/energi

Krydderier på drøvtyggernes mad gør prutterne mindre klimaskadelig

Får skal have koriander og gurkemeje i foderet, for så mindskes produktionen af den kraftige drivhusgas, metan, med op til 40 procent, viser britiske laboratorieforsøg. Dansk forsker er skeptisk.

Af Ulrik Andersen, torsdag 29. jul 2010 kl. 11:01

Metanproduktionen fra drøvtyggere som får, køer og geder er et stadigt stigende problem. Metan er nemlig en drivhusgas, som er 20 gange kraftigere end CO2.

Men nu har britiske forskere bevist, at de – i hvert fald i laboratoriet – kan skære 40 procent af metanudledningen ved at tilsætte krydderier til dyrernes foder.

Mohammad Mehedi Hasan har sammen med sin vejleder Dr Abdul Shakoor Chaudhry fra Newcastle University analyseret effekten af fem krydderier i en kunstig fåremave.

De testede kommen, koriander, nellike, gurkemeje og kanel, og testen viste, at koriander var det mest effektive krydderi. Koriander reducerede metanproduktionen med 40 procent, mens gurkemeje reducerede med 30 procent og kommen med 22 procent.

Udover klimaproblemer betyder metanproduktionen også, at dyrerne ikke vokser så hurtigt, som de kunne have gjort. I gennemsnit bruger får 12 procent af deres energiproduktion på at danne metan, og det giver lavere udbytte af både mælk og kød. Tidligere tilsatte landmændene derfor antibiotika til foderet, men det har været forbudt i EU siden 2006.

Grunden til, at krydderierne virker, er ifølge forskerne, at krydderierne indeholder en stor andel umættede fedtsyrer.

Selvom forskerne udførte forsøgene på en kunstig fåremave, så mener Dr. Chaudry, at resultaterne også vil gælde for andre drøvtyggere som køer og geder.

»Væsken i drøvtyggernes første mave er meget ens i køer og får, så vi forventer at se en lige så betydelig reduktion i metan i kvæg og andre drøvtyggere,« forklarer han i en pressemeddelelse fra universitetet.

Hvis forskningsresultaterne holder i virkeligheden, så kan den årlige metanudledning fra danske husdyr på 133.000 tons metan reduceres med 40 procent. Men der er lang vej fra forskernes petriskåle til den metandunstende hverdag i de danske stalde, advarer seniorforsker Martin Weisbjerg fra Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Fakultetets Institut for Husdyrbiologi og Sundhed.

»Verden over bliver der udført et utal af in vitro forsøg (forsøg i laboratoriet), som giver voldsomme effekter. Det er en udmærket vej til at forstå, hvilke stoffer, der muligvis kan have en effekt. Men det skal også vises gennem forsøg med forskellige fodersammensætninger til dyr under produktions¬forhold. Vi skal finde frem til en sammensætning af foderet, der begrænser produktionen af metan uden at ødelægge fordøjelsen i øvrigt,« siger Martin Weisbjerg til Berlingske Tidende.



29. jul 2010 kl 12:41

Ole Martin Alm

bøvs eller prut

Er det ikke bøvserne der er methanholdige, og ikke prutterne? Men det er selvfølgelig sjovere at skrive prut end bøvs i en overskrift :o)


29. jul 2010 kl 15:44

Charlotte Valløe

kendte planter

Blandt gamle økologiske landmænd er fænomenet ikke ukendt. Her har man udsået ikke blot kommen og koriander men også dild, anis og/eller fennikel i græsmarken for at modvirke trommesyge. - Det kunne være interessant at se resultater for dild, anis og fennikel i tilsvarende forsøg

I den traditionelle plantemedicin er flere af de nævnte krydderurter i stand til at hæmme udviklingen af gas (!) i også det humane fordøjelsessystem. Det er et gammelt kendt råd, at hvis man koger kål eller bønner, er det godt at spise lidt kommen eller fennikel ved siden af eller evt koge det med... :-)


29. jul 2010 kl 19:26

Claus Madsen

Dyre olieafgrøder

Det lyder jo lovende, men hvis det umættede fedtsyrer som gør det findes der mere oplagte kilder. F.eks. raps eller andre olieafgrøder.
Er det derimod kryderiernes fytokemikalier kunne det være interessant at finde ud af hvilke og hvordan.
-----------
Detaljer som kunne gøre denne og andre artikler lidt mere stimulerende for målgruppen:
Kildeangivelse, evt. link, til originalartiklen.
Koncentrationsangivelse.
In vitro skrives i kursiv og betyder bogstavelig talt "i glas". Hermed menes uden for levende systemer.


30. jul 2010 kl 09:43

Gert Christensen

Bismag

Hvis der bruges krydderier i produktionen af kødprodukter, vil disse krydderier så ikke sætte sig i kødet, således at slutproduktet kommer til at smage af disse krydderier? F.eks. en flæskesteg der smager af kanel?


30. jul 2010 kl 10:00

Anders Jakobsen

Interessante data

Metan er nemlig en drivhusgas, som er 20 gange kraftigere end CO2

en årlige metanudledning fra danske husdyr på 133.000 tons metan

Så udslippet af metan fra husdyr svarer til 20*133000/5500000<0,5 tons CO2 per dansker? Jeg havde indtrykket at problemet var mere alvorligt.


30. jul 2010 kl 10:03

Anders Jakobsen

Re: Bismag

Hvis der bruges krydderier i produktionen af kødprodukter, vil disse krydderier så ikke sætte sig i kødet, således at slutproduktet kommer til at smage af disse krydderier? F.eks. en flæskesteg der smager af kanel?

Problemet gælder vist ikke grise.

Men det er da påfaldende at det er typiske indiske krydderier der er blevet testet, især hvis man skal gætte forskerens etniske oprindelse ud fra hans navn. Så er spørgsmålet om koen må spises, naturligt krydret eller ej.


30. jul 2010 kl 14:34

Lena Henningsdatter

Timian

er vældigt effektivt mod prutter - det er derfor, der som regel altid er timian i kålretter.


01. aug 2010 kl 11:14

avatar

Steen Jensen

En "vind"

Der Lösung: slå efter denne dag kun, en "halv vind" og miljøet bliver skånet. :-)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk