/transport

Google køber helikopterdrone til foto-optagelser

Googles indkøb af en mikrohelikopter giver bekymringer i Tyskland for, at der skal tages nærbilleder af folks haver. Men helikopter-leverandøren opfordrer til at tage det helt roligt.

Af Kent Krøyer, mandag 09. aug 2010 kl. 15:31

Internetfirmaet Google har indkøbt en selvstyrende mikrohelikopter af typen MD4-1000 hos det tyske firma Microdrones. Det fortæller Microdrones til magasinet International Business Times.

Google har ikke fortalt, hvad dronen skal bruges til, men leverandøren håber på, at Googles eksperimenter vil udløse en større købsordre.

Den meterstore drone, som kan udstyres med forskellige typer fotoapparater, kunne eventuelt bruges til lavflyvnings-optagelser, hvor den kunne øge mængden af billeddetaljer til de velkendte Google-produkter, Google Maps og Google Earth.

I øjeblikket bruger Google biler med fotoapparater monteret på taget til de såkaldte "street-view" optagelser, som gør det muligt at aflæse gadeskilte og genkende huse fra fodgængerhøjde. Det har imidlertid vist sig at være kontroversielt, da ikke alle bryder sig om så stor en grad af offentlighed omkring deres bolig. Der har også været eksempler, hvor folk er blevet fotograferet af Google-biler på offentlige steder, hvor de absolut ikke ønskede at blive genkendt.

Desuden har Googles fotobiler opsnappet tusinder af private oplysninger fra trådløse netværk. Den trafik er dog blevet standset efter talrige protester.

Med en elektrisk og næsten lydløs mikrohelikopter bliver Google i stand til at komme meget tæt på huse og private haver med et lodret kik, og det giver allerede nu bekymringer hos tyske fortalere for privatlivets fred, skriver bladet.

Men leverandøren af de små maskiner, direktør Sven Juerss fra Microdrones, mener, at offentligheden bør tage det ganske roligt.

»Det er og vil fortsat være forbudt at tage billeder og videoer af folks private områder,« siger han.



09. aug 2010 kl 18:53

Martin Jørgensen

danske regler

nogle der ved hvordan reglerne for denne typer overvågning ser ud i Danmark?

Vil den kunne flyve lovligt over en strand i 100 m højde en sommerdag?


09. aug 2010 kl 19:31

Niels Bakraie

Re: danske regler

Det vil ikke være lovligt i danmark, da rc-flyvning er underlagt luftfartsloven og derfor skal slv's regler beskrevet i bl9-4
overholdes. Bl 9-4 kan findes her www.slv.dk/Dokumenter/dsweb/Ge....pdf


09. aug 2010 kl 19:46

avatar

Ruben Hansen

Jagtsæson?

Må den slags flyvende vildt skydes hele året?


09. aug 2010 kl 20:36

Ove Andersen

Google afviser

Det ser dog ikke ud til kritikerne har noget at være bange for, idet Google afviser at have købt en drone, og heller ikke agter det. De undersøger derfor nu, om det evt. er en Google-medarbejder, som har købt en privat.

http://newz.dk/google-afviser-...oner


09. aug 2010 kl 20:47

Bjarke Mønnike

Og så har.....

......tyskland ikke street wiewbilleder, så dronen er nok en and :o)


09. aug 2010 kl 21:54

Kim Petersen

Og så har.....

......Microdrones dag faet sig lidt gratis reklame.


10. aug 2010 kl 13:21

avatar

Erling Klingberg Jensen

Tyskland vogter privatlivets fred

Den tyske Minister for forbrugerpolitik Ilse Aigner er virkelig en vogter af privatlivets fred.
se: http://za.mg.co.za/article/201...year
Google allerede udvisket folks ansigter og nummerplader i de andre lande vist på Street View og vil også gøre det i Tyskland.
Men også " lejere eller ejere kan ansøge om at få deres bygning lavet uigenkendelige før billederne er offentliggjort online, " siger virksomheden.
Ilse Aigner havde ellers også været et krav om at kameraet ikke måtte værer over 180 cm over jorden (for at hindre indkig i folks haver) det ved jeg ikke om er opretholdt.
Så mon ikke Microdrones har lavet lidt gratis reklame?


10. aug 2010 kl 13:27

Mads Nygaard

Kilder!

Burde Ingeniørens journalister ikke være mere opmærksomme på deres kilder inden de lægger nyheder ud som disse... er medlem af mange nyhedssites og alle undtagen ingeniøren, har opsnappet at google blankt afviser købet... Derfor er det jo bare spin og rygter, men ingeniørens journalister ville måske også være glade nok for et job hos ekstra bladet...

eller hva...?


10. aug 2010 kl 21:35

Frits Knudsen

Re: Og så har.....

Jo, jeg har da hørt om avisænder --- men en and kan også være et fly, der har højde- og sideror anbragt forrest i modsætning til det, som er det almindeligste :-)


11. aug 2010 kl 21:57

avatar

Morten Knudsen


11. aug 2010 kl 22:03

avatar

Morten Knudsen

Re: Kilder!

Ja kritiske skribenter er Ingeniøren.dk ikke kendt for.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.