/transport

Regeringen afviser kameraovervågning af miljøzoner

De borgerlige partier lægger automatisk overvågning af miljøzoner på is, på trods af, at Danmarks nabolande bruger metoden flittigt.

Af Daniel Rasmussen, fredag 20. aug 2010 kl. 17:03

Regeringen har ikke fidus til automatisk kameraovervågning af miljøzoner, selvom teknologien bruges i stor stil i blandt andet England og Holland.

En rundringning, som ing.dk har foretaget, viser, at de fleste partier er skeptiske. Det gælder ikke mindst de to regeringspartier Venstre og Konservative.

'Overvågningssamfund'
Venstres Flemming Damgaard Larsen kalder automatisk overvågning et overvågningssamfund.

Hos de konservative stoler man på, at vognmandsbranchen godt kan finde ud af at overholde reglerne.

»Umiddelbart synes jeg, det er at skyde over målet. Jeg tror på, at branchen selv har en interesse i at overholde reglerne og sikre sig et godt ry. De ønsker jo ikke at være uvenner med borgere eller kommune«, siger Henriette Kjær, der er næstformand for Trafikudvalget i Folketinget.

Dansk Folkeparti er heller ikke lune på idéen. Partiets trafikordfører Kim Christiansen tror, at automatisk overvågning vil blive en bekostelig affære at få stablet på benene.

Desuden er han skeptisk over for, om et automatisk system også vil fange de udenlandske lastvogne og busser, der kører igennem miljøzonerne.

»Jeg tror, det bliver utroligt svært med sådan et system at retsforfølge udenlandske vognmænd. Jeg tror på, at en øget indsats fra politiet er det, der skal til«, siger han og fortsætter:

»Jeg siger ikke, at overvågning ikke er en god ting. Jeg siger bare, at det ikke vil have den fornødne effekt«.

S og SF bifalder
I den anden side af folketingssalen er tonen mærkbart mere positiv.

Magnus Heunicke er medlem af Trafikudvalget i Folketinget for Socialdemokraterne, og han er villig til at tage alle midler i brug for at skabe en bedre luftkvalitet i byerne.

»Hvis det virker andre steder uden tekniske eller praktiske problemer, så synes jeg da bare, vi skal komme i gang, fordi luftforurening er et kæmpe problem for sundheden i vores byer«, siger Magnus Heunicke.

SF ser også positivt på de nummerpladegenkendende kameraer, ligesom partiet generelt går ind for mere elektronisk overvågning af trafikken.

Trafikordfører Anne Baastrup lægger især vægt på, at et automatisk overvågningssystem kan være med til at lette færdselspolitiets arbejde.

»Det, der er vigtigt for os, er, at politiet ikke bruger ressourcer på noget, der er unødvendigt. Og vi ved, at hvis man scanner og kæder nummerpladen sammen med bilen, så ville man nemt og hurtigt kunne få folk til at overholde loven«, siger hun.

Anne Baastrup peger også på, at de automatiske kameraer også kan bruges til at udpege stjålne biler eller til at fange folk, der kører over for rødt.

Overvågningssamfund?

Kritikerne af automatisk overvågningssystemer herunder regeringspartiet Venstre kalder de nummerpladefindende kameraer for et skridt imod et overvågningssamfund. Det argument køber Socialdemokratiets Magnus Heunicke imidlertid ikke.

»Der er i forvejen masser af kameraer rundt omkring i hovedstaden og andre steder, og så det mener jeg slet ikke, det er. Og de har jo en fuldstændigt klart funktion, de her kameraer«, siger han og fortsætter:

»Naturligvis er et overvågningssamfund noget, man skal forsøge at undgå, men vi ved jo, at op imod 500 mennesker om året mister livet på grund af partikelforureningen, så det er en pris, vi er klar til at betale«, siger han.

SF’s Anne Baastrup mener heller ikke, at kameraer, der fotograferer folks nummerplader i miljøzonerne vil være mere overvågning.
»Det er jo ikke overvågning, når man kun tager nummerpladen. Det, man gør i dag ved for eks. hastighedskontrol, er, at man tager billeder af de folk, der er i bilen, så der kan jeg ikke se nogen forskel«, siger hun.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.