Jon Bendtsen:
Jeg mener ikke vi har landbrug i Danmark, jeg mener vi har landindustri. De er så store og der er set gentagende eksempler på dårlig behandling af dyr.
Statistikken viser entydigt - især her i Norge, hvor der er mange små deltidsbrug med dyr - at der er langt færre domme for overtrædelse af dyrevernloven, jo større brugene er - og det til trods for, at store brug har flere dyr og flere kontroller.
- De store er simpelhen mere professionelle, og der er flere ansatte, så "personlige tragedier" ikke også medfører dyretragedier.
Et paradigmeskift mener jeg vil være velkomment.
Jeg har allerede kommenteret paradigmeskift #1 og er enig i, at rammebetingelserne gør det vanskeligt.
At landbruget skal følge den postmoderne forbrugers ønske om ikke bare at købe sig til livets nødvendige materielle behov, men også vil købe en "historie" - eller identitet - kan jeg i princippet være enig i.
- Man skal dog være meget forsigtig.
De fleste i Danmark og her i Norge kender vel formuleringen:
"Danskerne lever for at spise - nordmændene spiser for at leve."
Her har man lige indtil nu været tilfreds med at få mad nok. - Luxusbehov som "økologisk" og især (begrebet) "franske delikatesser" har derfor ikke været tillagt nogen betydning - og de har til dels været opfattet som "uetiske".
Danskernes status som det land i verden med det største overskud af mad per indbygger gjorde dem tidligt "kræsne" og vandt til at købe oplevelser og identitet, når de valgte deres mad.
Det store marked af "følelsesmad" i Danmark har selvfølgeligt gjort, at man har udnyttet mærkevarer som "økologisk" og "naturvenligt" til det yderste og derved selv fremstillet "det andet" som noget negativt. - Også selv om "det andet" udgør den store masse - og især det, der udgør Danmarks største eksportprodukt.
- Når man fra udlandet betragter hetsen i Danmark mod deres egenproducerede mad, da må man undre sig, fordi dansk mad ellers i verden igennem 100 år har været betragtet som det, der holder højest - og især jævnest - kvalitet.
Mvh Peder Wirstad