Videnskabsminister: Jeg ønsker Kristian og Peter held og lykke med opsendelsen
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er imponeret over de danske raketbyggere og tror på, at projektet kan gøre danske unge interesserede i ingeniørfaget.
Tema
Læs også
-
Update fra Bornholm: Hviledag, logistik-knas og nærgående linser
-
Raketholdets radarfolk: »Vi har kun 50 procents chance for at følge raketten«
»Det er imponerende, at de to entusiastiske og dygtige iværksættere er kommet så langt med deres private raket-projekt,« siger Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen til Ing.dk og fortsætter:
»De viser, at man kan og bør sætte sig ambitiøse mål, som mange andre nok mener er lidt urealistiske: - De har som mål at Danmark skal blive verdens fjerde rumnation, der kan opsende mennesker til rummet efter Rusland, USA og Kina!«
Gør unge til ingeniører
Charlotte Sahl-Madsen mener, at mediernes og offentlighedens interesse for raketprojekter er med til at gøre unge opmærksomme på ingeniørfaget, naturvidenskab og rumfart.
»Det har vi god brug for, for samfundet har brug for flere uddannede inden for naturvidenskab, teknologi og ingeniørfaget i de kommende år. Mange af de højproduktive, værdiskabende arbejdspladser ligger blandt andet inden for disse fagområder,« siger ministeren og slutter:
»Jeg ønsker Kristian von Bengtson og Peter Madsen al mulig held og lykke med opsendelsen.«





