Europas største åbne kobbermine fordobler produktionen
Den svenske konge er på plads når kopperminen Aitik tirsdag officielt åbner for endnu 15 års produktion af kobber, guld, sølv og molybdæn.
Læs mere om
Dokumentation
Siden 1968 er der blevet gravet efter metal i fjeldet uden for den nordsvenske by Gällivare. Støt er produktionen blevet udvidet fra 2 til 18 mio. ton malm. Men nu tager ejeren, Bolinden AB, et gigantisk skridt, og med en investering på 4 mia. kroner fordobles produktionen til 36 mio. ton malm. Det betyder en årsproduktion på cirka 100.000 ton kobber og cirka fire ton guld.
Beslutningen om udvidelsen blev taget for fire år siden, hvor prisen på kobber satte rekord med 8.000 dollar per ton. Selv om den økonomiske krise skar prisen ned til det halve, så er kobber nu tilbage på omkring 7.300 dollar pr. ton.
I den 350 meter dybe mine arbejdes der i døgndrift alle årets dage, også selv om udendørstemperaturen nemt kommer ned på -35 grader Celsius. Selve minen er cirka tre kilometer lang og én kilometer bred.
Siden 2008 har der ligeledes været produktion af molybdæn, og det vil investeringen sætte endnu mere gang i. Molybdæn udvindes som et restprodukt fra kobberproduktionen og bruges især til produktion af højstyrkestål.
I midten af september måned skal Ingeniøren en tur til minen ved Gällivare for at se de nye tekniske installationer.






