/rumfart

Justeringer på raket øger sikkerheden for redningsaktion

Elektronik-"troldene" fra raketforeningen Copenhagen Suborbitals har foretaget et par enkelte modifikationer inden affyringen, der kan ske allerede klokken 09.00 i morgen. En ændring sikrer eksempelvis, at raketten tømmes helt for oxygen, så redningsaktionen bliver mere sikker.

Af Thomas Djursing, lørdag 04. sep 2010 kl. 15:55

Udrustet med computer og voltmålere foretog de elektronikkyndige fra Copenhagen Suborbitals, Thomas Scherrer og Flemming Nyboe, de sidste tjek og justeringer før affyringen i morgen. Eksempelvis er den såkaldte Lox-ventil, der åbner og lukker for den flydende oxygen, sat til at være konstant åben efter affyring.

Oprindelig var det ellers meningen, at den skulle lukkes, inden raketten rammer havet for at forhindre saltvand i at trænge ind i tanken. Men af hensyn til sikkerheden for Recovery Team, der skal bjærge raketten, så har Kristian Von Bengtson besluttet, at alt oxygen skal ud af tanken, så der ikke er tryk i tanken ved bjærgningen.

»Det er en klart mere sikker løsning, og vi kan godt leve med, at der kommer et par liter vand ind i tanken, især fordi vi alligevel regner med at bygge en helt ny raket til næste affyring,« siger Kristian von Bengtson.

De tændsatser, der sætter forbrændingen i gang, er også blevet indstillet, så de nu tænder seks sekunder før lift-off, i stedet for de oprindelige otte. Og endeligt så er alle batterier blevet gennemgået for om, de er blevet for afladet af de mange test.

Rumskibet har nemlig fire batteripakker, hvor to kører samme og giver 24 volt til Weibels transponder, mens to andre er på 12 volt. Med en voltmåling på 12,64 og 25,37 var der ingen grund til opladning, oplyser Kristian von Bengtson.

Batterierne holder live i blandt andet udløserne til faldskærme, separationen mellem rumskib og raket, videokameraer, samt modtagelsen af kommandoer.

Raketbygger: Vi håber på affyring allerede klokken ni

Hvis vejrudsigten holder – og det tyder alt på – så vil Kristian Von Bengtson gerne af sted så hurtigt som muligt for at få tid til at bjærge alt fra rumskib til faldskærme eller måske stumper.

»Vi skal have tid til at finde fragmenter, og det kan hurtigt gå hen og tage lang tid, hvis ikke vi har en klar melding om nedslagsstedet,« siger Kristian Von Bengtson.

Derfor håber han, at Sputnik og Nautilus allerede stikker til søs klokken et eller to i nat, mens det meget hurtigere skib Hjortø støder til om morgenen. Og går alt vel kan en affyring allerede finde sted klokken ni.



04. sep 2010 kl 16:12

Ole Andersen

Rumskib?

Nu vil jeg ikke virke negativ, men en raket der måske kommer 30km. op i luften vil jeg ikke kalde et rumskib.

"Rumskibet har nemlig fire batteripakker"


04. sep 2010 kl 16:18

avatar

Thomas Djursing

Re: Rumskib?

Det er helt centralt at fortså, at der er tale om et rumskib i toppen og en egentlig raketmotor i bunden. Det er vigtigt, for der er en afgørende forskel på blot at affyre en raket og affyre en raket med et rumskib, der på sigt skal indeholde en person. Det stiller nogle helt andre krav til rystelser, tryk i kabinen, udsyn fra kapslen osv. Så jo...der er tale om et rumskib - det når bare ikke ud i rummet endnu. Men rumfærgen var også en rumfærge, før den nåede sin første tur ud i rummet.
mvh Thomas Djursing


04. sep 2010 kl 17:07

Anders Christensen

Knæk og bræk!

Håber alt går efter planen. Det ser jo ud til at vejret er med projektet.

Danmark følger med i spænding :-)


04. sep 2010 kl 17:47

Thomas Gade

Batterier?

Jeg går ud fra at det er Nikkel- eller Lithium-batterier i pakken af vægthensyn, ikke bly. For blybatterier kan man måske godt regne med sammenhæng mellem spænding og kapacitet, men det kan man ikke med nikkel - spændingen kan godt være rimelig selvom indre modstand er blevet høj og kapaciteten dermed lav, især hvis man kun måler ubelastet.

Transponderen må trække en del saft for at kunne sende 30km, så hvad er spændingen ved fuld sendekraft ?
Hvis en celle eller to kollapser så spændingen falder fra 22-24V til måske 18-20V, kan signalet så stadig modtages - og kapslen genfindes ?


04. sep 2010 kl 19:26

avatar

Peter Blazejewicz

Risiko ved åben tank...

Det er en klart mere sikker løsning, og vi kan godt leve med, at der kommer et par liter vand ind i tanken, især fordi vi alligevel regner med at bygge en helt ny raket til næste affyring,« siger Kristian von Bengtson

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvor klog denne beslutning er. Den er tilsyneladende taget i sidste øjeblik, og med fokus på sikkerhed for Recovery Team'et. Men har man et klart billede af, _hvor_ meget vand der i værste fald trænger ind i tanken? Det er vel denne tank der giver raketten dens flydeevne? Kunne man evt. ikke lade raketten lande med lukket LOX-ventil, og så først åbne den, evt. via fjernstyring, når der er en "krog" i raketten?


04. sep 2010 kl 19:47

Søren Lund

Re: Risiko ved åben tank...

evt. via fjernstyring

Kan man regne med den, når raketten har ligget i vandet i en time eller to ?


04. sep 2010 kl 19:52

Søren Lund

Re: Risiko ved åben tank...

Nu fremgår det jo ikke hvilken ventil de vil tømme LOX'en ud igennem. Hvis de lukker det ud i brændkammeret, er der vel fare for at den flammer op igen, hvis der stadig er varme og gløder i PUR'en ?


04. sep 2010 kl 20:34

Tobias Tobiasen

Re: Batterier?

Der bliver brugt blybatterier. Se en forklaring i kommentarene til denne.
http://ing.dk/artikel/110673-t...-hab


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.