Oliefeberen hærger i Canada
600 kvadratkilometer skov i den canadiske provins Alberta er forvandlet til åbne oliesandsminer. Området gemmer på oliereserver større end Saudi-Arabiens.
Luftfoto af Syncrudes faciliteter i Boreal-skoven nord for Fort McMurray. (Foto: Greenpeace)
Multimedia
Infografik:
Sådan dampes olie op fra 60 m dybt oliesand
Læs også
-
Robust dansk membranteknologi står til internationalt gennembrud
Læs mere om
Før var området dækket af grønne træer. Nu ligner det et månelandskab i sort-hvid.
Oliefeberen raser i Canada, og landskabet omkring de kolossale miner ved byen Fort McMurray i den vestlige del af landet ligner noget fra filmen Avatar, hvor mennesker plyndrer planeten Pandora for det værdifulde mineral Unobtanium.
Verdens største oliesandsforekomster findes under skov- og vådområderne ved Athabasca-floden i provinsen Alberta, og hvor naturfolk før jagede og fiskede, udvindes der nu olie.
Industri over alt
»Det er så stort, at det er helt umuligt at forestille sig. Jeg fløj rundt i et lille fly i 3,5 time, og der var industri så langt, jeg kunne se,« siger norske Martin Normann fra Greenpeace.
Han besøgte minebyen Fort McMurray i Alberta tilbage i marts.
Biolog Simon Dyer fra det canadiske Pembina Institute tilføjer:
»Man skal op i luften. Det, man der ser, er store, åbne miner, der dækker mere end 600 kvadratkilometer i et landskab, der ellers er dækket af skov.«
Pembina Institute er en anerkendt canadisk miljøorganisation, der har udgivet en række rapporter om problemerne ved at udvinde olien fra sandet, og Simon Dyer leder indsatsen. At store olieselskaber er begyndt at tage for sig i oliesandet vidner om, at der er blevet langt mellem nye fund, lyder det.
»Oliesandet er et tydeligt symptom på, at vi løber tør for lettilgængelig olie,« siger Simon Dyer.
»Det er den olieproduktion, der har verdens hårdeste miljøkonsekvenser.«
Til gengæld er der nok af den olie, der er grundlaget for det hele. Albertas afdeling for energi mener, at der i alt er svimlende 1.700 milliarder tønder olie fanget i sandet, hvoraf 174 milliarder tønder kan udvindes med nuværende teknologi, og 315 milliarder tønder forventes at kunne hentes op i fremtiden.
Til sammenligning regner man med, at Saudi-Arabien har omkring 264 milliarder tønder olie tilbage.
Men modsat Saudi-Arabien, hvor et sugerør i sandet får olien til at sprøjte ud, er det anderledes besværligt at udvinde olien i Canada.
Olien er klistret ind i sand og ligger under jord og skov, så for at producere en tønde olie i en mine, skal der fældes træer og typisk flyttes fire ton jord og sand, forklarer Simon Dyer.
Hvor det i Saudi-Arabien koster få dollar at producere en tønde råolie, koster det nemt det tidobbelte i Canada. Når oliesandet, der er hårdt om vinteren og tyktflydende om sommeren, er gravet op, køres det væk på tre etager høje ladvogne, inden olien ved hjælp af store mængder varmt vand og kaustisk soda vaskes ud af sandet.
For hver tønde olie, der produceres i de åbne miner, bruges der to til fire en halv gange så meget vand, som hentes i Athabasca-floden.
Når sandet udvindes i minerne, og olien adskilles fra sandet, står selskaberne tilbage med store mængder spildevand fyldt med olierester.
Det overskydende vand, der ikke kan genbruges, dumpes i store, kunstige søer, der dækker mere end 170 kvadratkilometer.
Efter planen skal de med tiden gendannes til deres naturlige tilstand, men det er aldrig sket, lyder det fra Simon Dyer.
»Og Athabasca-floden, som går gennem området, er blevet svinet til, og længere nede ad floden får folk cancer. Der er store moralske skrupler ved olieudvindingen,« siger siger civilingeniør og direktør i Cometas, Jens Husted Kjær, der udvikler vandrensningsudstyr.
Han henviser til en undersøgelse, som er blevet sat i gang, efter at der er blevet rapporteret om forhøjede kræftrater.
Det er dog kun omkring 20 pct. af olien i Albertas sand, der ligger så tæt på overfladen, at den kan udvindes i åbne miner.
80 pct. af olien ligger mere end 60 meter under jorden og uden for gravkøernes rækkevidde, så her kræver det ingeniørsnilde at få den op.
Den mest almindelige måde at udvinde den dybt begravede olie på, er ved at sende vanddamp ned i jorden - in-situ eller 'på stedet' - så oliesandet bliver flydende og mulig at pumpe op.
Det skæmmer ikke området på samme måde som de åbne miner, hvor træerne fældes, men processen er op til dobbelt så energikrævende som minedriften, og anlæggene trækker rørledninger og veje gennem skoven, så den splittes op i mindre sammenhængende dele.
Energien til at opvarme vandet kommer fra afbrænding af naturgas, og det giver lokale problemer med syreregn.
På trods af de miljømæssige konsekvenser støtter regeringen i Alberta op om oliesandsindustrien, der har en række skattefordele. Tal fra juli viser da også, at Alberta har landets højeste beskæftigelse, og det får industrien en stor del af æren for.
Gennemsnitslønningerne er højere end i andre dele af landet, og i Fort McMurray er folk strømmet til.
»Det er sådan et Klondyke-område. I Fort McMurray var det først 10.000, så 30.000 og nu 100.000 folk,« siger Jens Husted Kjær fra Cometas.
Indbyggerne i minebyen er da heller ikke overraskende tilhængere af industrien, der sikrer arbejde og god løn.
Til gengæld tyder noget på, at eksplosionen i nye projekter har gjort, at folk mener, det måske er på tide at sætte tempoet lidt ned.
En undersøgelse fra Pembina-instituttet fra 2007 viser, at 71 pct. af indbyggerne i provinsen mente, at nye projekter skulle stoppes, indtil de miljømæssige konsekvenser er afklaret. Det blev afvist af provinsregeringen.
Mens der i dag produceres omkring 1,3 millioner tønder olie om dagen ved Athabasca, forventes det tal at stige til omkring det tredobbelte i 2020.
Forkortet - læs hele artiklen i den trykte udgave af Ingeniøren.
