Vandprøver afslører nye bakterier i Køges drikkevand
Energiforsyningen i Køge kæmper med at finde ud af, hvad årsagen til en E. colibakterieforurening er. Vandprøver i weekenden afslører nye fund af bakterier, men afgørende resultater skulle være klar i eftermiddag.
Det forurenede område i Køge, hvor 20.000 borgere stadig må koge drikkevandet. Illustration: Energiforsyningen
Tema
Læs også
-
255 syge i Køge rejser igen krav om bedre overvågning af vandkvalitet
-
Forurenet drikkevand mistænkes for at være årsag til diarré i Køge
-
Vandværker i vildrede om sikring af drikkevand mod forurening
Læs mere om
Borgerne i Køge må vente til klokken 16.00 i dag, mandag, med at få resultaterne fra de sidste vandprøver og tekniske resultater af detektivarbejdet for at finde årsagen til bakterieforureningen af drikkevandet i Køge for tredje gang.
Det er ikke mere end knap tre måneder siden, 20.000 Køgeborgere skulle koge vandet, før de brugte det til madlavning og drikkevand. Siden onsdag i sidste uge har de samme 20.000 igen fundet kedlerne frem, fordi der er fundet E. coli-bakterier i Køge Vands drikkevand.
Siden sidste forurening - hvor der blev konstateret campylobactor - har Energiforsyningen, som leverer vand i Køge, overvåget vandkvaliteten mere hyppigt, og har taget analyser af vandet to gange om ugen.
Overvågning har givet udslag i nye bakteriefund, som denne gang er E. coli - altså fækale bakterier.
Lørdag blev der udtaget to prøverunder. I første runde blev der ikke fundet nogle E. colibakterier, men i anden runde blev der i to af prøverne fundet lave koncentrationer af E. coli, som under ingen omstændigheder må findes i drikkevand.
Søndag blev der taget endnu en prøverunde, som Energiforsyningen altså afventer resultaterne fra. Direktør Line Hollesen vil endnu ikke fortælle præcis, hvilke undersøgelser der er blevet foretaget i weekenden.






