'Shaken, not stirred' - der ER en forskel!
Bond – James Bond – bestiller altid sin Martini-drink 'shaken, not stirred'. Nu viser forskning, at det kan der være en udmærket grund til. Prøv det selv i weekenden!
Læs også
-
Indisk matematiker får på puklen for at sige P er ikke lig NP
Dokumentation
Et af de mest berømte film-citater handler om en Martini-drink: James Bond forlanger, at den skal være 'shaken, not stirred'. Men hvorfor? Ingredienserne i drinken er jo de samme.
Nyere undersøgelser med blindsmagere viser, at der rent faktisk ER en forskel i smagen på en omrystet, henholdsvis en omrørt, Martini. Prøv det derhjemme. Man KAN smage forskel.
Den omrystede er mindre 'olieagtig' og mere mild i smagen. Det mildere 'ydre' skyldes dels, at de essentielle olier er blevet dispergeret til små dråber, dels at aldehyder i vermouthen er oxideret til carboxylsyrer, dels at omrystningen nedkøler drinken bedre end en omrøring gør.
Før vi kommer til sagen må vi have fastlagt, hvad en 'Martini' er i Ian Flemings bøger om James Bond. I hans første bog om 007-agenten, Casino Royale, fra 1953, ser man, at Bonds Martini slet ikke er en klassisk Martini, bestående af gin og vermouth. Det ses i bogens kapitel 7, hvor Bond bestiller en Dry Martini og tilføjer, at den skal mixes af 3 dele Gordons Dry Gin, 1 del vodka, og ½ del Kina Killet, som er en vermouth.
»Ryst den godt, indtil den er iskold og tilføj en skive citron,« siger Bond.
Han navngiver drinken Vesper efter den smukke dobbeltagent af samme navn.
Vodka på kartofler eller korn
En række læserbidrag i New Scientists pendant til Ingeniørens Scientariet har i løbet af sommeren belyst spørgsmålet om, hvorvidt der virkeligt ER en forskel mellem 'shaken' og 'stirred'. Det er der, som sagt. Men der er nok mere en en faktor i spil. Lad os nævne læsernes tre vigtigste.
1) Shaken har en mindre 'olieagtig' smag end Stirred: Kartoffel-vodka!
I 1953, da Fleming skrev sin første Bond-roman, var vodka hovedsagelig fremstillet af kartofler. Nu er det især baseret på korn. Man har udført blindtests, hvor smagspaneler har smagt på Martinier med henholdsvis kartoffel-vodka og korn-vodka som vodka-ingrediensen – med eller uden supplerende gin. De KUNNE rent faktisk smage forskel.
De æteriske olier giver en 'mundhulefornemmelse', der er olieagtig, når man serverer kartoffel-vodka-martini. Vermouth indeholder også olier, og derfor kan en vigtig faktor i den forskellige smag/flavor imellem shaken og stirred meget vel skyldes, at omrystningen dispergerer olierne til små 'kugler', så man ikke opfatter smagen som olieagtig. Men Martinien skal indtages relativt hurtigt. Efter ca. fem minutter samler 'olien' sig på overfladen igen!
2) Shaken er koldere end Stirred.
Det er klart, at omrystning af martini med knust is fremmer afkølingen af drinken. Mange finder, at smagen af vodka minder om 'lighter fuel'. De færreste har nok smagt 'tændvæske', men smag er jo svær at beskrive. I hvert fald kan det hjælpe ikke-Martini-elskere, at drinken er kold. Mange mennesker kan jo også kun lide snaps, hvis den er isafkølet.
3) Shaken er iltet til mildere smag end Stirred
Vermouth indeholder en række aldehyder, med en ret 'stram' smag. Omrystning ilter dem, langt bedre end omrøring, til carboxylsyrer, der er mere aromatisk smagende, end de tilsvarende lidt beske aldehyder.
Holder 'shaken' Bond 'fit for fight'?
I en artikel i British Medical Journal fortalte forskerne om et forsøg, hvor Martini-drinks blev tilført hydrogenperoxid (brintoverilte). Så omrystede, henholdsvis omrørte man drinken.
Den omrystede drink var dobbelt så effektiv til at destruere det skadelige oxidationsmiddel som den omrørte var. En shaken Martini er altså en dobbelt så god antioxidant som en stirred Martini.
Antioxidanter hæmmer sygdomme som grå stær, kræft, åreforkalkning og blodpropper. Og disse sygdomme lider Bond jo ikke af. Er det mon hans 'shaken, not stirred Martini', der har holdt ham 'fit for fight' i alle årene?






