Nu dræber BP den største amerikanske miljøkatastrofe
Efter måneders olieudslip på op til 5,2 millioner tønder olie, ser det ud til, at det er endeligt slut. BP kan allerede i weekenden starte på kill-operationen, på det Obama kalder den største miljøkatastrofe nogensinde.
Tema
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf
Læs alt om temaet
Læs også
-
Arbejdede i blinde: Blå Skærm plagede katastroferamt boreplatform
-
Trykmålinger i oliebrønd giver håb om forsegling i næste uge
Emner
Eksterne links
BP og de amerikanske myndigheder forbereder det, der skal blive den sidste prop for historien om olieudslippet i Den Mexicanske Golf.
Forsøget på at dræbe oliebrønden kan starte allerede i weekenden. Det fortæller lederen af myndighedernes indsats, den tidligere kystvagtadmiral, Thad Allen.
»Der er en mulighed for, at vi kan rykke hurtigere gennem programmet, men det afhænger af, hvor hurtigt og effektivt vi er til at køre og cementer casingen i aflastningsbrønden,« siger Thad Allen. Han har tidligere oplyst, at BP tager første trin tidlig mandag eller sent søndag, men nu kan det måske ske endnu hurtigere.
Grunden til, at BP kan rykke hurtigere gennem slagplanen, er Static Kill. På den nedre del af det ødelagte sikkerhedsventilsystem på bunden, BOP, sidder der nemlig to indgange i hver side kaldet Choke and Kill. Via de ventiler kan BP pumpe tungt boremudder ind i selv brønden og på den måde slå brønden ihjel, mens olien presses tilbage i reservoiret.
»Når man kommer ind med aflastningsbrønden, skal man først slå brønden ihjel og bagefter cementere den. Men hvis den er slået ihjel på forhånd, så bliver det væsentligt nemmere, da man ikke skal tage hensyn til det tryk, som reservoiret presser i mod med,« siger Søren Weiss Hartmann, der er drilling supervisor med speciale i boringer på dybt vand, og tidligere har været ansat i Transocean.
Static Kill adskiller sig fra tidligere forsøg (Top Kill), ved at det ikke er hastigheden i mudderet, der dræber brønden, men selve vægten af muderet. Desuden kan man stoppe undervejs, fordi det nye ventilsystem sealing cap holder olien tilbage.
Undervejs falder trykket i Sealing Cap’en, efterhånden som det tungere boremudder øger det hydrostatiske tryk i bunden af brønden og holder olien tilbage.
Mudderet vil primært løbe ned i det, der hedder annulus eller ringrumsvolumen. Det er det hulrum, der er rundt om røret, hvis man selv graver et hul i haven og sætter et rør i midten.
Når annulus er fyldt med det tunge boremudder, og aflastningsbrønden er nået frem til brønden, så begynder den oprindelige kill operation. Gennem aflastningsbrønden borer BP sig først ind i annulus og pumper først kill mudder, og dernæst cement derind.
Når cementen er størknet, udskifter BP boret og borer sig vej ind i selve borerøret, som står i brønden, og gentager processen med mudder og cement.
»Hvis brønden allerede er dræbt af Static Kill, kunne man i teorien gå direkte til cementjobbet. Men BP er ikke i en situation, hvor de tør tage chancer, og de må gøre alt for at sikre sig, at brønden er dræbt, før de cementerer den,« vurderer Søren Weiss Hartmann.
Og så er det, Obama kalder USA’s største miljøkatastrofe nogensinde, slut. Men undervejs bliver det vigtigt at følge trykket, når det tunge boremudder presser olien tilbage i reservoiret. Men når cementen skal pumpes ned og størkne, så vil noget af mudderet også blive presset ud i reservoiret, fordi trykket stiger. Det er meningen, men det kan også blive for meget.
Hvis trykket bliver for højt ned i bunden af brønden, så kan undergrunden omkring brønden begynde at revne, så det tunge mudder trænger ud.
»Hvis du forestiller dig, at reservoiret har samme struktur som en svamp med huller i, der så flækker. Derfor vil BP formentligt blande en cement med længere størkningstid end normalt, for de kan få brug for at justere pumperaten, hvis trykket stiger. Normalt har vi fire-seks timer til at pumpe cementen ned,” siger Søren Weiss Hartmann











