Vindmølletestcentrets arealbehov i Thy var groft overvurderet
Langt færre træer end frygtet må lade livet for vindmølletestcentret i Østerild Klitplantage i Thy.
Regeringen foretrækker, ligesom Vindmølleindustrien, at placere et vindmølletestcenter i Østerild Klitplantage. Nu viser en undersøgelse, at der slet ikke skal bruges så stort et areal som hidtil antaget.
Læs også
-
Vindmølleformand: Skov omkring testcenter gør det til verdens bedste
-
Miljøminister i modvind efter rapporter om vindmølletestcenter
Læs mere om
Dokumentation
Når entreprenørerne til efteråret går i gang med at rydde skoven i Østerild Klitplantage for at overlade pladsen til syv kæmpestore vindmøller til flere hundrede millioner kroner stykket, bliver arbejdet, ifølge en ny undersøgelsesrapport fra Risø DTU, noget mindre omfattende, end hidtil vurderet.
Det skyldes ganske enkelt, at Miljøministeriet hidtil har overvurderet arealbehovet.
Først skulle 1.500 hektar skov fældes. Efter voldsom politisk ballade og mange undersøgelser fik miljøminister Karen Ellemann (V) i maj et forlig i stand. Herefter var arealbehovet 450 hektar. Men heller ikke det er nødvendigt, fastslår Risø DTUs afdeling for vindenergi nu.
Den nye undersøgelse er udarbejdet i samarbejde med Siemens Wind Power, Vestas Energy, Skov- og Naturstyrelsen og Vindmølleindustrien.
Undersøgelsen dokumenterer de faktiske strømningsforhold ved Østerild, baseret på både målinger på stedet og modellering.
Og den nye vurdering er, at der bare skal ryddes 266 hektar skov for at sikre møllerne de rigtige vindforhold.
Selv om der formelt er krav om en afstand på fire km fra trægrænsen og hen til de store mølletyper til effektmålinger, er skovrydning i den størrelsesorden ikke nødvendigt, hvilket både modelberegninger og målinger viser, uden at gå for meget på kompromis med det kommende testcenters kvalitet.
Det skriver forskerne bag rapporten, forskningsprofessor Jakob Mann, seniorforsker Michael Courtney samt programlederne Poul Hummelshøj og Peter Hjuler Jensen, alle Risø DTU.
Træerne i skoven påvirker vindens strømningsforhold i området. Af hensyn til pålideligheden af testcentrets måling, er det vigtigt, at både variationen af vinden med højde, også kaldet shear, og vindens hurtige variationer, turbulens, befinder sig inden for visse grænser.
Men faktisk ser forskerne ikke den store forskel i hverken shear eller turbulens, når de i modellen flytter skovgrænsen i modellen fra 1,5 til 2 km eller mere fra møllen.
Derimod vil en mindre afstand til skovgrænsen end én kilometer resultere i en væsentlig usikkerhed i målingerne.
"Vores bedste vurdering er, at en skovgrænse afstand på 1,5 kilometer giver et turbulensniveau og et shear, der er i orden i forhold til at målinger skal accepteres internationalt.” (…og at) ”afstanden på 1,5 km giver et forventet turbulensniveau der opfylder de tyske krav til turbulens i forbindelse med effektmålinger,” skriver forskerne, der dog anbefaler fortsat at måle for at verificere, at vindforholdene ligger inden for det, som de har beskrevet.






