Mystisk kraft fra Solens indre påvirker radioaktive stoffer på Jorden
En tilfældig opdagelse har fået amerikanske forskere til at tabe underkæben. I Solens indre foregår et eller andet, der påvirker radioaktive stoffer som kulstof-14. Men det burde bare ikke kunne lade sig gøre.
Der foregår ting inde i solen, som forskerne ikke ved noget som helst om. Noget tyder på, at der findes en slags kommunikation mellem Solens indre og alle de radioaktive stoffer her på kloden.
Læs også
-
Overraskede fysikere: Neutrinoer og antineutrinoer har forskellig masse
-
Der var en, der var to, der var tre neutrinoer - og måske er der flere endnu?
Læs mere om
Dokumentation
En mystisk og ubeskrevet kraft fra Solen lader til at påvirke det konstante henfald af kulstof-14. Det viser sig nu, at henfaldet kun er konstant over lange perioder. På kort sigt varierer henfaldshastigheden, og det er 'noget' fra Solen, der bestemmer variationen, måske neutrinoer.
Denne erkendelse kommer hverken fra målrettet forskning eller fra grundforskning. Sammenhængen er helt tilfældigt opdaget af nogle forskere ved Purdue University i forbindelse med et andet projekt, og som så mange gange før blev opdagelsen først afvist med begrundelsen: Der er nok fejl i målingerne.
Historien begynder med, at Purdue-forskerne ville løse det gamle it-problem, at tilfældigtals-generatorer aldrig bliver helt tilfældige, fordi der er en indre afhængighed af den algoritme, der skaber tallene. Der findes mange rimeligt gode algoritmer, men det bliver aldrig helt godt. Derfor har it-verdenen døbt funktionen 'pseudo-random'.
Kan naturen lave tilfældige tal?
Men forskerne ville gerne have helt rigtige, tilfældige tal, så fysikprofessor Ephraim Fischbach fandt på at bruge tidsvariationen mellem klik fra en Geiger-tæller, der målte på en cæsium-137 isotop.
Strålingen herfra var totalt uforudsigelig, for det stod i lærebøgerne, og så måtte det jo passe. Men så begyndte problemerne.
De tjekkede nemlig nogle målinger fra forskellige isotoper, og så blev det klart, at hastigheden af det radioaktive henfald var ujævn over tid. Og det passede dårligt med forventningen om, at henfaldet burde være konstant.
Derpå hentede de nogle tilsvarende målinger på silicium-32 og radium-226 hos to forskellige forskningsinstitutter, Brookhaven National Laboratory på Long Island og Physikalisch-Technische Bundesanstalt i Tyskland. Det blev det ikke bedre af, for nu opdagede de, at henfaldet skete hurtigere om vinteren end om sommeren. To vidt forskellige grundstoffers radioaktive henfald var sæsonbetonet, og endda på samme måde.
Udsvinget kunne selvfølgelig have noget at gøre med temperatur eller fugtighed, altså målingsfejl.
»Alle troede, at det måtte skyldes fejl i eksperimenterne, for vi er jo alle opdraget til at tro, at radioaktive henfald er konstante,« siger professor Peter Sturrock fra Stanford University i en pressemeddelelse.
Neutrinoerne blander sig
Det begyndte først dæmre, hvad årsagen kunne være, da en nuklear-ingeniør fra Purdue University, Jere Jenkins, en nat var ved at måle henfaldshastigheden af isotopen mangan-54, som bruges til medicinsk diagnostik.
Han opdagede nemlig, at hastigheden pludselig faldt - og præcis halvandet døgn senere hostede Solen en stor flare ud i verdensrummet. Det gav noget at spekulere over. For hvis der sker et eller andet inde midt i Solen cirka et døgn før et voldsomt sol-uvejr bryder løs, og hvis dette 'noget' kan detekteres på Jorden med en simpel radioaktiv kilde og en Geiger-tæller, så vil det være særdeles nyttig viden, både for astronauter, for elselskaber og for dem, der vedligeholder satellitter.
Det var også bemærkelsesværdigt, at droppet i henfaldshastigheden blev målt om natten, hvor Solen befinder sig omme på den anden side af Jorden. Det ledte tankerne hen på neutrinoer, de små næsten masseløse partikler, som Solen udsender, og som fløjter tværs gennem Jorden uden at sætte farten ned.
Solens indre drejer langsommere end det ydre
I tiden efter skrev Jenkins og Fischbach flere videnskabelige rapporter, hvori de kunne afvise, at henfalds-variationerne kom fra forstyrrelser i laboratorierne eller deres omgivelser. De opdagede også, at variationerne passede med Jordens varierende afstand til Solen. Det var endnu et spor, der pegede på neutrinoer.
Så fik de fat i professor emeritus Peter Sturrock fra Stanford, som er ekspert i Solen indre. Han vidste, at neutrino-strålingen varierer med Solens egen rotation, omtrent som lygten på et fyrtårn. Så han foreslog, at de søgte efter en korrelation mellem henfalds-hastighed og Solens rotation.
Den sammenhæng fandt de - sådan da. For Solens rotationshastighed er 28 dage pr. omgang, mens variationerne i radioaktivt henfald på Jorden varierer med en 33-dages cyklus.
»Det virker ikke intuitivt rigtigt, men det ser ud, som om Solens indre drejer langsommere rundt end det ydre,« siger Peter Sturrock i meddelelsen.
Og endnu mere mystisk: Hvordan i alverden kan neutrinoer fra Solen påvirke radioaktive stoffers henfald på Jorden?
»Vi mener, at noget, der er kendt som uforanderligt - det radioaktive henfald - lader sig forandre af noget, der er kendt for netop ikke at kunne påvirke noget som helst - neutrinoer,« siger Fischbach.
Forskerne indrømmer blankt, at de ikke har nogen anelse om, hvad det er, der foregår. Enten er det neutrinoer, der laver skæg med dem, og det er mystisk og fantastisk. Eller også er det en anden og hidtil ukendt stråling fra Solen, og det er endnu mere fantastisk.
