/karriere

Solgrill og hornhøjttalere gav DTU-studerende ECTS-point i Roskilde

En selvbygget solgrill, akustikmålinger af Orange Scene og monitorering af vandforsyningen var blandt DTU's bidrag til årets Roskilde Festival, hvor de studerende blev belønnet med ECTS-point.

Af Kasper Brøndgaard Andersen, tirsdag 27. jul 2010 kl. 07:31

På et skilt stod der »Even a dirty mind deserves a clean conscience« og på en væg var der med grafitti sprayet budskabet »Cut the crap«.

Området omkring DTU’s campinglejr på Roskilde Festival var anderledes end de fleste i år, for mens det flød med havepavillioner, tomme øldåser og andet affald på resten af festivalens campingsområde, så var der anderledes pænt og rent ud hos de DTU studerende i lejren Camp Positive Energy.

Og selvom festivalen for længst er overstået, har en gruppe DTU-studerende taget andet end gode minder med derfra.

De scorede nemlig ECTS-point til deres ingeniør-uddannelse ved at lave grønne projekter, der blev brugt på festivalen.

Det forklarer dekan Martin Vigild fra DTU, der ser en masse muligheder for ingeniørstuderende på Skandinaviens største musikfestival.

»I min verden er Roskilde Festival den perfekte virkelighed og det perfekte studieunivers at udfolde sig i som ingeniør. Det er Danmarks femte største by, der opstår i 14 dage med alle de tekniske og teknologiske og logistiske behov, der er i et samfund. Det drejer sig om at spille musik, men der er masser af praktiske ting, der skal løses, så det er utrolig ingeniørrelevant,« siger han og forklarer, at ingeniørstuderende fra DTU i samarbejde med festivalen har været i gang med mellem 10 og 15 forskellige projekter.

Han forklarer, at han fik ideen til at give de studerende ETCS point for deres frivillige bidrag til festivalen, da han var et smut forbi sidste år.

»Sidste år gik jeg rundt på festivalen og opdagede, hvordan de studerende helt på eget initiativ bidrog til festivalen, der er en non-profit organisation. Så jeg synes, det var genialt at koordinere det, så de kunne få ECTS-point,« siger han og understreger, at projekterne evalueres helt på samme måde som andre DTU-kurser.

Solen koger pasta

Tobias Nørbo, der læser produktion og konstruktion på DTU, forklarer under festivalen om nogle af de forskellige projekter, som studerende har lavet som led i deres uddannelse.

Et stor parabol beklædt med metalfolie ikke mere end et par meter fra lejren blev udviklet som et studieprojekt og indbragte fem ETCS-point.

Den fungerer som en solgrill, der koncentrerer solens stråler, og blev benyttet af festivaldeltagerne til blandt andet at koge vand til pasta.

Andre studerende har lavet tracking af festivaldeltagerne for at kunne forudse og undgå kødannelse, og lidt længere væk fra Camp Positive Energy, eller DTU lejren som den kaldes, kunne folk oplade deres mobiltelefoner ved at cykle på noget, der ligner ombyggede kondicykler.

Et andet projekt målte akustikken på Orange Scene, mens andre overvågede trykket i vandforsyningen på festivalen.

Og der bliver lagt mærke til DTU på Roskilde Festival.

Samarbejdet er i år officielt, og arrangørerne har vist deres tilfredshed med de unge, fremtidige ingeniører, lyder det.

»Roskilde Festival er helt vilde med os. Arrangørerne var forbi, og de synes, det er rigtig fedt, det vi laver. Men vi prøver også lidt at få det nørdede væk og lave fede fester,« siger Tobias Nørbo.

Og selvom Camp Positive har både solceller og minivindmølle for at dække energibehovet på blot 65 watt, giver det udfordringer at spille op til fest for op mod 300 mennesker, som strømmer til den populære DTU lejr, når der er fest om aftenen.
Hvis man altså vil klare sig med strømmen fra vedvarende energi. Og det vil man i Camp Positive Energy.

Derfor er hornhøjttalerne i Camp Positive, naturligvis fristes man til at sige, bygget af en DTU-studerende akustikingeniør og yderst energieffektive.

Større og vildere næste år
Hornhøjttalerne indbragte fem ECTS point sidste år, og det er lige præcis ingeniørarbejde, når det er bedst, lyder det fra dekan Martin Vigild fra DTU.

Han håber, at samarbejdet med festivalen fortsætter og bliver tilbagevendende, så de studerende bedre kan planlægge frem mod næste års festival og allerede starte nye projekter op i efteråret.
Det giver grobund for endnu mere ambitiøse projekter, der kan videreudvikles på.

»Blod sved og tårer på DTU ryger ikke bare på en hylde og samler støv, men bliver til praktiske ting, der kan gøres en forskel for 110.000 deltagere på Roskilde Festival. Det vil jeg gerne have, at samarbejdet kan udvikle sig til,« siger dekan Martin Vigild fra DTU.

Tobias Nørbo kan dog allerede nu lufte nogle af planerne frem mod næste års festival.

»Der er planer om en Stirlingmotor, så vi kan holde vildere fester, og så snakkes der også om en brændselscelle,« siger han.



27. jul 2010 kl 07:51

Jeppe Jønch Andersen

5 ECTS point for en parabol?

.. eller en hornhøjttaler?
det lyder godt nok billigt! - uden at jeg i øvrigt kender til dybden af projekterne.

/Jeppe


27. jul 2010 kl 09:42

Christian Andersen

Hvad med andre "gør-det-selv" projekter?

Hmmmm... Som Jeppe skriver, lyder det her godt nok som nogle MEGET billige point... Men fritidsprojekter giver altså ECTS ?? Ville jeg gerne have vidst lidt før, så man kunne rende forbi de "irriterende" eksamener... :P

Initiativet er fint nok, at belønne folk for at være opfindsomme og innovative, HVIS altså disse projekter er sammenhængene med selve uddannelsen og udføres som en slags mini-projekter med en eller anden form for bedømmelse. Hvis ikke, så synes jeg 5 ECTS er meget for noget, der ikke er en del af uddannelsen. Desuden burde det i så tilfælde ikke kun gælde for "Roskilde-projekter", men gælde generelt for "gør-det-selv"-projekter.


27. jul 2010 kl 10:44

Charlie Haagendrup

...

Jeg mener faktisk at de studerende også skulle aflevere en rapport?


27. jul 2010 kl 11:15

Jacob Schultz

Fritidsprojekter

Selvfølgelig er det retfærdigt at give point for det - der er vel en bedømmelse af projektet og en afhandling i form af en rapport.

Da jeg læste blev der også oprettet specialkurser hvis man ville bygge en robot til RoboCup eller lave en musikserver på Linux eller hvad man nu kunne finde på.

--- Bare fordi noget er sjovt behøver det vel ikke være ikke-studie-relevant!


27. jul 2010 kl 11:27

Jeppe Jønch Andersen

Re: Fritidsprojekter

Bare fordi noget er sjovt behøver det vel ikke være ikke-studie-relevant!

næh det meste skulle vel gerne være sjovt! ... men 5 ECTS point for at beklæde en parabol med sølvpapir? .. så er kadencen da sat betydeligt ned de sidste 10-12 år.

/Jeppe


27. jul 2010 kl 12:01

Christian Dias Løgberg

Gør-det-selv og ECTS

Nu ved jeg ikke om "grill-svejse-kurset" stadig eksisterer, men det var et kursus, hvor man skulle lære at svejse (og de fleste byggede en grill), der også gav 5 point. Der har vist også været et kursus i øl-brygning.

Nu skal man huske at der også er knyttet en skriftlig eller mundtilig fremstilling til et sådant projekt, og at 5 ECTS-point "kun" er 120 timers arbejde - inkl. teori, analyse og selve fremstillingen.


27. jul 2010 kl 18:15

Henrik Rathje

WIN-WIN for DTU

Ide'en er jo meget god. DTU sparer jo masse af penge på PR og samtiddig er der jo ekstremt mange potentielle nye studerende på en festival.


28. jul 2010 kl 15:36

Emil R. van der Bijl

Solgril

Jeg kan sige Solgrillen var yderst effektiv hvis man kunne finde ud af at indstille den... Hvilket der var gode guides til :)

Pizza kan sagtens laves på den ;)


29. jul 2010 kl 11:45

Anders Rosenqvist

Sterling motor hahahahahahaha

De skal da bare have en karmakanon, som er så larmende at den kan spille rådhuspladsen op og bruger kun strøm fra solceller og pedalkraft.

www.karmakanonen.com


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.