Fredag d. 6 august blev det første UNDAC hold (United Nation Disaster Assessment and Coordination) sendt til Islamabad. UNDAC er en beredskabstjeneste under FN OCHA, og består af ca. 220 medlemmer world wide, som står til rådighed 24/7. Medlemmerne kan mobiliseres inden for 24 timer til udsendelse til naturkatastrofer. Dennis Bruhn, der til daglig arbejder for Grontmij-Carlbro er en af de udsendte.

UNDAC-systemet kan kun mobiliseres ved en direkte anmodning fra det pågældende land. Det kan tage fra timer til dage fra katastrofens indtræden. Ved jordskælv er det som regel hurtigt klart, hvorvidt der er behov for international assistance – som eksempelvis Haiti. Ved oversvømmelser kan det være mere vanskeligt, da de ofte udvikler sig over tid – som FN's generalsekretær, Ban Ki-moon utrykker det, så er oversvømmelsen i Pakistan som en langsom tsunami.

Som navnet indikerer, indeholder UNDAC's 'mandat' at bistå med behovsvurdering og koordinering. UNDAC's fornemste opgave er at bistå de lokale og nationale myndigheder i vurderingen af katastrofens omfang og få dannet et overblik over behovet for nødhjælp, samt at sikre der sker en samlet koordinering mellem myndigheder, nødhjælpsorganisationer, NGO'er og det internationale donorsamfund.

Ved de første møder i Islamabad om morgenen den 7. august, blev det tydeligt, at Pakistan stod over for kolossale udfordringer. Det var også et åbent spørgsmål, hvilket omfang oversvømmelserne har her og nu og ikke mindst ville få i den nærmeste fremtid.

I de nordlige Provinser, som i slutningen af juli blev ramt af den kraftigste monsun i mands minde, var infrastrukturen stærkt beskadiget, og mange områder kan kun nås med helikopter. Oversvømmelsen som sådan var dog aftagende.

Længere mod syd, specielt i Punjab provinsen, var floden Indus gået over sine breder, og store lavtliggende områder langs floden var allerede oversvømmet.

Længst mod syd i Sindh-provinsen var vandstanden i Indus faretruende høj, men der var endnu ikke meldinger om større oversvømmelser. Dette skulle ændre sig i dagene, der kom.

Det blev også hurtigt klart, at til trods for at der konstant indløb meldinger om skader og behov, så skete dette på provinsniveau, og de nationale myndigheder: National Disaster Management Authority (NDMA), Pakistan havde så langt fra overblikket. De lå samtidig under stærkt pres fra de berørte områder om at øge indsatsen ikke mindst fra det internationale samfund.

Så i stedet for at arbejde ud fra Islamabad, blev det besluttet at dele det syv mand store UNDAC-hold i tre mindre, og sende et hold til Multal i Punjab-provinsen og et til Sukkur i Sindh-provinsen, for at styrke de lokale myndigheder og NGO'er.

I Sindh-provinsen, hvor jeg selv tilbragte den første uge var den første opgave at få et samlet overblik over de midlertidige lejre, som folk enten var flygtet til frivilligt, eller blevet evakueret til af myndighederne.

Et af problemerne er at få folk, som er truet af oversvømmelse til at flytte i tide, er deres frygt for, at de få ejendele de har, er forsvundet når de vender tilbage, og endnu vigtigere, at de ikke kan få deres dyr med, specielt køer og bøfler – det er simpelthen deres eksistensgrundlag. Mange bliver derfor til sidste øjeblik. Det er en af årsagerne til de billeder, vi ser i medierne, hvor folk sidder på hustagene helt omringet af vand og må hentes ud via båd eller helikopter.

I løbet af de første dage blev indsamlingen af data vedrørende de berørte systematiseret og offentliggjort hver dag. Disse bliver så videresendt til de centrale myndigheder og FN i Islamabad, som på baggrund heraf kan udarbejde lister over behovet for nødhjælp, såvel i omfang som geografisk.



Dette er en svær opgave. Antallet af berørte mennesker i Sindh-provinsen er vokset fra 1.358.005 d. 10. til 3.684.267 den 21. august.

Samtidig er antallet af kendte lejre vokset fra 608 til 1802. Hertil kommer spontane lejre bestående af få familier. Dette sammenholdt med, at Sindh har et areal på ca. tre en halv gange Danmarks størrelse, og oversvømmelserne totalt set i hele Pakistan dækker et areal svarende til fire gange Danmark gør, at det er uhyre svært at få nødhjælp frem til alle på en og samme tid. Hertil skal så lægges, at infrastrukturen jo mange steder er ødelagt, så eneste mulighed er transport via helikopter.

Jeg ved godt, der er dem, der mener, at de har helikoptere nok selv. På papiret ja, men som generalen for flyvevåbnet måtte indrømme fredag, da han på vores daglige morgenmøde hos NDMA blev kritiseret for, at ikke mere nødhjælp blev fløjet ud: Ud af de 17 helikoptere han havde i et område, var der kun fire, som kunne flyve, enten pga. mangel på reservedele eller mangel på piloter. Et billede, som egentlig beskriver situationen på mange niveauer i systemet. Man har meget, men i virkeligheden fungerer det ikke.

Dette gælder også deres varslingssystem for oversvømmelse som styres af Flood Forecasting Division (FFD) Som har ansvaret for:

i. Varsling om oversvømmelse
ii. Varsling om høj vandstand og hastighed i floder
iii. Styring af dæmninger, specielt under monsunen

I ekstreme situationer skal de sikre, at de såkaldte Barrages i Indus floden ikke lider overlast, da de er rygraden i hele deres markvandingssystem, som igen er rygraden i Pakistans økonomi. Dette indebærer, at såfremt der er risiko for at en Barrage vil lide overlast, vil man lave et kontrolleret dæmningsbrud.

Dette betyder, at et relativt velkendt område sættes under vand. I disse situationer er der udarbejdet detaljerede evakueringsplaner for befolkningen. Det er de vant til, og det er en del af hverdagen.

Problemet denne gang er, at her er der tale om en oversvømmelse af hidtil ukendt dimension, hvorfor der ikke var nogen evakueringsplaner på plads.

Desuden er systemet i en så ringe forfatning, at der er sket en lang række ukontrollerede dæmningsbrud. Sidst men ikke mindst er der er en række rygter om, at folk selv har etableret mindre dæmningsbrug i håbet om, at man herved ville kunne undgå oversvømmelse af ens egen landsby.

Dertil kommer, at så snart oversvømmelsen rækker ud over nærområderne langs floderne, har Pakistan i dag intet varslingssystem til at forudsige hvilke områder og byer, som er i risiko for at blive oversvømmet. Man evakuerer ud fra, hvad man formoder vil ske og på baggrund af satellitfotos, som jo kun giver et øjebliks- og historisk billede.

Det blev derfor besluttet, at jeg skulle sendes tilbage til Islamabad og se, om der kunne implementeres et simpelt GIS-system til varsling af de områder og byer, som var i fare for at blive oversvømmet – og for øvrigt også allerede etablerede teltlejre - ved at kombinere terrænmodellen med oplysningerne fra satellitfotos. Selve modellen har vi som sådan fået på plads. Problemet lige nu er at få adgang til tilstrækkelige detaljerede terrænmodeller. Da den slags er militærets ejendom, kræver dette lidt benarbejde.

Dette er kort, hvad de første to uger er gået med. Den sidste uge er helliget til at sætte potentielle, miljørelaterede konsekvenser på dagsordenen.

Den kort- og især langsigtede påvirkning på det eksterne i form af forurening af drikkevandsressourcer, landbrugsarealer med mere er ofte overset. Pakistan er ikke karakteriseret af massiv tung industri, men der findes større industrier, herunder store olieoplag og oliefelterne i den sydlige del af landet. Denne vurdering vil ske i tæt samarbejde med det nationale miljøagentur.

Planlagt hjemrejse er fredag d. 27 august.