blogs kategori-billede

Picture of the day: en nanorør-tsunami

Af Peter Bøggild,  torsdag 02. sep 2010 kl. 18:38

Bedst som jeg sidder og er ved at falde i søvn henover tastaturet torsdag aften, dukker et billede af en tsunami op i min mailbox.



(venligst udlånt af Daniel Engstrøm)



En af mine Ph.D. studerende, Daniel Engstrøm, har været udstationeret i Cambridge University i England, for at lave kulstof nanorør på en rigtig smart måde: ved at varme en silicium bjælke op med en elektrisk strøm, kan man opnå temperaturer store nok til at dyrke nanorør - uden brug af en reaktor.

Det vil sige at en plasticpose med methan (kulstof atomerne skal jo komme et sted fra) og en strømkilde til opvarmning i princippet er nok til at dyrke nanorør på en silicium mikrochip - Daniels chips måler endda temperaturen samtidigt, med en integreret temperaturføler i chippen - den holder "øje" med hvordan den elektriske modstand varierer i silicium varme-elementet, så man kan regne temperaturen ud derfra.

Nanorør integreret med silicium bruger vi så til elektron felt emittere (f.eks. til kompakte Røntgen kilder), biosensorer, interface til levende celler, køleplader til CPU'er , ultraskarpe spidser til atomic force mikroskoper og meget andet.

Daniels mikroheater strukturer er også velegnede til at optimere dyrkningsprocessen, fordi man på grund af den kontinuerte temperaturfordeling kan teste mange forskellige temperaturer på en gang - det tager ellers en hulens tid.

Hvorfor en bølge?

Det er netop temperaturfordelingen der skaber Tsunamiformen - de forskellige temperaturer giver forskellige længde på nanorørene. De klistrer sammen med van der Waals kræfter, og for at flest mulige af nanorørene kan være i kontakt med hinanden (og dermed opnå en lavere total energi), danner rørene en bølge.

Se selv efter - hvis du retter de lange rør ud til lodret, vil deres kontaktflade med hinanden mindskes - og det koster energi.

Smukt!



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.