Automatisering skar leveringtid ned fra otte uger til én dag
Dansk Robot forenings årlige automatiseringpris går til Vola for at have udviklet et komplet automatisk produktionssystem, som reducerer gennemløbstiden i produktionen med 41 dage.
Vola har installeret ti robotter i forbindelse med automatiseringen af produktionen. Her er en robot ved at tage et fikstur ud af en bearbejdningscelle
Læs mere om
Dokumentation
Førstedagen af messen ”Automatik 2010” i Brøndbyhallen, blev brugt til at uddele Automatiseringsprisen 2010. Prisen gik i år til teknisk chef Peter Krogh og chef for produktionteknisk afdeling Jan Steen Jørgensen hos armaturproducenten Vola.
Det har de gjort sig fortjent til ved at opbygge ét enkelt automatiseringanlæg, hvor hele virksomhedens produktsortiment kan fremstilles.
Det drejer sig om 650 forskellige armaturer og i modsætning til for ti år siden, hvor gennemløbstiden i produktionen var 42 dage for et produkt, så tager det nu bare en enkelt dag. Alle varianter leveres fra dag til dag, mod tidligere, hvor leveringstiden var seks til otte uger.
Masseproduktion af specialprodukter
Ved hjælp af det nye produktionsanlæg er Vola i stand til at levere produkter, som er tilpasset den enkelte kunde, samtidig med at de udnytter fordelene ved masseproduktion. Her har principperne omkring Lean Manufacturing været til at optimere produktionen.
Ud fra ni støbte grundelementer kan alle 650 varianter færdigproduceres. Det reducerer behovet for lager betragteligt. Selve produktionen sker på et 225 kvadratmeter stort område, hvor CNC-maskiner, robotter og transportsystemer sikre, at seriestørrelser helt ned til et enkelt styk kan produceres inden for et døgn.
Formanden for Dansk Robot Forening, Leif Dalum kalder Vola et ”foregangeksempel” for mellemstore danske produktionsvirksomheder:
»De har automatiseret på en intelligent måde, som også har medført værdier som kortere leveringstider og reducerede lagre. Dette er et forretningsmæssigt unikt setup, der ikke kan kopieres af virksomheder fra Indien, Kina eller andre lavtlønslande,« siger Leif Dalum.





