Efter anbefaling fra flere lånte jeg i sidste uge Dava Sobels bog Manden der målte længdegraden, og den blev jeg så begejstret for, at jeg lige vil sende anbefalingen videre til denne blogs læsere. Du har måske allerede læste den, for den er efterhånden 15 år gammel, men hvis ikke, vil jeg absolut anbefale at bruge et par dage på den her i sommertiden.

Bogen beskriver kampen for at udvikle troværdige metoder at navigere efter for 1700-tallets søfarer. En sømand midt ude på Atlanten kunne nemt finde skibets breddegrad ved at måle solhøjden, men der fandtes ingen gode metoder til at måle længdegraden, og det kostede mange menneskeliv, når vildfarne flåder pludseligt stødte på rev, man ellers mente lå mange hundreder kilometer væk.

Det simpleste måde at vurdere længdegraden på var ganske enkelt sammenligne den lokale tid (bestemt ud fra solens gang over himlen) med tiden i f.eks. London. Problemet var, at man på det tidspunkt ikke havde nogen ure, der kunne gå præcist i månedsvis under skiftende temperaturer og vejrforhold.

Problemet blev løst af en engelsk tømrer, der viede sit liv til en enestående ingeniørmæssig bedrift, der blandt andet bød på opfindelsen af kuglelejet og bimetal, før et præcist ur var konstrueret.

Historien beskrives på en fremragende måde, og ikke uden humor møder vi folk som Newton, Halley, Rømer og James Cook, som for øvrigt løser en anden af tidens maritime problemer med en stor portion sauerkraut!