Sci-fi-brag om drømmehackere mikser Freud med realisme og rent vrøvl
Ingeniøren har været en tur i biografen med en dansk hjerneekspert for at få en vurdering af realismeniveauet i den überhypede sci fi-film Inception, der netop nu går i de danske biografer.
Inception, der for øjeblikket spiller i de danske biografer, er en af årets absolut mest omtalte film. Den handler kort fortalt om en slags drømmehackere, der kan koble sig ind i folks drømme via en proces kaldet shared dreaming for derefter at stjæle informationer eller ligefrem plante idéer dybt nede i folks bevidsthed, så ofrene selv tror, de er kommet på idéen, når de vågner.
Omdrejningspunktet i fortællingen er vores virkelighedsopfattelse, hvilket bliver til en hel del væven ind og ud af drømme i drømme og så det, der måske er virkeligheden. Men giver filmen en realistisk skildring af den måde, vores hjerner faktisk fungerer på? Det gør den på nogle punkter, mener leder ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet Albert Gjedde, som Ingeniøren har haft med en tur i biografen.
Drømme består kun af kendte elementer
Han hæfter sig ved, at filmen viser, hvordan drømmehackerne kan opbygge og forme verdener i de sovende ofres hoveder, men dog med visse begrænsninger.
»Drømme er en bevidsthedsform, hvor man opbygger en verden eller nogle oplevelser, som man gør, når man er vågen, men uden de direkte sanser medvirker. Man har lukket sanserne af, når man sover. Men gennem den særlige type REM-søvn, så kører den mekanisme, der skaber bevidstheden alligevel, men nu udelukkende baseret på hukommelsen. Det vil sige at man, som man også ser i filmen, bruger sine hukommelseselementer til at skabe bevidstheden ud fra. Man kan ikke opbygge en bevidsthed af noget, man ikke har oplevet før. Man kan eksempelvis godt drømme, at der på Mars er hunde med tre hoveder, men det er stadigvæk hunde med hoveder,« siger Albert Gjedde.
Et andet element, der spiller en central rolle i filmen, er tanken om, at folk kan styres ved at plante en idé hos dem. Idéerne bliver direkte sammenlignet med en virus, der spreder sig og inficerer folk. Og den skildring kan Albert Gjedde godt nikke genkendende til. I fagtermer kaldes den slags for et mem.
»En idé er et kulturelt element, som egentlig kan formere sig på samme måde som et biologisk element. Når vi eksempelvis hører et eller andet, så skabes der et kulturelt element, som man kan give videre. Politiske idéer som kommunismen eller nazismen er jo også eksempler på tankegange, der sætter sig fast og breder sig. Religion er jo også på en måde et mem. Endda et meget kraftigt mem. Islam er et mem. Kristendommen er et mem,« siger han.
Slut med Freud
Et andet centralt punkt i filmens fortælling er menneskers tendens til at gemme deres hemmeligheder væk i fx et drømme-pengeskab et sted i sindet. Men her kommer drømmehackerne ind i billedet. De tilbyder nemlig at bryde ind i folks drømme og efterfølgende ’pengeskabet’. Den præmis leder tankerne i retning af den freudianske psykoanalyse og princippet om fortrængning, hvor mennesker siges at fortrænge ubehagelige minder (ved eksempelvis gemme dem væk i et åndeligt pengeskab). Men den tankegang har Albert Gjedde ikke meget tilovers for.
»Det har vist sig, at det ikke passer. Jo mere betydningsfuld en oplevelse eller en erfaring er, jo nemmere er det at huske den, så det er det stik modsatte. Man har gjort op med Freud inden for de sidste 20-30 år, og man er nået til det punkt, at Freud ikke havde nogen som helst biologisk betydning, han var en skønlitterær forfatter. Og der er intet, der tyder på, han havde nogen sundhedsvidenskabelig indsigt. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at han bidrog til helbredelse eller behandling af nogen som helst.«
Drømmetid i slowmotion
Inception kaster sig også ud i forskellige måder at opleve tiden på. Det vil sige, at jo længere ned i sindet, drømmehackerne bevæger sig, jo langsommere går tiden i forhold til den virkelige verden. Så fem minutters virkelig tid kan eksempelvis opleves som en time i drømmeverdenen, og det er faktisk ikke helt hen i skoven, påpeger Albert Gjedde.
»I drømme er vores opfattelse af tid meget ændret. Man kan tilsyneladende gennemleve et helt liv på ganske kort tid i en drøm. I det hele taget er vores tidsopfattelse meget fleksibel. Hvis vi skal med bussen, så er 10 minutter en evighed, men hvis vi skal ud og flyve, så er en time jo meget kort tid. Og i drømme er tiden mere eller mindre sat i stå, eller den går i hvert fald meget langsom,« siger han.
Mens tidskonceptet er forholdsvis realistisk, så har instruktør og manuskriptforfatter Christopher Nolan mindre held med påstanden om, at vi blot bruger en lille procentdel af vores hjerne i vågen tilstand. Det er i hvert fald ikke rigtigt, fastslår Albert Gjedde.
»Det er det rene vrøvl. Vi bruger hele hjernen hele tiden. Det er en misforståelse, der er ca. 100 år gammel. Det har intet som helst på sig. Og som hovedregel bruger vi hele hjernen hele tiden. Og det sjove er, at vi bruger den lige meget, hvad enten vi er vågne, eller vi sover.«
Virkelighed og drøm smelter sammen
Filmen leger konstant kispus med publikum, som hele tiden bringes i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Men måske er der ikke noget at sige til, hvis nogen bliver forvirrede, for forskellen mellem de to bevidsthedstilstande er ikke så stor, som man kunne tro. Også i vågen tilstand kommer en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse nemlig fra vores hjerne og ikke fra sanserne.
»Vores bevidsthed er langt hen ad vejen opbygget af indkodede, erfaringsmæssige elementer. Vi sanser jo det hele, men til vores bevidsthedsopbyggelse bruger vi kun en brøkdel af det, vi sanser. Det gør det jo også nemmere, i stedet for vi hele tiden skulle være opmærksomme på det enorme sansebombardement, vi bliver udsat for. Det ville jo ikke være til at håndtere. Så vores opmærksomhed udvælger de sanseelementer, vi skal være fokuserede på,« siger Albert Gjedde.
Drømme er stadig et videnskabeligt mysterium
Selvom Inception kommer med en del bud på, hvordan vores bevidsthed fungerer i drømmetilstand, så giver filmen ikke noget overordnet svar på, hvorfor vi overhovedet drømmer. Og det er der måske ikke noget at sige til, for det er stadig et mysterium for videnskaben, fortæller Albert Gjedde.
»Det er der ingen, der ved. Det er sjovt, vi skal drømme … Der er forskellige teorier. En går ud på, at det er fordi, vi skal genoplade hjernens energibatterier. Og en anden siger, at det er fordi, vi skal have orden på alle de spor, der er sat i hjernevævet i dagens løb. Altså at vi skal regenerere hjernevævet. Der er også stor forskel på de forskellige dyrearter. Det viser sig, delfiner, sover med en hjernehalvdel ad gangen, mens den anden sørger for, de kan svømme rundt,« siger Albert Gjedde, der overordnet set var mere imponeret af filmens mange og overvældende visuelle effekter frem for de freudianske undertoner.
