Trafikforsker: Politikerne vedtager Kattegatbro inden næste folketingsvalg
Forårets store debat om udkantsdanmark baner vejen for en række hurtige beslutninger om gigantiske infrastrukturprojekter i Jylland. Inden udgangen af 2011 vil politikerne have besluttet at anlægge en jysk hærvejsmotorvej og truffet principbeslutning om Kattegatbroen.
Niras anslog i rapporten fra august 2008 udgifterne til en fast forbindelse over Kattegat til mellem 100 og 137 milliarder kroner, afhængig af hvor den bliver anlagt. Det fik straks daværende transportminister Carina Christensen til at erklære broen uaktuel de næste 15-20 år. Men kun fem uger senere blev det modsagt i en ny rapport fra Rambøll, bestilt af Region Midtjylland. (Illustration: Niras)
Læs også
-
Kattegatforkæmper raser: Trafikministeriet sylter Kattegatbro
Læs mere om
Den politiske velvilje omkring en Kattegatbro er for opadgående i øjeblikket. Og nu tegner der sig et klart billede af, hvordan de næste store mega-infrastrukturprojekter vil blive ført gennem den politiske lovmølle.
Det skriver Jyllands-Posten i dag.
»Jeg kunne godt forestille mig, at man inden det næste folketingsvalg først beslutter at bygge en jysk Hærvejsmotorvej og derefter laver en principbeslutning om at bygge en Kattegatbro,« siger trafik- og byforsker Henrik Harder fra Aalborg Universitet til avisen.
Henrik Harder mener, at tafikinvesteringer bliver et stadig vigtigere politisk våben i en tid, hvor udviklingen er i fuld gang med at centralisere Danmark og fjerne en del af de mange serviceydelser fra de mindre udkantsområder.
»Folketingspolitikere er valgt på en bestemt egn, og de skal alle kunne komme hjem og sige, at de har fået noget med hjem til deres bagland. I øjeblikket er især Vestjylland klemt. Derfor tror jeg først, at man aftaler en ny midtjysk motorvej som en slags belønning for, at vestjyderne så bagefter skal sige ja til en Kattegatbro,« forklarer Henrik Harder, der godt er klar over, at en Kattegatbro måske ikke umiddelbart ligner verdens mest fornuftige samfundsmæssige trafikinvestering.
»Det er muligt, at nogle trafikforskere vil sige, at det ikke er den bedste måde at investere 100 mia. kr. på ved at bruge dem på en ny Kattegatbro. Men de har misforstået hele præmissen, fordi det handler slet ikke om at læse trafikproblemer. Når man spørger trafikeksperter om en Kattegatbro, svarer det til at sende en blikkenslager ud for at stoppe et regnvejr,« siger Henrik Harder.
Han peger på, at årsagen til den kraftige medvind til Kattegatbroen handler om, at det er en god politisk sag.
»Jeg vil gerne se den politiker, der stør stille sig op og sige, at han har noget imod, at man binder Danmark tættere sammen,« lyder det fra Henrik Harder.






