig, og vi kan som nævnt blive enige om, at det er nødvendigt at udvide andelen af vedvarende energi. Det er i den forbindelse vigtigt at indse, at mængden af tilgængelig energi fra vand, vind, biomasse og geotermi er forsvindende.

Der er i Danmark for eksempel fokus på biobrændsler, men det stærkt begrænsede areal til energiafgrøder både her og i resten af verden sætter en naturlig grænse for bidraget fra biobrændsler, som vil ligge på etcifrede procenter. Samme type betragtninger gælder vand-, vind- og geoenergi.

Vi er simpelthen oppe mod et skaleringsproblem; de nævnte teknologier kan kun bringes til at bidrage med en dråbe i havet, før man af ressourcemæssige årsager løber panden mod en mur.

Så vi ender ved Solen. Energien i indstrålingen derfra overskrider selv de mest energihungrende fremtidsscenarier med flere størrelsesordener. Et af mange problemer er, at indstrålingen er spredt over et stort areal - nemlig halvdelen af jordens overflade - og udgiften til enhver teknologi, der udnytter solens energi direkte, vil derfor skalere lineært med arealet. Regner vi lidt på dette scenarie, vil vi komme frem til, at de solenergihøstende strukturer bliver nødt til at have en pris pr. areal, som er sammenlignelig med - malings.

Der er brug for grundlæggende nyskabelser. Denne teknologi findes ikke i dag, og der er altså langt igen, før solenergi kan udnyttes på en meningsfuld måde. Sagt på en anden måde viser fremskrivninger, at selv om vi gør vores bedste med eksisterende teknologier, vil det ikke kunne lade sig gøre at slippe af med fossile brændsler.

Vi mangler ganske enkelt grundlæggende fremskridt, som vil gøre os i stand til at indfange, konvertere og lagre solenergi.

Den mest attraktivekonverteringsmetode ville være at bruge solenergien til at skabe kemiske bindinger og dermed danne billige, lagerfaste 'solbrændstoffer'.

Det kan i princippet lade sig gøre; man kunne for eksempel lade sig inspirere af fotosyntesen. Heller ikke denne type teknologi findes i dag, og der er brug for indtil flere grundlæggende revolutioner, før solenergien kan nå sit fulde potentiale.

Det er slående, at de fleste lande, inklusive Danmark, ikke satser massivt på teknologiudvikling inden for solenergi. Det er, som om man presset af den korte tidsskala griber til de forhåndenværende søm og glemmer, at alle disse søm tilsammen ikke er lange nok.

Vi trækker blot pinen ud, for det er kun solen, der nøgternt betragtet kan bidrage tilstrækkeligt til et energisystem baseret på vedvarende energi.