Danskere betaler gerne ekstra for vindkraft
Hele 79 procent af danskerne er parat til at betale mere for elektricitet, hvis den kommer fra vedvarende energikilde.
Læs også
-
Hundedyre vindmøller ved Anholt har fået grønt lys fra politikere
Læs mere om
Uanset politisk overbevisning svarer danskerne, at de er villige til at betale mere for elektricitet, hvis den kommer fra vedvarende energikilder.
Analyseinstituttet Greens har foretaget undersøgelsen for dagbladet Børsen og konkluderer efter at have spurgt 771 personer, at udsagnet gælder hele 79 procent af danskerne.
Dette afspejles allerede herhjemme, påpeger Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi, der har bemærket, at man i Danmark ikke har nogen synderlig debat om de relativt høje elafgifter sammenlignet med eksempelvis England.
Debat var der dog i kølvandet på den netop vedtagne vindmøllepark i Kattegat ud for Anholt. Anlægget vil anslået koste langt over ti milliarder kroner og på grund af meget stramme udbudsbetingelser valgte kun én byder, nemlig Dong Energy, at deltage i udbuddet.
Dong er nu garanteret mindstepriser på strømmen, penge som hentes direkte fra elkunderne i form af en særlig afgift for at finansiere anlægget.
Opbakningen til den højere elpriser fra vedvarende energi er en anelse højere blandt kvinder, unge under 29 og ældre over 60. Selv om der er flertal til høje priser på alle politiske fløje, er tilslutningen særlig høj hos vælgere blandt S og SF, hvor hhv. 84 og 88 procent er villige til at betale mere for strømmen fra eksempelvis vindmøller.






