Udspændt med et spindelvæv af farvede spændestropper er en stor CW-radar (Continous Wave) sat op på fordækket af marinehjemmeværnskutteren Hjortø. Radaren skal være hele raketprojektets øjne og i skibets messe sidder to dybt engagerede folk fra Weibel dagen lang for at få alt til at spille.

Med sin 240 W antenne er radaren så kraftig, at det er forbudt enhver at færdes på fordækket af hensyn til helbredet, og alene dens strømforbrug er så stort, at folkene fra Weibel måtte skaffe en endnu større generator i dag for ikke at tappe Hjortø for strøm. Alligevel kalder Aleksandar Grgic, der er salgsingeniør i Weibel, kun radaren for en mellemstor radar.

»De eksemplarer Nasa bruger er langt større, kan dreje 360 grader rundt og er helt ligeglade med skibets bevægelser. Men hvis skipperen på Hjortø kan holde skibet i fart på en god, stabil kurs, så har vi en chance,« siger han.

En IMU (inertial measurement unit) kunne ellers kompensere for skibets bevægelser, men den koster alt for mange penge og er ikke en lagervare, så radarfolkene må må kompencere op andre måder blandt andet ved at holde skibet så stille som muligt.

Ingeniører finder raket som et computerspil
Normalt benytter raketbyggere heller ikke CW-radarer til tracking, men derimod pulsradarer. Fordelen ved CW-radaren er dog, at den vil være i stand til at måle flere forskellige genstande i bevægelser på samme tid.

Det særlige ved CW-radarer er, at de kun måler hastigheder, og derfor kan radaren slet ikke tracke raketten, når den står stille på affyringsplatformen. Men det sørger en indbygget transponder i rumskibet dog for.

Ønskescenariet er, at transponderen kan arbejde sammen med radaren under hele rakettens færd, men det er meget sandsynligt, at radarfolkene mister deres tracking og må finde raketten igen ved brug af et infrarødt kamera, der sidder monteret på toppen af radaren.

Med et joystick i messen kan Aleksandar Grgic og hans makker Peter Adamsen nemlig dreje både kamera og radar i alle retninger og på den måde pege radaren mod sit mål. Flere test har vist, at det går fint med fly op til flere hundrede kilometer væk.

Folkene bag Copenhagen Suborbitals er godt klar over, at chancen for at tracke raketten er fifty-fifty i bedste fald, men det vil være af kæmpe betydning for missionen om tracking lykkes.

Dels vil det være afgørende for at kunne afbryde missionen i bedst muligt tid, hvis rakettens bane ændrer sig mere end otte grader fra lodret, og dels vil det være afgørende for at finde raketten.