Strid om prestigekontrakt truer DSB i Sverige
De svenske trafikselskaber afviser DSBFirsts krav om at køre øresundstogene på den svenske side af broen. Det kan underminere økonomien i den svenske del af kontrakten.
Foto: Kasper Dudzik. Rydsg? 2004-05-15. Blommande f?, ett ?undst?rullar fram utmed sl?en. (Foto: Kasper Dudzik)
Læs også
-
Millionbonus til DSBFirst trods flere forsinkelser på kystbanen
-
Arriva om Kystbaneskandale: Staten var advaret om forsinkelser
-
Juraekspert: Ministerens nødpakke til Kystbanetog er ulovlig
-
Konkurrent: Forsinkelser, aflysninger og ståpladser venter DSB’s passagerer
Læs mere om
DSB er gennem datterselskabet DSBFirst i Sverige havnet i en strid med de svenske trafikselskaber om betalingen for at køre Øresundstog.
Striden er så alvorlig, at DSBFirst har rejst krav om erstatning og kompensation fra de selskaber, som skal betale for at køre øresundstog i Sverige, Skånetrafiken, Blekingetrafiken, Hallandstrafiken og Länstrafiken Kronoberg.
DSBFirst er så sikker på at få nogle pengene i hus, at selskabet har valgt at skrive nogle af dem ind i sit svenske datterselskabs regnskab for 2009, selv om de rent faktisk ikke er kommet i kassen endnu.
Det har dog fået revisoren, Kent Lindén fra KPMG, til at tage forbehold over for, om regnskabet overholder kravene i lovgivningen.
Vurderingen af »størrelsen på selskabets indtægter er behæftet med usikkerhed,« skriver han blandt andet i sin gennemgang af regnskabet.
»Usikkerheden skyldes, at der er forhandlinger om, hvordan de indgåede aftaler skal tolkes. (…) Med henvisning til den usikkerhed kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med årsregnskabsloven og giver et retvisende billede og selskabets resultat,« skriver revisoren.
»Betydeligt beløb«
DSBFirsts svenske ledelse skriver selv i regnskabet, at erstatningskravet »blandt andet gælder ændrede driftsvilkår som følge af igangværende infrastrukturarbejde samt en række øvrige vilkår i trafikkontrakten. Der foregår diskussioner mellem selskabet og trafikkøberne om grundlaget og principperne for at beregne kravene. Det giver en usikkerhed i vurderingen af kravene, som tilsammen udgør et betydeligt beløb.«
Regnskabet sætter ikke yderligere tal på, hvor stort et beløb der er tale om.
Det vil pressechef Ulrika Mebius fra Skånetrafiken, som fører forhandlingerne på vegne af alle de svenske trafikselskaber, heller ikke.
Hun konstaterer blot, at selskaberne lige nu »forhandler om et pengebeløb«, og hun understreger, at forhandlingerne ikke kun gælder 2009, som var første år, DSBFirst kørte øresundstog. De gælder også betalingen for i år.
På Ingeniørens spørgsmål, om det er normalt at være så uenige om kontrakterne, at der skal forhandles om betydelige beløb, svarer Ulrika Mebius:
»Vi har mange forskellige entreprenører, der også kører vores buslinjer. Vi har hele tiden en dialog med dem, så det er ikke så usædvanligt endda.«
DSBFirst var en milliard kroner billigere
Kontrakten om at køre øresundstogene, der også omfatter Kystbanen nord for København, er dog på ingen måde sædvanlig. Der er tale om en af de største prestigeordrer, som DSB har vundet. Det skete sammen med skotske First Group i 2007.
DSB var over kontraktens løbetid på syv år en hel milliard kroner billigere end næstbilligste tilbud, hvilket svarede til ti procent. Konkurrenterne, herunder svenske SJ og Arriva, rasede over, hvad de kaldte prisdumping af det statsejede, danske selskab.
Desuden har det vist sig yderst vanskeligt at overholde køreplanen for de tog, der kører i Danmark. Det har fået transportminister Hans Christian Schmidt til at nedsætte en særlig task force, som skal sørge for tog til tiden til de nordsjællandske pendlere.
Forhandlerne med de svenske trafikselskaber rejser nu spørgsmålet, om DSBFirst har indregnet forkerte præmisser i forudsætningen for sit tilbud. Det lykkedes ikke at få en kommentar fra selskabets egen ledelse til det spørgsmål.
Trafikselskaberne er nødt til at stå fast
Adjunkt Grith Ølykke fra Copenhagen Business School, der er ekspert i udbudsret, fastslår, at det er vigtigt, at alle tilbudsgivere har forstået udbuddet af kontrakten på at køre øresundstog på samme måde.
»Ellers er tilbuddene ikke sammenlignelige,« siger hun.
Derfor er det også vanskeligt for de svenske trafikselskaber at give sig mange tommer i forhandlingerne.
»De skal fastholde den fortolkning, som de hele tiden har haft. Ellers kan de komme til at overtræde princippet om ligebehandling,« siger Grith Ølykke.
DSB: Underskud som forventet
Regnskabet for DSBFirsts svenske selskab viser et underskud på 16 millioner svenske kroner sidste år, vel at mærke inklusive kravene med de svenske trafikselskaber, som endnu ikke har betalt.
DSB har i en pressemeddelelse understreget, at det er forventeligt med underskud, når forretningen starter op.
»DSB's svenske forretning – herunder DSBFirst Sverige – præsterede for regnskabsåret bedre, end det var budgetteret, og økonomien i selskabet følger således planen,« skriver DSB.






