Hvorfor lugter nyt elektronikudstyr så dårligt?
Lars Henriksen vil gerne vide om nyt elektronikudstyr, der ikke lugter særlig godt, afgasser giftige stoffer?
Spørg Scientariet
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner »
Læs også
Dokumentation
Lars Henriksen har stillet følgende spørgsmål til Scientariet:
"Nyt elektronikudstyr lugter ikke godt. Er det afgasning af giftige stoffer?"
Allan Astrup Jensen, Senior Project Manager, R&D Coordinator
Secretariat for Metrology, Chemical analysis and Management Systems, Force Technology, svarer:
Lugten fra nyt elektronisk udstyr kommer naturligvis fra, at produktet afgiver små mængder flygtige kemikalier. Det kan være forureninger, rester af udgangsmaterialer (f.eks. bisphenol A, formaldehyd, phenol, styren), opløsningsmidler (f.eks. toluen, benzen) og tilsætningsstoffer (blødgøringsmidler, stabilisatorer, farvestoffer, flammehæmmere etc.).
Stofferne kan både afdampe fra den ydre "kasse" af plast eller fra printkort, lodninger og ledninger indeni. Afgivelsen øges med temperaturen, og efterhånden som de tilgængelige flygtige stoffer er forsvundet, aftager og forsvinder lugten.
Vi kender det også fra lugten af "ny bil", som ofte tilskrives afgivelse af blødgøringsmidler (phthalater) fra anvendte PVC materialer. Biler er dog mere komplicerede end et stykke forbrugerelektronik. Indtræk og overflader kan f.eks. være behandlet med smuds- og vandafvisende fluorforbindelser og siliconer. - Og så er der alle de olieprodukter, der er en naturlig del af en bil.
Normalt afgives der så lidt fra et enkelt udstyr, at der ikke er nogen fare på færde, men hvis der er meget elektronik og andre kemikalieafgivende produkter, som afgiver lugt og stoffer over længere tid i et lille uventileret børneværelse, så er det en anden sag. Stofferne er ikke ufarlige. Der er mulighed for, at nogle personer vil være særligt følsomme, men der er tilsyneladende også personer, der finder lugten så behagelig at de bliver afhængige.
I Miljøstyrelsens rapport: Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter Nr. 75, 2006, er der flere oplysninger og bl.a. tabeller, som viser forskelle i afgivelse af flygtige stoffer fra nye og gamle elektroniske produkter og andre produkter. Den lidt ældre Kortlægningsrapport nr. 32 fra 2003 om elektronik indeholder også flere oplysninger. Rapporterne findes på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk.
Spørg Scientariet er redigeret af Tine Havkrog, thb@ing.dk
Orbicon om uran-frygt i Grønland: Strålingen er lav
Spørg Læserne: Hvad er de mest effektive metoder til at fjerne myg fra haven?





