Nasa rykket ind for at hjælpe redningsarbejdet i Chile
Rumfartsorganisationen Nasa har sendt fire eksperter til den chilenske mine for at rådgive i fysisk og mental stabilitet under svære fysiske forhold. Imens er borearbejderne nået 20 meter ned.
(Klik for stort billede) 33 minearbejdere har været indespærret 700 meter nede i en kobbermine i Chile siden 5. august. Redningsarbejderne er foreløbig nået 20 meter ned.
Læs også
Dokumentation
De 33 chilenske minearbejdere, der siden 5. august har været fanget i en sammenstyrtet mine, får nu hjælp fra fire Nasa-medarbejdere.
De fire, bestående af en læge, en diætist, en psykolog og en logistikekspert, blev hidkaldt for at hjælpe med fysisk og psykisk støtte i forbindelse med redningsaktionen, der skal foregå hen over efteråret.
De ansatte fra Nasa vil være på stedet foreløbig indtil fredag.
Foreløbig er redningsarbejderne nået 20 meter ned, siden de begyndte borearbejdet mandag. Arbejdet blev blot afbrudt af en kort pause i går, fordi forkastninger i den øvre del af jordskorpen var nødt til at blive repareret med cement, skriver BBC.
Redningsmandskabets worst case scenario går på, at minearbejderne vil være ude ved juletid, men en gruppe ingeniører har ifølge CCN sagt, at en anden plan vil kunne få dem ud på den halve tid.
Det er det chilenske mineselskab GeoTech, som vil bringe udstyr i spil, som ellers normalt bliver brugt til at bore vandhuller til minen. Boret skal bruges i et af de tre allerede eksisterende borehuller, der bliver udvidet til 71 cm, så minearbejderne kan hejses op gennem det.
Chiles mineminister Santiago Gonzalez har ikke afvist denne plan, men har heller ikke lovet, at det vil blive den foretrukne fremgangsmetode. Derimod har myndighederne deres egen plan B, som indebærer, at de vil prøve at bore en anden skakt fra en anden side af bjerget.
Prøver at etablere en hverdag
Mens der bliver boret, prøver Nasa-medarbejderne og myndighederne at holde minearbejderne både fysisk og psykisk oprejst. I går fik de nu ti kilogram lettere minearbejdere deres første varme måltid mad i 26 dage. Måltidet bestod af kylling, kødboller og ris. Det er ellers normen at få serveret bønner til sine varme retter i Chile, men diætisten vurderede efter sigende, at det kunne føre til for meget luft i maven under de trange kår.
Rationerne bliver hejst ned til det 50 kvm store sikringsrum gennem et af de tre 10 cm brede borehuller i et 1,6 meter langt rør, som dog tager en hel time at få sænket helt ned til arbejderne. De to andre rør bliver brugt til at sænke hhv. iltkapsler og føre kommunikation via brev, telefon og kamera.
Gennem røret har to af de mest pressede rygere også fået nikotinplaster, og der er også blevet sænket presseklip og tegneserier ned, foruden en selvhjælpsbog med taktikker til at holde tale som minearbejderne havde efterlyst, så de kunne formulere sig bedst muligt, når de kom ud og skulle tale med pressen. Derudover har de hver fået sig en lavenergi LED-lygte.
Samtidig prøver man at skabe så meget normalitet som muligt i minen ved at prøve at finde en måde, man kan simulere dag og nat på under jorden for at oprette en form for døgnrytme. Desuden prøver myndighederne at lægge overraskelser ind i løbet af dagen for at undgå, at hverdagene bliver for monotone og deprimerende.
Læger har desuden vejledt om toiletforholdene. Til det formål har minearbejderne udset sig en skakt på 1x40 meter, som bliver brugt som toilet og er forbundet med opholdsrummet, hvor minearbejderne må vænne sig til lugten.





