Empire State Building får konkurrence af monsterskyskraber
New Yorks berømte skyline får nyt udseende, når en 370 meter ny høj skyskraber tager opmærksomheden fra Empire State Building.
Skyskraberen 15 Penn Plaza kommer i fremtiden til at tage noget af opmærksomheden fra Empire State Building. Foto: Wikipedia
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Onsdag blev det vedtaget af New Yorks byråd, med kun en stemme imod, at byen får tilføjet en ny mastodont af en skyskraber til skylinen.
Udsigten til at få en skyskraber på godt 370 meter, som går under navnet 15 Penn Plaza, har ellers vakt stort postyr i den amerikanske storby. Bygningen med det glitrende glasudseende vil nemlig blot blive 27 meter lavere end byens stolthed, Empire State Building, og ejerne ville ikke lade en så overbevisende konkurrent ind i bybilledet uden kamp efter 79 år med eneret på fuld udsigt over byen.
Se billeder og plantegninger af skyskraberen her
Bl.a. lød kravet, at der burde være en zone rundt om Empire State Building, hvor det ikke var tilladt at opføre lignende skyskrabere, fordi bygningen ville ødelægge udsynet fra Empire-bygningen, da udkigsområdet ligger lavere end den nye bygnings top.
Men det var byrådet ikke så interesseret i. Lokalpolitikerne var derimod stærkt interesserede i den nye bygherres tilbud om at lægge over en halv mia. kr. til forbedring af den travle Pennsylvania Station, som bliver nærmeste station til nybyggeriet.
Som en professor i byplanlægning på NY University, der også fungerer som rådgiver for borgmesteren, sagde ifølge The New York Times:
»Folk kommer ikke til New York for at se på grotter. De vil have udsigt, højden og oplevelsen af de høje bygninger. Skyskrabere giver os mulighed for bedst muligt at udnytte vores begrænsede stykke land.«
15 Penn Plaza kommer desuden til at ligge lige over for den kendte Madison Square Garden, og det var planen, at byggeriet skulle påbegyndes allerede næste år med både almindelige lejligheder og forretninger på de 67 etager.
Men nu forlyder det, at bygherren, Vornado Realty Trust, ikke vil sætte det 15 mia. kr. store værk i gang, før der er fundet nogen til at udleje arealerne i bygningen.





