Det er ikke en helt almindelig dag for Copenhagen Suborbitals. Der skal skrives rumhistorie, men regnen trommer ned på den nedlagte hangar kaldet Hab’en, hvor Peter Madsen og Kristian von Bengtson i snart to år har arbejdet på henholdsvis rumraket og rumskib.

Rumskibet Tycho Brahe skal kobles på raketten Heat 1X, men arbejdet kan først begynde, når vejrguderne forbarmer sig, og slipper København for det vandhelvede, der i snart en uge har overbelastet kloakker, og nu også driller Copenhagen Suborbitals.

Raketten står allerede og tårner sig op på den flydende affyringsrampe uden for bygningen, men den ser ensom ud. Selvom den aldrig tidligere har været koblet sammen med rumskibet Tycho Brahe, er det det, den hele tiden har været bestemt til.

Et korps af frivillige får ventetiden til at gå med at spise pandekager, drikke kaffe, lege med legetøjsraketter og tage billeder indenfor i Hab’en (den horisontale samlings bygning, der er en mindre nedlagt hangar).

Da regnen endelig stopper, går det hurtigt.

Tre mand tager opstilling bag den nederste del af det cylinderformede rumskib Tycho Brahe, der kranes, løftes og skubbes ud af bygningen og hen til den flydende affyringsrampe.

En dummy-dukke kigger forstenet ud af rumskibet, og har tilsyneladende ingen ide om, at den om få uger skal skydes et to-cifret antal kilometer op i luften på verdens største amatørraket.

Kristian von Bengtson går foran rumskibet og styrer det ud på rampen, og han har fået besøg af en tidligere kollega fra NASA.

»I simply had to see this« siger Evan Twyford, der er ansat ved Johnson Spacecenter i Houston.

Does it look like anything, you've ever built?

»No, this is much crazier,« griner han og afviser, at det er NASA, der har lært Kristian sine tricks.

Et »Naaaaah,« trækkes ud af munden. »He actually taught us a lot of stuff.«

Kristian er commander-in-chief
Under arbejdet fastslår Peter Madsen, hvem der har ansvaret, da rumskibet er kommet ud på rampen, og den skal hejses op.

»Når vi kører nu, er det kun Kristian, der har kommandoen,« siger Peter Madsen.

»Du slækker bare. Stop lidt der. Slæk lidt mere. Slæk mere. Så stopper du! Slæk lidt,« lyder det fra Kristian von Bengtson, mens rumraketten langsomt men sikkert hejses op.

Det tager væsentligt længere tid at hejse en rumraket op, end det gør at fyre den af. Den accelererer ifølge beregninger fra 0-100 kilometer i timen på 0,8 sekunder.
Da rumskibet er hejst halvvejs op, skal der nye kræfter til. Kristian kravler op i toppen af affyringsrampen.

»Det er ikke meget, den bevæger sig,« siger han, mens han trækker en kæde, der er fastgjort til rumskibet, gennem en talje.

»Nej, der er lang vej til stjernerne,« lyder det nede fra affyringsrampen.

En udstrakt kæde i bagenden af rumskibet sørger for, at rumskibet hænger skråt i luften og kan hejses op, uden at ramme ind i raketten, der allerede står lodret på affyringsrampen.

»Der er ikke nogen, der kan komme med en kold øl?« prøver Kristian,

»Classic eller almindelig?,« lyder det kækt.

Men øllen må vente.

Fejlberegning af løftehøjde
En kommentar fra en i forsamlingen sender et lille gisp gennem de fremmødte:

»Jeg tror ikke, der er nok løftehøjde.«

Rumraketten hænger blot en meter fra hvor, den skal kobles på rumskibet. Men er der plads nok?

Fra toppen af affyringsrampen måler en frivillig, hvor langt der er til spidsen af rumraketten, mens Kristian længere nede kravler rundt og måler, hvor meget af rumskibet, der mangler at blive hejst op.

Peter Madsen forsøger at finde ud af, hvor meget højde, der mangler.

»Kristian mangler 90 centimeter,« råber Peter. »Hvor meget har du på toppen?«

»80,« lyder det.

Der mangler ti centimeter, og samtidig begynder det igen at småregne.

Kristian kigger ned på Peter fra affyringsrampen, og de begynder begge to at grine.

»Vi har helt klart et løftehøjde problem,« konstaterer Kristian.

Peter kravler op i tårnet til Kristian. De småsnakker, mens forsamlingen holder igen med de gode forslag.

Kristian og Peter styrer slaget, og med et rumskib hængende langt over jorden, og få dage indtil Ingeniørens læsere kommer forbi og ser søsætningen, skal rumskibet på plads.

»Vi skal have den op,« lyder det fra Peter.

»Nogle gange skal man vide, hvornår man skal holde sin kæft,« siger Niels Foldager med et smil på læben. Han er projektets læge, og har gennem lang tid fulgt og arbejdet på projektet. Det er ikke nu, der skal luftes ideer; Kristian og Peter skal have arbejdsro.

Der bliver sendt en ny og mindre talje op i toppen af affyringsrampen, og en kæde gøres fast til rumskibets side i stedet for i toppen.

Peter skal i gang med noget rumskibs-luft-akrobatik, der ikke er forsøgt før.

»Det skal være en af de gange, man sætter sin faldsikring rigtigt. Det er en led opgave. Men hvad er alternativet? Den skal op,« siger han.

Mørket er så småt faldet på, da det ser ud til at lykkes. Den mindre talje og kæde har givet lidt ekstra løftehøjde.

Kristian hejser rumskibet op, så det hænger lige over raketten.

Der er ikke langt til sammenkobling.

Fod eller centimeter?
»Kan du give en afstand?,« lyder det fra Kristian, der skal sænke rumskibet ned oven på raketten. Bolte i raketten skal passe ind i rumskibet.

»8,« råber Peter op

»Centimeter?,« spørger Kristian.

»Fod! Nej, centimeter selvfølgelig!« joker Peter.

Rumskibet sænkes forsigtigt ned, mens Peter forsøger at styre det på plads. Kristian skiftevis hæver og sænker det op. Pludselig lykkedes det.

Rumskibet passer på raketten som hånd i handske. Ni meter tårner den sig op.

Smilende breder sig på de fremmødte menneskers ansigter, og der bliver klappet.

»Det var dejligt,« lyder det underspillet fra Peter, da han kommer hen og trykker hånd, efter at være kravlet ned fra toppen af affyringsrampen.

Han holder sin hvide sikkerhedshjelm for øjnene.

»I haven’t seen the goddamn thing yet. I’m waiting for the moment,« siger han til Kristians gæst Evan Twyford, der står og betragter hele herligheden på afstand.

Peter fjerner sikkerhedshjelmen fra øjnene.

»Holy motherfucking Christ. Oh yeah, that’s good!«