I Kina er atomsikkerhed en by i Rusland
Kina udbygger atomkraften voldsomt, men det halter gevaldigt med sikkerhedsprocedurerne, siger det internationale atomenergiagentur i ny rapport. Myndighederne kan ganske enkelt ikke følge med udviklingen, lyder advarslen.
Læs også
-
Eksperter: Flydende russiske akraftværker er gennemprøvet teknologi
Læs mere om
Dokumentation
Kina står over for en sand revolution inden for atomkraften. Allerede i 2020 vil landet have tidoblet andelen af atomkraft i landet og langt mere venter forude.
Men ifølge en ny evaluering fra det internationale atomenergiagentur, IAEA, kan myndighederne ikke følge med udviklingen, som tingene er nu.
Der mangler både penge, inddragelse af international erfaring og forbedrede sikkerhedsprocedurer, lyder det fra IAEA, der netop har haft et hold af 22 internationale eksperter i Beijing.
Målet var at inspicere og evaluere kinesernes arbejde med blandt andet sikkerhedsprocedurer i hele kæden fra produktion af brændsel over kraftværker til behandling af affaldet fra reaktorerne.
»Sikkerhedsrelateret lovgivning og procedurer bør forbedres på alle dele af de nukleare aktiviteter inklusiv håndtering af radioaktivt affald,« lyder det blandt andet fra IAEA.
Myndigheder under pres
Kina har lige nu 12 reaktorer i drift, mens 24 er under opførelse. Desuden er 33 nye reaktorer godkendt, og dertil kommer yderligere 120 reaktorer, der er planlagt, men afventer endelig godkendelse.
I alt vil kineserne tidoble andelen af atomkraft i 2020 til 80 GWe med en forventet udbygning på til 400 GWe i 2050. Der er med andre ord tale om den suverænt største udbygning af atomkraften nogensinde, og det sætter de nukleare myndigheder i Kina under voldsomt pres.
»Kontrolorganerne bør udstyres med større fleksibilitet og flere ressourcer - både finansielle og menneskelige – for at følge med den nukleare udvikling i Kina,« lyder det fra den internationale atomvagthund.
Desuden halter det gevaldigt med kinesernes håndtering af atomaffaldet, der tilsyneladende ikke har den store prioritet lige nu.
I hvert fald anbefaler IAEA, at kineserne opbygger en helt ny myndighed til at varetage og implementere en ’omfattende’ national strategi for håndteringen af affaldet fra de eksisterende og kommende reaktorer.
IAEA savner desuden, at kineserne åbner for mere internationale samarbejde og udveksling af erfaringer for at sikre en høj grad af sikkerhed med så voldsom en vækst.






