Den demokratiske krise
Af Troels Halken,
lørdag 28. aug 2010 kl. 09:12
Den forventede ældrebyrde har længe været et faktum. Længe har den kunne ses i den demografiske udvikling i Danmark og i en lang række andre i-lande. De fleste af disse lande har samtidig bygget velfærdskonstruktioner op, som betyder at staten overlades en stor del af de økonomiske forpligtelser ved ældre, herunder (rullende) pension, sundhedsudgifter, udgifter til plejehjem, hjemmehjælp, mimrerrabatter mv. Samtidig er der krise i sundhedssektoren, fordi udviklingen i behandlingsformer og højere krav fra patienterne betyder øgede udgifter, og det betyder at de ældre, som er dem der er mest syge, koster sundhedssystemet mere. Økonomer har længe været klar over begge dele og har spredt budskabet.
Statens store problem er at indtægterne falder pga. den lavere økonomiske aktivitet som stammer fra de vigende ungdomsårgange.
Kort fortalt har vi en situation hvor udgifterne går op og indtægterne går ned.
At bygge velfærdsstaten kostede dyrt bla. fordi uansvarlige socialdemokratiske regeringer havde spenderbukserne på og det hele blev finansieret gennem at lade statsobligantinspressen (og seddelpressen) køre. I tiden efter har vi til dels set et mere mådeholdende forbrug fra begge sider af folketinget. Alligevel nåede vi i de glade tider i 90'erne og 00'erne kun lige at komme af med gælden, godt hjulpet på vej ved at regeringerne solgte ud af nationens arvesølv, som TDC, og kulbrinteskatterne.
Så i 2010 står vi endeligt med en gæld tæt på 0. Problemet er bare at i de kommende år vil stigningerne i de offentlige udgifter og faldet i de offentlige indtægter betyde et voksende underskud på statens finanser, og da kassen er tom må regeringen ud og låne igen. Finanskrisen vil være med til at forstærke denne effekt. Statsgæld betyder at staten skal bruge en del af sin løbende indtægter på at vedligeholde denne gæld, og/eller finansiere renterne ved at låne yderligere.
Det er en demokratisk krise, fordi de demokratisk valgte ledere på begge sider af tinget har brugt uhæmmet til højre og venstre. Så nu sidder vi tilbage med et tomt rundt nul. Hvis der er nogen som kommer til at tænke på græshoppegenerationen, så er det ikke langt ved siden af. For de generationer som går på pension de næste mange år, har ikke sørget for solidarisk at lægge noget til side i de gode tider til den fælles alderdom, men har brugt det hele og sender nu krævende regningen videre til deres børn. Den generation kan til dels være ligeglad, for den kan med sine individuelle private pensioner betale for sundhedsforsikring ved siden af rødvinen og de røde bøffer.
Det er en demokratisk krise fordi det nuværende folketing ikke vil forlade uholdbare politikker som skattestoppet og fastfrysningen i kr/ører af boligskatterne og/eller få skæret hurtigt og meget i efterlønnen, pensionsalderen og andre velfærdsgoder. I stedet har vi set hvordan der er blevet givet skattelettelser og hvordan det ikke er mange år siden at pensionsalderen blev sat ned.
Lars Lykke er ikke den store visionære leder, men mere manager og Helle Thorning er snublet i nogle selvangivelser, som kan koste hende næste valg. Det er svært at se en visionær leder der tør tage debatten og gøre borgerne det forståeligt at den velfærd som vi har haft indtil nu ikke er holdbar. Kort sagt at alt bør kastes på bordet og at ingen kør er hellige. For de nødvendige diskussioner er svære, som fx om staten skal bruge hundrede tusind på at forlænge livet med tre måneder for en terminal kræftpatient. Og hverken politikere eller vælgerne kan blive ved med at stikke hovedet i jorden og lade som om det ikke er et alvorligt problem.
Vh Troels
20
