Journal of Neuroscience har annonceret, at de fra november i år ikke længere modtager supplerende materiale til artikler, de trykker. De vil ikke hoste det på deres server, og de vil ikke udsætte det for peer review. Forfattere kan i stedet angive et link til supplerende materiale, de selv stiller til rådighed andetsteds.

I meddelelsen, som kan ses her, viser tidsskriftet en kurve over størrelsen af artikler og supplerende materiale de seneste år. Selve artikelstørrelsen stiger jævnt, mens datamængden i det supplerende materiale ser ud til at stige eksponentielt. I gennemsnit er supplementet nu næsten lige så stort som artiklen, det skal understøtte.

Selve datamængden (og dermed omkostningerne) har helt sikkert haft indflydelse på tidsskriftets beslutning om ikke længere at hoste det supplerende materiale på deres server. Men de grunde, chefredaktør John Maunsell angiver, er nu også værd at kigge nærmere på.

Maunsell argumenter for, at den stigende mængde supplerende materiale er ved at underminere peer review-systemet:

- Kvalificerede reviewere har allerede en stor stak manuskripter liggende på skrivebordet. Når der dumper en artikel ned med et mægtigt supplement, så hopper revieweren tit over hvor gærdet er lavest hvad læsning af supplementet angår – eller springer det helt over. Alligevel fremstår supplementet som om det har gennemgået peer review, og det vil tidsskriftet ikke lægge sit gode navn og rygte til.

- Reviewere kan godt finde på at kræve en masse ekstra (i mange tilfælde mindre vigtige) forsøg og analyser i supplementet, før de godtager artiklen. Det kan give forfatterne uforholdsmæssigt meget ekstra arbejde og forsinke publikationen. Mange forfattere prøver nu at komme kravene i forkøbet med et supplement på tykkelse med en telefonbog.

- Materiale, der burde være at finde i selve artiklen, finder i stigende grad vej til supplementet. Også oplysninger som er essentielle for at kunne gentage forsøgene, analyser der er essentielle for at kunne følge artiklens argumentation og sidst men ikke mindst observationer der ikke passer med konklusionerne.

Alle tre indvendinger er efter min mening helt rigtige. Jeg har godt set professorernes stakke af manuskripter der skal læses, og har også selv siddet til møder hvor man brainstormer vildt for at komme i tanke om alt hvad revieweren kunne tænkes at kræve. Derefter stormer man ind i laboratoriet for at udføre alle de eksperimenter man kom frem til. Tit og ofte er supplementet alt for stort og omfattende, og forsøger man at læse andres artikler, kommer man tit ud for at sidde og bladre frem og tilbage mellem artikel og supplement konstant.

Men det allerstørste problem er efter min mening hvem der skal læse alt det der bliver produceret. Ja, det koster penge for tidsskriftet at lagre alle de data. Ja, reviewerne er nogle stakkels forpinte mennesker med en kæmpe stak ulæste manuskripter (de har garanteret heller ikke slået deres græsplæne i flere uger)... men hvad med de almindelige læsere? De har jo heller ikke tid eller energi til at læse sig igennem alt det. Især ikke når der samtidig skyder nye tidsskrifter frem næsten ugentligt. Og når forfatterne desuden bryder arbejdet op i mange artikler med små bidder af nyt arbejde og masser af baggrund og snak (for at have publiceret mange sider og få mange point i ranking-systemerne). Jeg håber, at der er flere tidsskrifter der følger trop og prøver at sortere i informationsstrømmen i stedet for at blive ved med at skrue op for våbenkapløbet.