»Skal de bare fyre den af?«, lyder spørgsmålet ofte, når man fortæller ikke-tekniske venner om Copenhagen Suborbitals fantastiske raketprojekt. Det er tydeligt, at ideen om 'bare' at sende en raket - næste år måske bemandet - ud i rummet, for mange virker mærkelig og måske endda unødvendig. Holdningen kan let forklares i en verden, der slås med så mange andre udfordringer, men den er helt forkert.

De to rumhelte-in-spe, Peter Madsen og Kristian von Bengtson, der planlægger opsendelse af den dummy-bemandede selvbyggerraket mandag i Østersøen, er med deres ubændige vedholdenhed og maniske insisteren på at realisere deres fælles drømmesyn med til at sprænge rammen for, hvilke opgaver man som menneske tør give sig i kast med at løse; hvilke grænser, vi er i stand til at overskride; og genopliver ydermere den rumfeber og tro på fremtiden, der tog bo i den oplyste verden i tresserne.

Ja, undskyld! Men lige nu knokler Danmarks største forbilleder rundt i noget, der ligner mediemæssigt mørke og politisk uopmærksomhed. Den ultimative showcase for dansk opfindsomhed og virkelyst vifter os lige om næsen, men se, om det får det fokus, det fortjener.

Når vi i næste uge kan håbe på succes med HEAT1X-TYCHO BRAHE, kan vi også ønske os guldstol, royale ridderslag og en velfortjent fadbamse på Slotsholmen ledsaget af folkets hyldest. For er der en lejlighed, hvor det på denne plads må være tilladt at kamme over i begejstring og slippe begge ben fra jorden i grænseløs beundring, er det denne.

Det ligner en tanke, at der endelig er fundet et planetsystem, der næsten ligner vores og kun er sølle 127 lysår væk i det sydlige stjernebillede Den lille Søslange. Og selv om en nærmere speaktralanalyse skulle vise sig at demontere håbet om i denne omgang at finde en Jorden-lignende planet med gode muligheder for liv er tendensen, at der dukker stadig flere kandidater op i galatisk nærhed.

Når blot to mand med snilde, flid og eksplosiv innovationsevne er i stand til at bringe mennesket i rummet, lover det godt for mulighederne, skulle det 21. århundredes imperier få lysten til at indtage stjernerne tilbage.

Man behøver ikke være på linje med kosmologen Stephen Hawkings forudsigelser om menneskets udløbsdato på Jorden for at mene, at vi skal udvikle nye teknologier, der medvirker til en kolonisering af rummet: Vi skal gøre det, fordi det er muligt, hvis vi prøver; fordi vi kan. Vi er forpligtet af vores potentiale.

Er man ikke til at hæve blikket helt ud af atmosfæren, kan de to herrers meritter tjene til inspiration for de mange andre superskrappe ildsjæle, der slås med umulige opgaver, hvor der skal gåes usikre omveje for at nå i mål. Og som ledestjerner for os alle kan parret hjælpe os med den nødvendige tro på egne evner, som vi har brug for i vores hverdag.

Ingeniøren ønsker Danmarks raketkaptajner stille vind og klart vejr på mandag og hvisker sammen med det gamle ikon, havudforskeren Jacques Cousteaus credo, citeret på Copenhagen Suborbitals hjemmeside: »The impossible missions are the only ones which succeed.« Vi kipper med flaget og holder vejret.