Ukendte havbakterier æder løs af BP's olieforurening
Naturen kommer BP til hjælp. Dybt nede i den mexicanske golf, hvor vandet er fem grader varmt, lever en gammel bakterie, som nu er blomstret op i enorme mængder for at guffe i sig af de store oliemasser.
Den mexicanske golf er blevet et kæmpemæssigt laboratorium for bekæmpelse af olieforurening. Den nyeste forskning viser, at naturen gemmer et es i ærmet. Dybt ned i havet lever en nyopdaget bakterie, hvis livret er olie - og den har fået travlt. (Foto: Wikipedia/Svdmolen)
Tema
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf
Læs alt om temaet
Læs også
-
Robotstyret ubåd opdager 35 kilometer klar oliefane i Golfen
Læs mere om
Dokumentation
Verdens største olieudslip, BP's fatale lækage i den mexicanske golf, har påvirket livsbetingelserne i havet så meget, at bakteriefloraen er afgørende ændret i op til 16 kilometer rundt om borehullet. Det har medført, at en hidtil ukendt bakterie, som elsker at spise olie, er blevet almindelig.
Bakterierne har ikke fået navn endnu, men tilhører en art, der kaldes psychrophilic gamma-proteobacteria. Dens nærmeste slægtninge er af Oceanospirillales linien, især Oleispirea antarctica og Oceaniserpentilla haliotis.
Den nyopdagede bakterie antages at være årsag til, at den enorme olieforurening lader til at forsvinde hurtigere end beregnet. Oliespildet blev i vid udstrækning behandlet med dispergeringsmidlet Corexit 9500, som splitter olieplamager i små dråber og får dem til at synke nedad. Og nede i dybet, i omkring fem graders varme, lever den olieelskende bakterie, som er en nær slægtning til andre, kendte olieædere, skriver det amerikanske forskningsinstitut Lawrence Berkeley National Laboratory i en pressemeddelelse.
Forskningslederen, Terry Hazen, gætter på, at bakterien er en gammel art, som har udviklet sig omkring de små olieudsivninger, som forekommer naturligt i verdenshavene.
Men oliekatastrofens omfang har ufrivilligt omdannet havvandet i den mexicanske golf til et gigantisk laboratorium, som er i gang med at teste virkningen af olieforureningen og af dispergeringsmidlet Corexit. Midlet er velkendt, og der findes videnskabelige undersøgelser fra mere end ti års forskning, som har dokumenteret virkningen i havet, men i mindre skala. Aldrig nogensinde før er så store mængder olie og Corexit blevet hældt ud i den fri natur.
Bakterier har hovedrolle i oprydningen
Analyserne viser, at jo stærkere oliekoncentrationen er i et område af havet, jo flere olieædende bakterier er der samme sted.
»Vores resultater, som er de første fra en oliesky på dybt vand, viser, at der i dybhavet er store muligheder for naturlig oprydning efter olieudslip. De viser, at et system af koldtlevende, olieædende bakterier og deres tilknyttede mikrober spiller en væsentlig rolle i denne olieforurenings endelige skæbne og konsekvenser,« siger Terry Hazen.
Den videnskabelige viden om dybhavet i den mexicanske golf er beskeden. Men man ved for eksempel, at der er fem grader Celsius året rundt, og at den naturlige forekomst af kulstof er lille.
»Olien fra det beskadigede borehul gav en kæmpemæssigt tilførsel af kulstof til havets økosystemer. Vi havde en forventning om, at oliens kulbrinte-komponenter ville kunne indgå som føde for dybhavsmikroberne, men det var nødvendigt at indsamle videnskabelige data for at underbygge det,« siger Terry Hazen.
Forskerholdets havundersøgelser forløb fra 25. maj - 2. juni i år, altså påbegyndt cirka en måned efter ulykken på BP's olieplatform Deepwater Horizon. Der er taget over 200 stikprøver af vandet på 17 forskellige lokationer. Til analyserne er brugt en såkaldt Phylochip, som er opfundet af Berkeley Lab. Den har størrelse som et kreditkort, og den kan på kort tid finde over 50.000 bakterietyper i en enkelt vandprøve.
Iltsvindet er beskedent
En af de bekymringer, forskere har haft om mikrobakteriel nedbrydning af olieplamager, har været, at det kunne gøre havet meget iltfattigt. Det har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet. Iltmætningen i havet uden for skyen af små oliedråber var 67 procent, og den blev kun reduceret til 59 procent inde i olieskyen.
»Det lave ilttab kan have at gøre med den ringe jernmængde i havvand. Mange kulbrintenedbrydende enzymer bruger jern, men der er ikke nok jern i havet til at udvikle disse enzymer i store mængder. Mere jern ville have accelereret olienedbrydningen, men også forbrugt mere ilt,« siger Terry Hazen.
Hans tidligere forskning i olieforureninger er sket som chef for instituttets økologiske afdeling og Center for Environmental Biotechnology. Pengene kom fra Energy Biosciences Institute, som ejes af dels Berkeley Lab, dels California Berkeley og dels University of Illinois, som i fællesskab har en ti-års bevilling fra BP på godt 2,5 milliarder kroner.
Forskningsrapporten offentliggøres i dag 26. august 2010 i det videnskabelige magasin Science på online-udgaven.
