/transport

Ingeniøren prøver vanvittig elbil på 2,7 ton

Sportslige biler kan godt være grønne. Det har Tesla vist med deres roadster - og nu viser den tyske tuningsspecialist Ruf, at også tungere biler kan køre på el. Ingeniøren fik en prøvetur i en elektrisk Porsche Cayenne.

Af Bjørn Godske, lørdag 21. aug 2010 kl. 10:00

Hvad gør man, hvis man gerne vil have en superbil og penge ikke er noget problem?

Man kunne for eksempel få en specialist til at ombygge en seriefremstillet sportsmodel, så den ikke ligner noget naboen har. Men hvis den også skal være 'grøn', så har den tyske specialist Ruf et alternativ.

Ruf, der blev grundlagt af Alois Ruf i 1939, har i samarbejde med Siemens produceret en monster-SUV. Udgangspunktet er en Porsche Cayenne, og den blev første gang vist ved klimatopmødet COP15 i december 2009.

Nu er den i Danmark igen, og Ingeniøren fik onsdag en kort prøvetur på Risøs vejnet ved et arrangement, hvor elbilers integration i elnettet blev diskuteret.

Udvendigt genkender man let Porsche-Cayennes snart klassiske form, og indvendigt begrænser forskellen sig til instrumenteringen. Gearvælgeren er erstattet af en række knapper, hvor de to, 'frem' og 'tilbage' på fineste vis definerer, at vi sidder i en elbil.

For at opnå en tilstrækkelig rækkevidde har Ruf praktisk talt fyldt undervognen op med lithium-ion-batterier. Det bringer kampvægten op på næsten 2,7 ton, men skulle så også give en realistisk rækkevidde på 200 km.

Momentet er blevet begrænset, da de oprindelige 900 Nm ellers ville flå mekanikken i stykker. Der er 367 hk og firehjulstræk til rådighed for den glade fører. Topfarten er begrænset til 150 km/h, og på trods af vægten nås 100 km/h på bare 10 sekunder.

Tavs kampvogn på gummihjul
Køreoplevelsen er meget speciel. For hvis man har prøvet en elbil, så vil man kunne genkende elbilernes lydløse og glidende opførsel. Man bliver næsten nødt til at dytte i hornet for at få folk til at flytte sig på parkeringspladsen, for ingen bemærker, at 2,7 ton monster-SUV kommer trillende.

Her er ingen dunken fra udstødningen eller lavfrekvente omdrejninger fra en forslugen V8’er. Det går på ingen måder ud over præstationerne, for på lige vej spinder elmotorerne den hurtigt op i fart og kraftreserverne er mere end rigelige.

Men 2,7 ton lader sig ikke bare gemme væk. Følelsen af at sidde i en kampvogn på gummihjul er meget nærværende, og selv om der naturligvis er servostyring, følels det tuuuuungt at vende bilen på en snæver parkeringsplads.

Ruf har givet et bud på, hvordan rigmænd og -kvinder i fremtiden kan få deres drøm om en performace-bil opfylde, uden at der behøver at ligge en V8’er under motorhjelmen.



21. aug 2010 kl 12:03

Leif Petersen

El lig grøn?

Bliver en bil mere grøn af at være drevet af olie eller kul på et kraftværk end af benzin?


21. aug 2010 kl 13:13

Sebastian Vibe-Petersen

Stadig mere grøn

Ja, det gør den faktisk. Det er stadig markant mere grønt selvom det kommer fra kul.

Se bla. her: http://webarchive.teslamotors.....swf


21. aug 2010 kl 13:41

Benny Olsen

Re: El lig grøn?

Bliver en bil mere grøn af at være drevet af olie eller kul på et kraftværk end af benzin?

Ja.

Elektricitet kan fremstilles af mange forskellige kilder, ikke kun olie og kul, men affald, gas, vind, sol, a-kraft, tidevand eller noget helt andet, det er altså meget flexibelt, og der er næsten ingen lokalforurening fra køretøjet.


21. aug 2010 kl 14:29

Kim Gjøl

Re: El lig grøn?

Bliver en bil mere grøn af at være drevet af olie eller kul på et kraftværk end af benzin?

I heldigste fald er virkningsgraden i en bilmotor ca 20%.
Taler vi kraftvarmeværk er virkningsgraden op til 90% og i batterierne op til 80-90%, i alt ca 80%.
Så jo, grønnere er den. Også selvom vi taler sommer, hvor virkningsgraden for kraftværket måske -hvis det ikke kan komme af med varmen- ligger på op mod ca. 40%. Og fyres der med halm eller lignende "affald", er det pludselig svært at definere den grønne "grad".


21. aug 2010 kl 16:22

Kim Gjøl

og mere...

P.S.
Og så kuuuunne noget af strømmen jo komme fra vind- eller vandmøller ;-)


21. aug 2010 kl 16:44

Henrik Eismark

Peberdåsen

En normal middle-of-the-road Cayenne vejer 2 tons. Så batteri-udgaven opgraderer åbenbart med 700 kg batterier. Er det tung-metaller eller let-metaller?

Disse metaller skal jo smides tilbage til naturen en dag, når de ikke kan mere.

Genbrugsindsamlingen af normale batterier i DK bliver tilsyneladende alligevel ikke genbrugt i modsætning til hvad indsamlingsstederne siger til folk, men begravet med en plasticdug under til glæde for fremtiden ligesom udbrændt uran og plutonium, dog uden strålingsfaren.

En bus/lastbil på ca 10-12 tons slider 12.000 gange så meget på asfalten som en normal bil og hvirvler og udskyller affaldsstofferne gemt i asfalten i tilsvarende større omfang.

Så jo tungere bilen er, jo mere asfalt slider den ned og frigiver bundne affaldsstoffer samt skaber fremtidige batterimetalaffaldsproblemer.

Så man kan da ikke sige en Cayenne Peberdåse er usædvanlig grøn i forhold til en alm. bil, med mindre man blot hentyder til lakkens farve. Men den kan da godt være mindre miljøskadelig end en diesel og benzin Porsche. Så kunne en el-porsche jo være den eneste, som var tilladt i DK.











21. aug 2010 kl 19:24

Svend Ferdinandsen

Ruf?

Hvis dette er den Ruf der af og til dukker op, så er jeg med på den :-)


21. aug 2010 kl 20:27

Nikolai Beier

Re: Peberdåsen

Om batteri-genbrug.

Nogle bilproducenter tager gerne imod gamle lithium-batterier. Jeg ved ikke om alle gør, men jeg har set nogen, der gør.

Kan i forestille jer at denne bilproducent (såvel som kommende) også ønsker at modtage gamle lithiumbatterier til genbrug?

At deponere funktionelle lithium-batterier bare fordi lagerkapaciteten er faldet fx 1/3 fra startværdien, kan være et dårligt valg. Enten fordi det kan betale sig at genanvende materialerne, eller hvis der opstår et marked for brugte batterier til brug i stationære energilagre såsom UPS-systemer.
----------------------------------
Om miljøvenlighed.

Ideen med biler drevet med elmotor/uden aktiv forbrændingsmotor er at det nedsætter den lokale luftforurening.
Hvis man også vil mindske mængden af klimagasser, må man jo gør noget ved elproduktionen. Men når man jævnligt skal trække vejret bag diesel-lastbiler/busser og scootere/knallerter med dårlig forbrænding, giver det én lyst til at forbedre nærmiljøet først.

Konkret er den Cayenne meget tung. Hvor mange ekstra affaldsstoffer fra asfalten frigives der, ift udstødningen fra en diesel-personbil?


22. aug 2010 kl 09:28

avatar

Jørgen Larsen

Nedbrydning af batterier

Det anføres at rækkevidden er 200 km. Jeg går ud fra at det fra fabrikken. Hvis jeg kører 20.000 km. årligt i min firmabil, hvorlænge går der før rækkevidden er halveret?


22. aug 2010 kl 09:39

Henrik Mikael Kristensen

Resten af bilen

Jeg ville mene et andet miljøpunkt er fremtidige forbedringer af batteriteknologien; Man vil forhåbentligt kunne skifte batteriets type til et med højere ydelse, længere rækkevidde, og højere levetid uden at skulle skifte bilen ud, eller alllerhøjest lave ændringer i ladesystemet.

Hvornår kommer den magiske benzin, der får benzinbilen til at køre dobbelt så langt på literen?

Og til 1: Den er ihvertfald mere grøn, når den holder for rødt ved lyskrydset, med mindre de har lavet et eller andet tosset, der kræver at elmotoren kan køre i tomgang. :-)


22. aug 2010 kl 09:48

Bjarke Mønnike

Jeg er aldeles enig

.........med overskriften til denne tråd:

"Ingeniøren prøver vanvittig elbil på 2,7 ton"

Det er det mest idiotiske stykke køretøj, der længe er dukket op. Det eneste glædelige ville være at man holdt op med at fritage elbiler for afgifter når resultatet er noget teknologisk pjat som dette.

Med en normal bilafgift ville staten da i det mindste få en vis kompensation for unødvendige vejødelæggelser, samt at prisen ville afskrække alle med en rimelig fornuft at anskaffe sig en.


22. aug 2010 kl 09:57

avatar

Palle Jensen

Re: Ruf?

Hvis dette er den Ruf der af og til dukker op, så er jeg med på den :-)

RUF har INTET med dette monster at gøre.
Tænk at der ofres penge på at udvikle noget så vanvittigt som dette 2,7 tons uhyre.
Hvornår kommer der seriøsitet ind i transport sektoren ?


22. aug 2010 kl 10:04

avatar

Holger Skjerning

Mere eller mindre grøn...?

Alene den højere virkningsgrad og dens lokale fordel ved ikke at udsende røg og støj, begrunder overgang til el- og hybridbiler.
OG..... sørme..... jeg læste lige (fra Ritzau), at Klimakommissionen skam også vurderer fordelene ved at inddrage kernekraft i sine scenarier.
Jeg gætter på, at de (foruden masser af vedv.energi), vil indeholde mindst to scenarier med høj og lav satsning på kernekraft, altså to eller fire kk-værker i Danmark før 2050.
Og så vil overgang til elbiler (store og små) sammen med de 2/4 kk-værker kunne halvere CO2-udslippet før 2050.
Og hvis de også vil anbefale masser af varmepumper, differentierede eltariffer og aktive elmålere, kan en stor del af elforbruget rykkes til nat- og vind-perioder, og så kan vi nærme os 60% reduktion af CO2.
Kommissionen barsler den 28.september. Det blir sgu spændende!


22. aug 2010 kl 10:12

avatar

Holger Skjerning

Enig. Det er et monster...!

100% enig med Bjarke og Kalle. Det er idiotisk at producere, sælge og anvende en sådan energisluger - især i flade lande som DK.
Men som stor tilhænger af afgiftsfritagelsen for elbiler (gerne også plug-in-hybridbiler), vil jeg foreslå, at der indføres grænser for afgiftsfriheden, så især familiebiler, varevogne og busser begunstiges, men ikke Tesla og Cayenne, m.v.


22. aug 2010 kl 11:29

Benny Olsen

Re: Enig. Det er et monster...!

100% enig med Bjarke og Kalle. Det er idiotisk at producere, sælge og anvende en sådan energisluger

Helt enig, men det er jo heller ikke meningen, vi må se det som det reklamestunt/blikfang det er, emnet er elbilers integration i elnettet.

Hvis emnet er for fagligt/kedeligt, kan man skrive en artikkel om bilens specifikationer, og dermed alligevel få noget med hjem.


22. aug 2010 kl 12:19

Hans Jørgen Nielsen

Re: Enig. Det er et monster...!

I disse fora møder man jævnlig udtalelser fra folk som åbenbart ikke fatter at der skal Teslaer, Cayenner og lignende til overhovedet at få den almindelige forbruger til at klikke på emnet elbiler. Legendariske Ruf var da grunden til at jeg er med her.
Det er simpelthen for nørdet kun at fokusere på fodformede elbiler, som kun og alene kan udføre et transportbehov. Wake-up!


22. aug 2010 kl 12:31

Hans Jørgen Nielsen

Og grænsen går . . .?

Måske vi kan spørge eksperterne her hvor grænsen går mellem "det mest idiotiske stykke køretøj" og til at det bliver fornuftig?


22. aug 2010 kl 13:33

Bo Jacoby

Elektrisk rustvogn?

Det er stemningsbrud når et andægtigt og tungsindigt ligfølge, efter at have fulgt og båret kisten ud, bliver belemret med udstødningsstøj og -dunst fra rustvognen. Jeg ville ønske at bilfabrikkerne kunne tilbyde en batteridrevet rustvogn.


22. aug 2010 kl 17:56

avatar

Morten Knudsen

Stor hesttrailer med 2 heste.

Lad være med at sige at det kun er til legetøj. Den er langsom med mange HK. men nej, den skal ikke køre i byerne. Og der skal selvfølgelig have en passende vægtafgift.


22. aug 2010 kl 20:52

Rolf Hansen

Re: Peberdåsen

Når man ikke er klar over at lithium er det tredje letteste grundstof og tilmed et som er temmeligt værdifuldt og som er knapt og derfor næppe noget man vil deponerer frem for genanvending(om ikke andet skal det nok blive gravet op og genanvendt inden for 5-10år, med den stigning der er i priserne på lithium), så synes jeg ligesom at man udviser et temmeligt lavt vidensniveau(ja lavere end 9. klasses niveau) og man burde holde sig fra at stille useriøse fiktive problemstillinger op!

4 anbefalinger, nu skraber ingeniøren sku da snart bunden!


22. aug 2010 kl 21:52

Michael Eriksen

performace-bil?

Ruf har givet et bud på, hvordan rigmænd og -kvinder i fremtiden kan få deres drøm om en performace-bil opfylde, uden at der behøver at ligge en V8’er under motorhjelmen.

Æh? Min Toyota familie-øse fra '92 kan udkonkurrere den på alle punkter - den er hurtigere fra 0-100 km/t, den har (meget) højere tophastighed, den klarer mindst 3 gange så langt på en optankning og vejer under det halve. Men indrømmet, den er ikke komplet lydløs.

Batteribiler er en fis i en hornlygte.


22. aug 2010 kl 23:39

Benny Olsen

Re: performace-bil?

Æh? Min Toyota familie-øse fra '92 kan udkonkurrere den på alle punkter- den er hurtigere fra 0-100 km/t, den har (meget) højere tophastighed,

Næppe, det er godt at du er glad for din bil, men helt ærligt, en årgang 92 har generelt et stort energiforbrug, og stor partikel udledning, topfarten på din bil er ikke elektronisk begrænset til 150 kmh, men hvor ofte har du behov for at køre meget hurtigere end 150 kmh?

Kan den imponere redaktionen eller bruges som blikfang, når emnet er el-biler?


22. aug 2010 kl 23:53

Sebastian Vibe-Petersen

Re: Enig. Det er et monster...!

I disse fora møder man jævnlig udtalelser fra folk som åbenbart ikke fatter at der skal Teslaer, Cayenner og lignende til overhovedet at få den almindelige forbruger til at klikke på emnet elbiler. Legendariske Ruf var da grunden til at jeg er med her.
Det er simpelthen for nørdet kun at fokusere på fodformede elbiler, som kun og alene kan udføre et transportbehov. Wake-up!

Kunne ikke være mere enig.
De baner vejen. Det skal man altså lige forstå. Selvfølgelig skal de være afgiftsfrie, hvad er begrundelsen for at de ikke skulle? (Der er kun solgt ca 15 Teslaer til Danmark så det rykker ikke det store anyways. Men det er vejen frem!)



23. aug 2010 kl 00:09

Michael Eriksen

Re: performace-bil?

Kan den imponere redaktionen eller bruges som blikfang, når emnet er el-biler?

Næppe, men det beviser hvor ynkelige batteri-biler er. Rent legetøj når man end ikke kan konkurrere med min gamle spand, der bestemt ikke udleder partikler.


23. aug 2010 kl 11:56

Bo Christiansen

Topfart 150Km/h

Dejligt der er nogle der begyndte at sætte topfarten ned i biler. Gad vide hvor mange Porsche Cayenne der vil køre rundt hvis de også kunne måtte køre 150km/h?
Lad os få en EU norm der siger max 130Km/h. Kræver kun et par ekstra liner kode i bilens sw. Det vil nok giver mere grønt på bundlinen end de få elbiler der kommer ud at køre de næste par år. Lastbiler, trakotoer mv har hastighedsbegrænser.


25. aug 2010 kl 13:24

Jan hervig nielsen

Trafiksikkerhed

Hej.

For snart lang tid siden gjorde jeg opmærksom på følgende:

Der vil komme store el-drevne biler i stil med Porche Cayenne, Audi Q 7 og Hummer. Da de er 100 % el-drevne, vil de slippe for en del afgift. Ihvertfald indtil videre.

Det vil sige, at vi risikerer at have en større eller mindre mængde kæmpe 4-hjuls-trækkere kørende rundt i Danmark. Måske flere end i dag, da de er afgifts-fri.

Det er dårligt for trafiksikkerheden. Jeg har set en stor, tung 4-hjuls-trækker køre ind i en mindre bil. Den store bil smadrede næsten den mindre.

Derfor mener jeg, at der bør afgift på, når de store el-drevne 4-hjuls-trækkere kommer. Man kunne lægge 100.000 kr på som afgift på disse store vogne. Eller man kan forhøje vægtafgiften.

Vores land bør - efter min mening - ikke have særlig mange af de store Audi Q7, Porche Cayenne og Hummer kørende. Så lad os få mere afgift på disse. Og lad os så give de mest miljøvenlige middelstore biler en afgiftslettelse. Det vil gavne trafiksikkerheden.

Venlig hilsen
Jan Hervig Nielsen
Ideudvikler
Projekt Trafiksikkerhed
(Og Projekt Smørhul)


25. aug 2010 kl 13:36

Anders Jakobsen

Re: Trafiksikkerhed

Gråspurve, kanoner...

Ulemperne ved flere "megabiler" er nok foreløbig og i et godt stykke tid ret meget mindre end den reklameværdi selve deres eksistens udgør for elbiler.


25. aug 2010 kl 14:05

Bjarke Mønnike

Ja dårlig reklame ....

......er jo bekendt også reklame.

Alene produktions og dekommisions CO2 udslippet for en sådan kasse, gør at den den aldrig kommer til at kunne kaldes grøn......med mindre man er farve blind :o)


25. aug 2010 kl 14:15

Tommy Andersen

Re: Enig. Det er et monster...!

100% enig med Bjarke og Kalle. Det er idiotisk at producere, sælge og anvende en sådan energisluger - især i flade lande som DK.

Men som stor tilhænger af afgiftsfritagelsen for elbiler (gerne også plug-in-hybridbiler), vil jeg foreslå, at der indføres grænser for afgiftsfriheden, så især familiebiler, varevogne og busser begunstiges, men ikke Tesla og Cayenne,

Teslaen er ingen energisluger.

Tværtimod: den kører 7/8 km/kwt - også fordi den kun vejer ca 800 kg.


25. aug 2010 kl 14:46

Michael Eriksen

Re: Enig. Det er et monster...!

Teslaen er ingen energisluger.

Tværtimod: den kører 7/8 km/kwt - også fordi den kun vejer ca 800 kg.
Skal vi prøve med 50% mere - 1235 kg? De 800 kg var før Tesla ødelagde Lotus Elisen (og faktisk kan en moderne Elise ikke holdes på 800 kg).


25. aug 2010 kl 14:56

avatar

Jan Janstrøm

Blikfang RUF

Skulle de lave en elbil så kunne de ligeså godt være en 911, med samme preformence som en alm. Bil dvs. max 180 km og en rækkevide på 480 km.
det vil give dem mere omtale og vise vejen til en bedre bilpark.

Ellers så jeg gerne at lithium-batterier bliver puttet ned i en ny udviklet Ellert med 4 hjul og stadigvæk den ultra fine luftmodstandskoefecient.



25. aug 2010 kl 15:25

Tommy Andersen

Re: Enig. Det er et monster...!

"Skal vi prøve med 50% mere - 1235 kg?"

Du hare ret; jeg er kommet til sammenblande nogle data.

Men dette, at man har anvendt meget lette materialer, kulfiber m.m. har medvirket til, at den trods alt ikke vejer mere trods sit kæmpebatteri. Dette er den rette vej for fremtidige Elbiler.

Men:::

Det ændrer ikke ved, at den har fin energiøkonomi - også fordi den i meget høj grad kan genindvinde bremseenergien, hvilket også medvirker til den usædvanlige rækkevidde.


25. aug 2010 kl 16:04

Ole Lauridsen

Re: Stor hesttrailer med 2 heste.

Og der skal selvfølgelig have en passende vægtafgift.

Nu er det efterhånden nogle år siden, at vægtafgiften for personbiler blev afskaffet i Danmark, så det skal du næppe regne med.


25. aug 2010 kl 16:26

Michael Eriksen

Re: Enig. Det er et monster...!

Det ændrer ikke ved, at den har fin energiøkonomi - også fordi den i meget høj grad kan genindvinde bremseenergien, hvilket også medvirker til den usædvanlige rækkevidde.

Jamen er energiøkonomien så fin? Hvis vi siger at kraftværket har en effektivitet på 45%, batteriet på 90% og motoren 90% - så ender vi på 36%. Det er ganske vist bedre end en varm ICE, men ikke revolutionerende.

Genvinding af bremseenergien er et rent hit. Det er hvad en parallelhybrid som Prius lever af og det kommer vi til at se meget mere til indtil serielhybriderne bliver færdigudviklet.


25. aug 2010 kl 17:15

Tommy Andersen

Re: Enig. Det er et monster...!

Det er ganske vist bedre end en varm ICE, men ikke revolutionerende.

- som altid er varme?

- går på optimalt rpm altid.

I den praktiske verdens realitet vil, inklusiv effektiv convertering af bremsenergi til el, en elbil være en otto/dieselbil 100-200 % mere effektiv ladet på kul i dk.

Hertil skal tillægges fjernvarme, som markant øger dette.

Og så var der den snak om vind/vandkraft - ja endog a-kraft.

Den ses at mankere.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.