/energi

Olieboring i Grønland: Nu falder afgørelsen

I morgen fortæller det skotske olieselskab Cairn Energy, om de har fundet olie i Grønland. Resultaterne kan få betydning for de danske olieselskaber.

Af Erik Holm, mandag 23. aug 2010 kl. 14:26

Flere års drømme om store oliefund og indtægter for milliarder af dollars hos både flertallet af grønlændere og de store internationale olieselskaber kan i morgen tirsdag få ny næring.

Det sker, når det skotske energiselskab Cairn Energy omkring middag forventes at løfte sløret for, om man har fundet olie ved de fire prøveboringer i Diskobugten.

Hos de danske olieproducenter følger man spændt med, hvad Cairn Energy i morgen kan fortælle.

»Hvis Cairn kommer med en positiv besked, vil det jo bekræfte, at der er olie i undergrunden. Som tingene er i dag, ser vi olien pible frem på land, men ingen ved, hvor olien kommer fra, eller hvor store mængder der er,« Arne Rosenkrands, der er rådgiver for Dong Energy i Grønland.

Han er samtidig formand for en sammenslutning af de olieselskaber, der er til stede i Grønland. Det er blandt andet giganter som Chevon, Exxon Mobil og Candiske Husky Energy.

Dong Energy har licens i samme område som Cairn Energy, men cirka 100 kilometer længere mod øst og på Diskoøen. Her foretog man i 2008 en række seismiske undersøgelser, og man forventer at skulle foretage nye undersøgelser igen om et-to år.

Et eventuelt skotsk fund vil have positiv indflydelse på den beslutning, men ikke sætte skub i Dong Energy egne undersøgelser, lyder det fra Arne Rosenkrands. Selv om de to selskabers licenser ligger tæt på hinanden, er undergrunden forskellig, og Cairns resultater kan ikke direkte overføres Dongs område.

»Derfor vil det heller ikke fremskynde en beslutning af, om vi skal foretage en større seismisk kortlægning af vores område. Det er stadig usikkert. Omvendt er det er klart, at en positiv udmelding vil ligge sig på den positive side af vægtskålen i overvejelserne,« siger Arne Rosenkrands.

Mærsk: Grønland er fokusområde
Også hos Mærsk Oil, der dagligt producerer cirka 800.000 tønder olieækvialenter, holder man øje med udviklingen.

Grønland har status af såkaldt fokusområde for den danske olieproducent, hvilket betyder, at man "monitorer tilgængelige data", men endnu ikke er nået til egentlige forundersøgelser, der kan afgøre, om man vil lave prøveboringer.

»Vi følger godt med og er aktive omkring udviklingen i Grønland,« forklarede head of exploration, Lars Nydahl Jørgensen, under et pressemøde fredag på Esplanaden i København.

Han ønsker dog ikke at uddybe selskabets kommercielle aktiviteter.

En stor del af interessen for olieforekomsterne er bundet op på undersøgelser fra det amerikanske U.S. Geological Survey, der i 2008 spåede om store mængder olie i farvandet ud for Gørnland.

Det er blandt andet estimeret, at Grønland gemmer på mellem 10 og 20 milliarder tønder olie. Til sammenligning gemte de danske felter i Nordsøen på mellem tre og fire milliarder tønder olie, da man begyndte at hente det op.



23. aug 2010 kl 22:11

Ib Jensen

Olie

Grønlands reserver på 10-20 lyder ikke meget når man tænker på Canadas oliesand er på 1700 mia tønder, Saudi A er på omkring 300.

Det lyder ikke mere end nordsøens 3-4 mia. Man ok, der ligger nogle kr. og venter der.

Nå nok om det. Men er der noget der ved hvor meget verden forbruger på et år .
Og hvor meget Danmark forbruger på et år ?


24. aug 2010 kl 04:57

Ib Olsen

Olieforbrug

I følge US Department of Energy, er det daglige verdensforbrug omkring 85 mil tønder så de 10-20 mia tønder svarer til et halvt års forbrug. Danmarks forbrug er omkring 200.000 tønder per dag så hvis vi kunne beholde den Grønlandske olie for os selv, så ville den strække 200 år


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk