Genmodificeret superlaks på vej til middagsbordene
De amerikanske myndigheder godkender måske snart en genmodificeret laks til dambrug, som vokser dobbelt så hurtigt som konventionelle laks. Skeptikerne frygter for både sundhed og havmiljø.
Aqua Bountys tidligere mål var en laks, der voksede tre-seks gange hurtigere end normale laks. Resultatet er blevet omkring en halvering af væksttiden.[foto: Aqua Bounty]
Læs også
-
Europa åbner sig for GMO-afgrøder - Danmark kan stadig sige nej
-
GMO-giganter smider milliarder i boost af verdens næststørste afgrøde
-
GMO-frygt holder gensplejset kartoffel væk fra danske marker
-
Udvikler af GM-roen: »Vi har ikke råd til at afskrive genteknologien«
Læs mere om
Dokumentation
Det behøver ikke tage tre år for en laks at blive gammel nok til filetering. Den amerikanske virksomhed Aqua-Bounty Technologies fra staten Massachusetts har nemlig genmodificeret en laks, så den vokser sig stor på blot 18 måneder og vil nu lave forretning på at sælge de modificerede æg til dambrug.
GMO-laksen startede som en ganske almindelig laks fra Atlanten, der i laboratoriet har fået tilføjet et væksthormon fra en stillehavslaks ved navn Pacific Chinook, eller Kongelaks. Desuden har laksen fået et gen fra skægtorsken, som er beslægtet med laksen.
Tricket er, at laks normalt kun spiser om foråret og sommeren, men skægtorskens gen gør, at laksen æder året rundt, og derfor hurtigere tager på, skriver thenewstribune.com. Størrelsesmæssigt skulle de dog ende på samme vægt som almindelige laks.
Inden den indtager de amerikanske dambrug, skal fødevarekontrollen imidlertid godkende laksen til spisebrug, men ifølge flere aviser skulle en sådan godkendelse også være på vej efter ti år med ansøgninger. De amerikanske fødevaremyndigheder har ikke selv været ude at kommentere på sagen.
Første GMO-dyr på middagsbordet
Når og hvis godkendelsen kommer i hus, vil det være første gang, at et lands myndigheder tillader genmodificerede dyr på middagsbordene, og det har ikke overraskende fået GMO-skeptikerne op af stolen med bekymringer om sundheden af den transgene laks. Også selv om genmodificerede kornprodukter længe har været en del af den amerikanske kost.
Ud over frygten for, om der er sundhedsrisici ved at sætte tænderne i en GMO-laks, frygter skeptikerne også for miljøet – mere specifikt at nogle af laksene skal stikke af og udkonkurrere truede arter. Og en del laks har i forvejen en tendens til at stikke af fra dambrugene, viser canadiske tal.
Kritikerne støtter sig samtidig til en computergenereret undersøgelse, der forudsiger, at blot 60 vildslupne transgene fisk blandt 60.000 vilde fisk kan udrydde de vilde blot 40 generationer ud i tiden.
Milliarder at hente på hurtige fisk
Motivet bag genmodificeringen naturligvis penge, som der kan være mange i, hvis laksene hurtigere kan sendes på markedet. Der er allerede 500 mia. kr. om året at hente på akvakultur, hvoraf cirka halvdelen af verdens spisefisk bliver produceret i lukkede dambrug. Og med en voksende fokus på at kunne brødføde befolkningen, når der snart er 9 mia. mennesker på kloden, vil producenterne gerne have fingrene i nogle fisk, de hurtigt kan gøre spiseklar.
Aqua-Bounty Technologies kalder ikke selv sin laks for transgen, men forsøger sig med at kalde den en ’avanceret hybrid’, som både er sikker at spise og kan opdrættes i bassiner på land, så de ikke stikker af fra de kystnære områder. Og under alle omstændigheder vil fiskene, som alle er hunner, blive steriliseret, så de ikke får unger med vilde fisk, lyder det fra virksomheden selv.
Andre steder i verden er forskerne også i gang. Dels bliver der arbejdet på kvæg, som er immune over for kogalskab, og i Canada har forskere udviklet en ’miljøgris’, som udleder mindre fosfor i gødningen.






